Kup og folkeopstand i Venezuela

Torsdag i sidste uge blev Venezuelas folkevalgte præsident, Hugo Chavez, sat fra magten af et militærkup. Kun 48 timer senere vendte han tilbage som resultat af en folkeopstand mod kupmagere.

af Sven Tarp International sekretær, DKP-ML

Hugo Chavez' tilbagevenden til præsidentposten er en kolossal opmuntring for de folkelige kræfter i Latinamerika og verden som sådan. Det er samtidig er stort nederlag for den amerikanske imperialisme, som stod bag kuppet den 12. april. Det viser, at USA trods sin enorme og truende militærmagt ikke er i stand til i al evighed at bremse folkenes krav om en bedre verden.

De begivenheder, som har udfoldet sig i disse få dage, rummer en sådan rigdom af kendsgerninger og erfaringer, at de utvivlsomt vil blive analyseret og diskuteret i lang tid fremover. Men det er allerede nu muligt at drage nogle konklusioner, som har stor betydning for folkenes kamp i disse år.

Lidt baggrund

Venezuela var indtil for få år siden et af de mest korrupte regimer i verden. Trods kolossale olierigdomme levede flertallet af befolkningen i fattigdom. Stadig flere sank ned i armod, mens en lille overklasse bestående af forretningsfolk, politikere og korrupte fagforeningsfolk blev stadig rigere.

Denne situation førte til store folkelige demonstrationer i 1989 og igen i 1992. Sidstnævnte slog over i en folkeopstand, som den unge falskærmssoldat Hugo Chavez stillede sig i spidsen for. Opstanden slog fejl, og Chavez endte i fængslet.

Hugo Chavez er fremfor alt inspireret af sin landsmand, Simon Bolivar, som i starten af det 19. århundrede anførte Latinamerikas oprør mod den spanske kolonimagt. Bolivars drøm var et forenet Latinamerika, som kunne byde de udenlandske kolonimagter trods. Hugo Chavez har samme drømme overført til vores tid. Derfor kalder han sin bevægelse for den "bolivarianske bevægelse".

Da Chavez efter folkeligt pres kom ud af fængslet, besluttede han at stille op til præsidentvalget i 1998 i spidsen for den bolivarianske bevægelse. På grund af sin store prestige og folkelige gennemslagskraft vandt han en jorskredssejr, som sjældent er set for en kandidat, der i den grad havde mediernes modvind.

Efterfølgende udarbejde Chavez og hans støtter en ny "bolivariansk" forfatning, som blev vedtaget i 1999 med 70 procent af stemmerne. Det var en forfatning, som byggede på national værdighed, demokrati og folkelig indflydelse, progressive sociale reformer og modstand mod imperialismen og nyliberalismen.

I forfatningen artikel 2 defineres den bolivarianske stats således:

"En demokratisk og social retsstat, der som de højeste værdier for lovgivning og virksomhed har livet, friheden, retfærdigheden, ligheden, solidariteten demokratiet, det sociale ansvar og almindelighed respekt for menneskerettighederne, etikken og den politiske pluralisme."

Efter vedtagelsen af den nye forfatning blev der igen udskrevet præsidentvalg, som Chavez vandt med 57 procent af stemmerne på trods af, at han nu havde hele forretningsverdenen og de borgerlige medier imod sejr.

Herefter begyndte den nye nationalforsamling at arbejde. Det førte til en række betydningsfulde love og sociale tiltag, som gjorde indhug i det gamle oligarkis rettigheder og fremmede det fattige flertals interesser. Her kan nævnes jordreformen, som gav en stor del af godsejernes jord til de fattige bønder, loven om landbruget udvikling, fiskeriloven, som satte de små fiskere i centrum, loven om kooperativer og så videre.

Samtidig begyndte det nye styre at organisere sin basis i de fattige byområder, hvor der blev dannet såkaldte "bolivarianske komiteer" som udtryk for udstrakt folkeligt selvstyre.

Udadtil spillede Chavez også en progressiv rolle. Han modsatte sig således USA's planer om intervention i Colombia og nægtede at stille venezuelanske baser til rådighed for det nordamerikanske krigseventyr.

