09.04.02 - Dagbladet Arbejderen   - Sig din mening i Debatten  
  Få email ved nye artikler

LEDER:

 

USA's skødehund nummer et

Den danske regerings holdning til konflikten i Palæstina er følgagtig og skammelig.

Endelig kan selv ikke den danske regering sidde protesterne mod Israels blodige massakre overhørig.

Regeringer er blevet bekymret over den humanitære situation i Palæstina og det førte i går til, at den israelske ambassadør Carmi Gillon blev indkaldt til møde.

- Danmark deler det øvrige donorsamfunds dybe bekymring med hensyn til den forværrede humanitære situation for den civile palæstinensiske befolkning, udtalte Udenrigsministeriet efter mødet.

- I lyset af den dramatisk forværrede humanitære situation blev Israel indtrængende opfordret til straks at fjerne udgangsforbuddet og tillade forsyninger af medicin og mad at komme frem til civilbefolkningen. 

Ikke engang et krav om, at Israel skulle trække sig tilbage fra de besatte områder, kunne regeringen mande sig op til. Regeringens indtrængende opfordringer får næppe Sharon til sove uroligt om natten.

Endnu engang har vi fået demonstreret, at regeringen og den danske udenrigsminister er USA' skødehund nummer et. Hele vejen igennem har regeringen forfægtet samme stilling til konflikten som USA.

- Formanden for det palæstinensiske selvstyre har ikke overbevisende modsat sig terrorisme og gået imod den, sagde den amerikanske præsident Bush i sidste uge.

- For at sige sandheden: Arafat gør ikke nok for at stoppe terroren, sagde det danske ekko Fogh Rasmussen.

- Vi skal se kritisk på både israelernes og palæstinensernes rolle i konflikten. Sommetider er den ene side mest voldsom - sommetider den anden, udtalte udenrigsminister Per Stig-Møller så sent som i går i et interview i metroXpress. 

Helt anderledes klart udtrykker de humanitære organisationer sig, som oplever konflikten på tætteste hold.

- Det, der sker i Palæstina nu, er hinsides alle regler for krigsførelse, sagde Jørgen Poulsen, formand for Dansk Røde Kors i Radioavisen i går.

Forinden havde han berettet om , hvordan palæstinenserne ligger og forbløder i gaderne og hvordan ambulancer hindres i at komme frem.

Og en rystet Jørgen Poulsen gentog flere gange, at også krigen har sine regler, at Genevekonventionerne skal overholdes, også af Israel.

Alligevel modsætter den danske regering sig økonomiske sanktioner overfor Israel, som det er blevet foreslået flere gange, blandt andet i EU.

USA er imod. Tyskland, England og Danmark er imod. Følgagtigheden længe leve!

 

   

[DKP/ML Hovedside] * [til Emneoversigt] * [Søg] * [Bestil bøger eller pjecer]