Kollektiv afstraffelse af et helt folk

Jan Mathisen er netop vendt hjem fra et besøg i det besatte Palæstina. Nu skal han i gang med en Boykot Israel kampagne

 - Virkeligheden i Palæstina er helt anderledes end den vi bliver præsenteret for i pressen. Det er en kollektiv afstraffelse af et helt folk.

 - Det var meget slemt, da jeg var der sidst. Dengang sagde jeg til mig selv, at nu kan det ikke blive værre. Men det er ikke bare blevet værre, det er blevet meget værre.

Jan Mathisen fra Hotel og Restaurationsbranchens Fagforening i København kom hjem fra Palæstina for lidt over en uge siden. Sammen med Bent Hansen fra SiD har han set situationen i de besatte områder på nært hold.

Jan Mathisen og Bent Hansen var sammen i Palæstina i maj sidste år. Dengang tog de derned i håbet om at genoplive nogle af de faglige kontakter. Den danske fagbevægelse støttede opbygningen af selvstyret, men al kontakt blev skåret over af israelernes blokade efter den nye intifada.

Denne gang tog de først og fremmest til Palæstina for at samle dokumentation til støtte for den kommende Boykot Israel kampagne. Men de tog også rundt og besøgte samme de projekter, de besøgte for snart et år siden.

- Alt hvad vi så i de besatte områder var én stor bekræftelse på, at Israel fører en total krig. Det passer godt i forhold til Sharons sprogbrug, men det er noget mærkværdigt i betragtning af historien, mener Jan Mathisen.

Lige efter de var vendt hjem sagde Israels premierminister Ariel  Sharon, at den eneste måde at få "fred" på er at ramme palæstinenserne så hårdt, at de indser de ikke kan opnå noget med vold.

- Men Sharon tager fejl, hvis han tror han kan knække modstanden. Det har andre også troet. Men historien viser, at det ikke kan lade sig gøre, siger Jan Mathisen.

 Palæstina rykker grænser

 Det er tydeligt, at rejsen og palæstinensernes umenneskelige vilkår har gjort et stort indtryk på Jan Mathisen. Selvom vi sidder fredeligt over et bord og snakker er der eftertryk på hver eneste sætning.

 - Ens egne grænser bliver rykket. Man tror hele tiden, at nu kan det ikke blive værre. Alligevel oplever man gang på gang, at det bliver værre.

- Det værste er næsten, at det er et helt folk der bliver nægtet retten til at eksistere - muligheden for at leve. Det er så systematisk og på samme tid vilkårligt. Israelerne forklarer aldrig hvorfor de laver overgrebene, de gør det bare, siger han.

Netop vilkårligheden har Jan Mathisen bidt mærke i. Han blev selv udsat for den flere gange, blandt andet i Ramallah.

- Den ene dag var der ingen problemer med at fotografere. Den næste dag råbte og skreg soldaterne, og spurgte om jeg havde tilladelse.

- Jeg spillede selvfølgelig dum og sagde "ja" og viftede med mit pas. Så ombestemte de sig og sendte mig bare væk. Det virkede som om det bare var soldaternes lune der afgjorde sagen, fortæller han.

Senere forsøgte Jan Mathisen og Bent Hansen at krydse et kontrolsted, sammen med to andre udlændinge og nogle palæstinensere.

Med et står de israelske soldater og vifter med deres automatiske geværer.

- Pludseligt begyndte folk at løbe, og jeg tænkte ved mig selv "nu skyder de". Vi forsøgte at råbe og vise vores pas til soldaterne. Alt foregik med en maskinpistol i øjenhøjde, mens vi fik lov at gå langsomt igennem én efter én.

- Formålet med vilkårligheden er at drive ydmygelserne så langt ud som muligt. De vil forhindre, at det palæstinensiske samfund overhovedet kan fungere.

- Hvis israelernes overgreb var faste ville palæstinenserne lettere kunne indrette sig på dem, selvom de stadig ville være urimelige. Men med vilkårligheden kan palæstinensere aldrig planlægge. Det rammer dem meget hårdere end den konsekvente kontrol, mener Jan mathisen.