Han vendte sig aktivt mod USA's planer om et amerikansk frihandelsområde fra Alaska til Ildlandet (FTAA). Med Venezuelas position som verdens fjerdestørste olieproducerende land spillede han en meget aktiv rolle for at holde oliepriserne oppe. Chavez indledte også et nært samarbejde med Cuba.

Alt dette var en torn i øjet på USA og det venezuelanske oligarki. Det førte til, at disse kræfter begyndte at lægge slet skjulte planer om fjernelse af Chavez, blandt andet er der afsløret flere mordforsøg på ham.

Sidste torsdags kup var kulminationen på denne proces.

Hvad skete der egentlig

Sjældent har monopolpressens rolle i historiske begivenheder været så stor som i torsdag. Og sjældent er denne rolle blevet så hurtigt afsløret. Rundt om på verdens redaktioner har chefredaktørerne i dag travlt med at dække deres ryg. Men ikke nok så mange dækmanøvre kan skjule, at de denne gang blev taget med fingrene i honningkrukken.

Mandag i sidste uge havde Venezuelas arbejdsgiverorganisation, FEDECAMARAS, sammen med ledelsen af den korrupte faglige landsorganisation indkaldt til generalstrejke. Strejken fik kun en vis opbakning, men medierne udråbte den som en stor sejr.

De kontrarevolutionære kræfter havde nu fået blod på tanden og proklamerede generalstrejke på ubestemt tid. Denne "strejke" kunne snarere betegnes som en slags lockout, idet de "strejkende" fik udbetalt løn for at strejke".

I torsdag blev der så gennemført en stor demonstration, som ifølge arrangørerne havde 700.000 deltagere, men andre vurderer den til mellem 100.000 og 200.000 deltagere.

Demonstrationen var til at begynde med fredelig, men pludselig ændrede demonstrationsledelsen ruten og satte kurs mod præsidentpaladset Miraflores. Her kom det til de uroligheder og skyderier, som blev brugt til at retfærdiggøre kuppet mod Chavez.

Skyderiet ved Miraflores

Der er forskellige versioner af, hvad det reelt skete, da skyderierne brød ud.

Ifølge de private venezuelanske massemedier gav Chavez sine folk ordre om at skyde mod demonstranterne, da de nærmede sig præsidentpaladset. Det skulle så have ført til, at mellem 11 og 20 demonstranter blev dræbt. Det var i hvert fald den version, som blev blev transmitteret ud i æteren, og som troligt blev gentaget af de internationale massemedier, heriblandt de danske.

Ifølge såvel bolivarianske kredse som forskellige uafhængige kilder var forløbet imidlertid meget anderledes, ja, nærmest direkte modsat.

Omkring 5000 tilhængere af Chavez var samme dag strømmet til Miraflores for at forsvare deres præsident. Det er ikke første gang, det er sket i de sidste måneder.

Chavez har mere end en gang udtalt, at den soldat, som skyder mod folket, er en kujon. For at forhindre sammenstød beordrede Chavez nationalgarden til at stille sig mellem de to grupper. Samtidig beordrede Caracas overborgmester Alfredo Peña, der er en arg modstander af Chavez, ligeledes hovedstadens politi til at stille sig imellem.

Der var således mindst tre forskellige væbnede enheder foran præsidentpaladset: de bolivarianske tilhængere og nationalgarden, som begge støttede præsidenten, og politiet, som støttede oppositionen.

Hvem der begyndte at skyde, er som altid svært at afgøre i sådanne situationer. Men adskillige iagttagere beretter uafhængigt af hinanden, at det var snigskytter, der var placeret cirka 200 fra paladset.

Ifølge en erklæring fra Venezuelas Kommunistiske Parti tilhørte disse snigskytter såvel hovedstadspolitiet som "Røde Fane" Partiet, som er et "venstrefløjsparti", der har sluttet sig til de kontrarevolutionære kræfter.

For denne version taler den kendsgerning, at de fleste af de dræbte var Chavez-tilhængere og tilmed ledere, hvoraf nogle var skudt gennem hovedet på en måde, som mindede om en decideret henrettelse.

