21.03.02 - Dagbladet Arbejderen   - Sig din mening i Debatten  
  Få email ved nye artikler

 

DF's sociale image smuldrer

Dansk Folkeparti stemmer imod en stribe sociale forbedringer, som partiet ellers støtter 

VK-regeringen fik i går vedtaget sin første sorte finanslov med aktiv bistand fra Dansk Folkeparti.

I den daglange debat kritiserede oppositionen gentagne gange de frit-valg-ordninger, som Venstre og Konservative vil have indført i det meste af den offentlige sektor.

På ældre- og sygehusområdet kan det meget let blive til valgfrihed på tomme hylder, for borgerne har ingen garanti for, at der er plads, eller de ansatte der kræves. Hverken på sygehuse, plejehjem eller i hjemmehjælpen. 

Både Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, Kristeligt Folkeparti og Radikale kritiserede også, at regeringen og Dansk Folkeparti skærer kraftigt ned på ulandsbistanden.

De tager 1,8 milliarder fra ulandsbistanden. Samtidig forærer de flere milliarder til erhvervslivet i form af skattelettelser og andre lempelser.

Alligevel er det altid en helt anden sammenkædning, som regeringen og dansk Folkeparti bruger, når de reklamerer for finansloven: De 1,5 milliarder kroner til sygehusene kommer altid fra ulandsbistanden.

Samtlige tre partier bag finansloven holdt meget lav profil i forhold til de nedskæringer, som er indbygget. De skulle presses hårdt før de kom på talerstolen for at kommentere følgerne. For eksempel det faktum, at aftenskolerne må indskrænke kraftigt, især i de mindre kommuner. Ligesom der heller ikke var nogen lyst til at springe på talerstolen, når emnet var at to tredjedele af daghøjskolerne højst sandsynligt må lukke.   

Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti indrømmede, at partiets folketingsmedlemmer i disse dage stemmer imod adskillige forslag, som de egentlig synes er gode.

 - Det viser, at Dansk Folkeparti ikke er mere sociale end Thor Pedersen tillader, lød den beske kommentar fra Enhedslistens Pernille Rosenkrantz-Theil.

Selvom Socialdemokratiet kritiserede finansloven og oplevede, at det store flertal af partiets ændringsforslag blev afvist, stemte folketingsgruppen i den sidste ende for finansloven. Det gjorde SF og Enhedslisten ikke.

/el

   

[DKP/ML Hovedside] * [til Emneoversigt] * [Søg] * [Bestil bøger eller pjecer]