Bosættelserne rykker frem

Jan Mathisen var for et år siden på besøg i flygtningelejren Rafah, der ligger op ad grænsen til ®gypten - i Gaza-striben. Tæt ved ligger der et israelsk kontrolsted med et befæstet tårn.

Dengang var israelerne begyndt at smadre de første huse i Rafah.

I dag er husene væk. Israelerne har ganske enkelt ryddet flere gader og skabt en bred zone af murbrokker og ruiner. Ariel Sharon har flere gange truet med at bygge en mur hele vejen langs de besatte områder.

- Israelerne påstod at terrorister brugte husene. Men da vi besøgte dem sidste gang var det helt almindelige familier, vi så.

- Israeleren har skabt tre zoner i Gaza. Mange palæstinensere tør simpelthen ikke længere krydse over zonerne. De ved ikke, om de kan komme hjem igen, fortæller Jan Mathisen.

- Jeg besøgte også Khan Yunis igen. Det er en flygtningelejr i Gaza, med en bosættelse lige i nærheden. Da vi var der første gang kunne vi se, hvordan bosætterne lå og skød op mod palæstinensernes huse.

- Det var et af de få steder, hvor palæstinenserne boede højere end bosætterne. Dengang kunne jeg se, at bosætterne planlagde at rykke op på bakketoppen, hvor den palæstinensiske flygtningelejr begyndte. Det har de gjort nu.

- De har simpelthen bygget en mur på bakken rundt om deres bosættelse. Det er en fem meter høj mur, der er bygget af store betonklodser - den slags man bruger til at spærre af ved vejarbejde.

- Men det er ikke det værste. Da vi var der sidste gang, boede palæstinenserne fra de forreste, sønderskudte huse i telte. I dag er teltene væk, og husene tomme. Ingen ved rigtigt, hvor flygtningene nu er henne, fortæller Jan Mathisen.

Det har intet med sikkerhed at gøre

Billedet af vilkårlige checkpoints går igen overalt i de besatte områder, både i Gaza og på Vestbredden. Israelerne hævder det er for at beskytte sig selv. Men den køber Jan Mathisen ikke.

 - De fleste spærringer har ikke noget med sikkerhed at gøre. Det er ikke checkpoints. De undersøger ikke palæstinenserne. Det går bare ud på at begrænse bevægelser og spærre palæstinenserne inde i små huller.

- De israelske soldater ligger som regel højt oppe, i nærheden af spærringerne. De kan skyde ned mod palæstinenserne, selvfølgelig, men de kan ikke undersøge noget.

- Det er huller - bombehuller - kald det hvad du vil, men det har ikke noget med kontrol at gøre. Det er ren chikane, fortæller Jan Mathisen.

Ordet "spærring" skal tages helt bogstaveligt. Israelerne har gravet store huller i hver eneste vej der fører til de palæstinensiske byer. Uanset om det er en hovedvej eller bare et hjulspor i gruset er den gravet op, og der er smidt cementklodser på begge sider.

- Palæstinenserne kan køre biler op til spærringerne, men så bliver de nødt til at gå ud og klatre over spærringerne og hullerne i vejen. Alle, uanset om det er gamle, børn eller gravide kvinder.

- Det gør det også vanskeligt at få varer frem. Alt skal kunne bæres, ellers kan det ikke komme frem, siger Jan Mathisen.

Nogle steder bliver palæstinenserne tvunget til at gå flere kilometer for at komme gennem spærringerne. Udenfor Ramallah skal de krydse en losseplads, hvor der efterhånden er blevet trådt en sti.

Den israelske fredsbevægelse.