Af de 11, der officielt er døde, var de ni revolutionære ledere. Af de fem, som var skudt i panden, var de fire revolutionære ledere. Blandt de dræbte kan nævnes vicepræsident Diosdado Cabellos sikkerhedsvagt, tre repræsentanter for den Folkelige Koordinationskomite i Caracas og tre bydelsledere fra delstaten Vargas.

Hvis disse oplysninger er sande, får historiens et noget andet drej.

Under alle omstændigheder var de venezuelanske massemedier ikke sene til at give Chavez hele skylden. De bolivarianske kræfter, som tv-stationerne gang på gang viste i færd med at skyde, forsvarede sig i virkeligheden mod de snigskytter, som beskød dem.

Da Chavez forsøgte at tale til befolkningen fra det statslige fjernsyn, gik det efter kort tid i sort. Man ønskede ikke sandheden ud.

Denne løgn blev brugt - og skulle bruges - til at retfærdiggøre, at en række kontrarevolutionære generaler senere på natten afsatte og arresterede Chavez for angiveligt at have beordret mordene.

Men også disse begivenheder blev indspundet i et net af løgne, som massemedierne spandt for at retfærdiggøre det kontrarevolutionære kup, som var i gang.

Afsættelsen af Chavez

Umiddelbart efter kuppet mod Chavez hed det, at den afsatte præsident havde underskrevet sin afskedsbegæring. Kupmagerne var dog ikke i stand til at vise noget dokument, der kunne sandsynliggøre denne besynderlige påstand. Alligevel blev den øjeblikkeligt spredt verden over af de store medier.

Herefter fik man at vide, at en ny præsident var blevet indsat. Denne "præsident" var ingen mindre end en af landets rigeste mænd, Pedro Carmona, der som leder af arbejdsgiverorganisationen havde været en af de centrale arkitekter bag kuppet.

Man satsede altså stort.

Carmona opløste straks parlamentet, ophævede 58 forordninger fra Chavez' præsidentperiode og meddelte, at den bolivarianske forfatning var ugyldig, og at han i stedet arbejdede på grundlag den gamle forfatning fra 1961.

USA og Spanien samt nabolandet Colombia var ikke sene til at anerkende den nye præsident, som blev betegnet som en "demokrat" i modsætning til "tyrannen" Chavez. Man talte om en overgang til "demokrati", som om det, der var sket, var foregået på normal vis. Ordet statskup blev end ikke nævnt.

Men der begyndte hurtigt at gå skår i deres glæde.

For det første lykkedes det Chavez fra sit fængsel at smugle den besked ud, at han aldrig havde underskrevet noget som helst. For det andet gik formanden for landets højesteret i æteren og oplyste, at uanset hvad så var det hele ulovligt.

Ifølge Venezuelas forfatning kan præsidenten kun underskrive sin afskedbegæring i overværelse af nationalforsamlingen.

Det var ikke sket.

I de tilfælde, hvor det sker skal præsidentposten overgå til vicepræsidenten eller - hvis denne ikke vil - til nationalforsamlingens formand.

Det skete heller ikke. Tværtimod var begge disse personer i en periode tvunget til at gå under jorden af frygt for deres liv.

Det var således et renlivet statskup, som fandt sted i Venezuela den 12. april. Den umiddelbare støtte, som USA gav til kupmagerne, siger mere end noget som helst andet om de "demokratiske" rettigheder, som landet altid hævder at forsvare.

Chavez' regering blev beskyldt for at være autoritær, fordi den vedtog reformer, som gik imod storkapitalens og de transnationale selskabers interesser. Den nye regering, som kom til verden ved et statskup og straks satte forfatningen ud af kraft og indledte en voldsom undertrykkelse af oppositionen, blev betegnes som positiv og demokratisk.

Men såvel USA som det venezuelanske oligarki var øjensynlig blevet forblændet af sin egen propaganda. De havde totalt undervurderet den støtte, som den afsatte præsident havde i befolkningen.

I morgen bringer Dagbladet Arbejderen anden del af Sven Tarps beretning om Venezuela. Den handler om folkeopstanden, USA's rolle og drager nogle lærer af begivenhederne.