Folkeopstand knækker kupmagere

Den folkelige opstand i Venezuela mod kupmagerne var et alvorligt slag mod USA's planer i området - situationen er på mange måder gunstig

af Sven Tarp International sekretær, DKP-ML

Chavez' regeringstid var på ingen måde fejlfri. Der er meget, som man kan kritisere fra et socialistisk standspunkt. Men en af de ting, som givetvis var hans svaghed, skulle nu vise sig at være en styrke, nemlig at han selv er militærmand.

For 29 år siden blev den folkevalgte præsident i Chile afsat ved et blodigt kup. Det var blandt andet muligt, fordi han kun havde ringe opbakning i landets hær.

Med Chavez forholder det sig modsat. Han har ud over opbakningen i landets fattigste lag stor opbakning i militæret.

Umiddelbart efter kuppet begyndte forskellige generaler og andre officerer at rykke ud med erklæringer, hvori de meddelte, at de ikke godkendte den nye præsident. Flere af disse var ikke i sig selv Chavez-støtter, men de nægtede at godkende det brud på forfatningen, som var sket.

Nogle af landets stærkeste hærenheder stillede sig nu på den afsatte præsidents side.

Samtidig begyndte et folkelig oprør at ulme overalt i landet. Titusinder var i demonstration i forskellige dele af hovedstaden Caracas. De massemedier, som dagen forinden havde berettet om den regeringsfjendtlige demonstration, nævnte ikke disse begivenheder med et ord.

Den private ejendomsret til massekommunikations-midler sikrer ikke befolkningen adgang til sandfærdig information - i Venezuela har det været stik modsat.

Men nyhederne spredte sig fra mund til mund.

Folkemasserne stormede de reaktionære massemedier og sørgede dernæst for, at den statslige tv-station igen begyndte at sende. Herfra kunne parlamentsformanden, vicepræsidenten og højesteretsformanden fortælle sandheden om kuppet.

Samtidig besatte Chavez-tro tropper præsidentpaladset og tvang kuppræsidenten til at søge tilflugt i den militærbase, hvortil Chavez først var blevet bragt. Den gamle nationalforsamling blev igen samlet.

Dette folkelige oprør, som truede med at føre landet ud i en borgerkrig, tvang omsider kupmagerne til at vise det hvide flag. De er nu arresteret, mens Chavez i hyldest er blevet båret tilbage til præsidentposten.

I sin første (marathon)tale til nationen sagde Chavez, at han ikke var hævntørstig, men opfordrede tværtimod til dialog. Dog skulle en "række ting" ifølge præsidenten sættes på plads.

Han erklærede, at han var "rede til at rette alt, hvad der måtte være nødvendigt. Men det er ikke kun mig, men alle, som skal rette sig, for at vi kan vende tilbage til roen, det normale liv og arbejdet".

Han beklagede de sidste dages døde og lovede, at de skyldige ville blive straffet ifølge loven. Han udtrykte håb om, at begivenhederne "måtte ses som en gigantisk lære for os alle" og proklamerede, at der den 18. april vil blive oprettet et føderalt regeringsråd, der skal fungere som "epicenter" for dialog med alle sektorer med henblik på at opnå "størst mulig konsensus".

Nye trusler fra USA

Den amerikanske regering har regeret meget negativt på Chavez' tilbagevenden. I modsætning til de latinamerikanske regeringer, der med Colombia som eneste undtagelse, havde afvist at anerkende den nye regering, indtil forfatningen igen var i kraft, havde USA fra starten støttet kupmagerne.

Allerede den 12. april udtalte det Hvide Hus' talsmand Philip T. Reeker således, at "som resultatet af disse provokationer (Chavez' tilhængeres påståede skud mod folkemasserne) er: Chavez trådte tilbage som præsident. Før han skrev under afskedigede han vicepræsidenten og regeringen. En overgangsregering har lovet snarligt valg."

I stedet for at lære af sine fejl kræver USA nu, at Chavez gør det (hvad han som nævnt også har tænkt sig). I en udtalelse siger den nationale sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice således:

"Jeg håber, at Chavez tager ved lære af den besked, som hans folk sendte ham om, at hans politik ikke gavner det venezuelanske folk. Vi håber, at Chavez anerkender, at hele verden holder øje med ham, og at han benytter denne mulighed til at bringe sit eget skib på rette kurs, efter at det rent ud sagt har været på fejlkurs gennem længere tid."

Søndag udtalte en talsmand for det amerikanske forsvarsministerium, at USA nøje holder øje med udviklingen i Venezuela.

Nogle foreløbige konklusioner

Hugo Chavez' bolivarianske projekt er på ingen måde noget socialistisk projekt, selv om det måske kunne udvikle sig i denne retning. Det er heller ikke noget fejlfrit projekt.

Chavez' og hans tilhængere har givetvis begået mange fejl. For eksempel har han omgivet sig med rådgivere, især militærfolk, som har hans tillid, men som ikke altid er kommet med de bedste råd.

Hans ledelsesstil kan også kritiseres. Den har givetvis ført til mange unødige konfrontation med dele af befolkningen, som i bund og grund vil have fordel af hans politik.

Man kan også mene, at hans store løfter ikke altid har kunnet indfries i det tempo, som han selv har lagt op til. Det er ikke mindst gået langsomt, fordi han har gjort meget ud af at følge de parlamentariske spilleregler.

Men uanset hvad kan man ikke komme uden om den kendsgerning, at hans bolivarianske projekt har stor opbakning i den venezuelanske befolkning, navnlig blandt de fattigste lag. Man kan ikke komme uden om, at hans politik i bund og grund er til fordel for den store del af befolkningen og er vendt mod det oligarki, som i årtier har undertrykt og bestjålet venezuelanerne i tæt samarbejde med deres imperialistiske alliancepartnere.

Netop disse kendsgerninger betyder, at hverken den amerikanske imperialisme eller det lokale oligarki vil acceptere ham. De har fra starten lagt planer om at vælte ham. De har stadig stærke bastioner i det venezuelanske samfund, blandt oligarkiet, de korrupte fagforenignsledere og dele af militæret.

Sidste torsdags kup vil ikke være det sidste forsøg på at vælte Chavez. Mordplaner vil sandsynligvis også indgå i de overvejelser, som imperialismens strateger foretager, når de værste tømmermænd er overstået.

Klassekampen i Venezuela er langt fra slut. Det er stadig store kampe forude. Intet er endnu afgjort.

Den folkelige opstand mod kupmagerne var et alvorligt slag mod USA's planer i området. Situationen er på mange måder gunstig.

Den nuværende situation kan bruges til at føre den bolivarianske revolution op på et højere plan. Men det vil afhænge af såvel Chavez som de øvrige demokratiske og revolutionære kræfter i Venezuela. Dertil har de brug for maksimal international solidaritet.

Og endelig kan de folkelige kræfter i den øvrige verden bruge den sidste uges begivenheder til at genbekræfte en gammel lære.

For at styrte imperialismen og dens lokale repræsentanter er det nødvendigt med stærke revolutionære organisationer og brede og solide folkelige alliancer.

Det er ikke tilstrækkeligt at vinde regeringsmagten. Man må også vinde statsmagten, hvad der indbefatter opløsning af det gamle regimes undertrykkelsesapparat - det vil sige hær, politi og så videre - og skabelse af en helt ny demokratisk stat, der bygger på folkets magt nedefra og opefter.

For at komme dertil er det nødvendigt at rykke det gamle oligarkis økonomiske rødder grundigt op.