20.03.02 - Dagbladet Arbejderen   - Sig din mening i Debatten  
  Få email ved nye artikler

 

Tag hånd om miljøet

Miljøaktivist: Finansloven er ikke bæredygtig.

Sofie Krogh Andersen arbejder til daglig hos miljøorganisationen NOAH. Hun har været aktiv med at samle 30 miljø- og ulandsorganisationer bag dagens fordemonstration på Christianshavns Vold.

Står det til hende, bliver dagens protest ikke den sidste.

 - Vi skal samle op på dagen. Vi har taget et første skridt. Nu skal vi brede diskussionen ud til dem, der ikke dukker op på Slotspladsen, siger Sofie Krogh Andersen til Dagbladet Arbejderen.

Ideerne kører allerede rundt oppe i Sofies hoved.

 - Vi kunne alle sammen gå rundt med "hr. og fru jensen - spørg mig" badges, og håbe på, at regeringen kommer og spørger os. Det vil sandsynligvis ikke ske. Men så kan vi engang om ugen udsende en blank pressemeddelelse fra hr. og fru jensen, som reaktion på at almindelige mennesker ikke bliver hørt.

Dermed håber Sofie, at gøre op med regeringens påstande om at hr og fru jensen bliver hørt, i stedet for de såkaldte smagsdommere og eksperter.

Det er vigtigt, at modstanden mod regeringen bliver synlig, mener Sofie. Til miljø- og ulandsorganisationernes fordemonstration i dag tager NOAH en stor sort skraldesæk, og smider alle regeringens nedskæringer ud.

Og der er mange, advarer Sofie. Hun har sat sig godt ind i finansloven, og opremser hurtigt de konkrete konsekvenser af regeringens nedskæringer.

 - De dramatiske nedskæringer i Miljøstyrelsen betyder på sigt, at udviklingsarbejdet og vidensopsamlingen på miljøområdet sættes i stå, når Sofie at slå fast, inden hun fortsætter:

 - Den Grønne Fond lukkes. En lang række grønne tiltag beskæres kraftigt: Miljøstyrelsen, Forbrugerrådet, Grøn Information. Det betyder færre oplysninger til borgerne om grøn adfærd. Med lukningen af Den Grønne Jobpulje forsvinder muligheden for at skaffe penge til lokale miljøinitiativer, der samtidig skaber job.

I alt bruger regeringen 2,2 milliarder mindre på miljø og økologi. Samtidig reduceres de grønne afgifter med 1,5 milliarder.

 - Nedskæringerne og forringelserne har tunge konsekvenser for en bæredygtig udvikling, såvel miljømæssigt, socialt som økonomisk, beklager Sofie Krogh Andersen.

/mogo

   

[DKP/ML Hovedside] * [til Emneoversigt] * [Søg] * [Bestil bøger eller pjecer]