 - Den nye fredsbevægelse i Israel er ved at vokse frem. Den virker anderledes end den tidligere bevægelse, der hed "Peace Now" - Fred Nu. Den tog mere udgangspunkt i israelernes egen sikkerhed, og var ikke særligt bekymret om palæstinenserne

 - Nu siger fredsbevægelsen, at der ikke kan skabes fred uden at palæstinenserne får deres rettigheder tilbage. At vejen til fred går gennem at anerkende palæstinenserne, og trække sig ud af de besatte områder.

Jan Mathisen og Bent Hansen snakkede med israelere, der arbejder med mediecentret AIC, Alternative Information Center. De var blandt andet med til at arrangere en stor israelsk fredsdemonstration, hvor 20.000 mennesker deltog.

Israelerne har samme problemer med nyhedsstrømmen, som vi oplever i Danmark. Mange israelere ved ganske simpelt ikke særlig meget om forholdene i de besatte områder. AIC arbejder med at formidle viden.

- Alle vi snakkede med synes, at boykot af Israel er en god ide. Den israelske fredsbevægelse vurderer, at deres regering er hunderæd for en boykot-bevægelse i Europa, fordi det kan få stor indflydelse på meningsdannelsen i Israel.

- De mener også at den generelle boykot vil være en stor støtte til at opbygge fredsbevægelsen. AIC lægger vægt på at protesterne har international karakter, fordi det slår meget bedre igennem i Israel, siger Jan Mathisen.

 Kontant støtte

Jan Mathisen og Bent Hansen havde en pose penge med til palæstinenserne.

 - Vi fik 10.000 kroner af BUPL Vestsjælland, som skulle gå til et projekt for børn. Det blev en slags fritidshjem eller SFO-ordning med 200 børn, der fik pengene. Det er det eneste af sin slags i Gaza.

- Projektet arbejder med at styrke børnenes sociale sammenhold, at give dem plads til leg. De skal have lov til at være børn, hvad de jo reelt ikke har i de besatte områder og med den israelske blokade. Vores penge faldt virkelig på et tørt sted - og det er et projekt der burde være masser af.

De havde desuden penge med til en arbejderbevægelse, som de også besøgte sidste gang. Det er organisationen Democracy and Worker's Rights, der arbejder med at aftale overenskomster på virksomheder, og som støtter arbejdsløse.

Pengene stammede fra salg af en solidaritets-plakat, som Jan Mathisen og Bent Hansen lavede efter besøget i maj sidste år.

- Det er to konkrete eksempler på, hvad palæstinenserne mener, når de siger at de gerne vil have flere penge. Der burde være mange flere af den slags for at de kan tage kampen op mod Hamas.

Hamas er den eneste bevægelse, der kan lave socialt arbejde i større stil, fordi de modtager mange penge, blandt andet fra Iran. Selvstyremyndighederne har ikke mange penge, og laver ikke den slags arbejde.

- Vi ved at pengene kommer direkte ud til børnene, til de arbejdsløse, til dem der har brug for dem. De går ikke til korruption. Det er vores indtryk, at selvstyret er korrupt og præget af nepotisme, siger Jan Mathisen.

 Hebron - den lukkede by

I maj sidste år besøgte Jan Mathisen og Bent Hansen Hebron, der lige fra starten af intifadaen i september 2000 har været udsat for Israels hårdeste blokade.

 - Alle spørger mig om, hvad palæstinenserne i Hebron lever af. Hebrons indre by har været spærret af i 19 måneder nu. 30.000 mennesker i permanent husarrest fordi 400 bosættere bor i bymidten.

- Da vi kom derned havde hele den indre by været lukket i tre dage. Ikke en eneste palæstinenser kom ud. De israelske soldater sagde de ville hæve blokaden dagen efter. Det kan man så tro på, hvis man vil.

- Sandheden er, at de overlever på meget lidt. De får nødhjælp, og de sørger for hele tiden at have mad til flere dage i huset, hvis de overhovedet kan komme til det - for de ved aldrig hvornår de bliver lukket inde.

70 procent af palæstinenserne i de besatte områder er uden arbejde. De overlever på hjælp fra familie og venner, der kan hjælpe. Og mange af dem får nødhjæp af en eller anden slags.

I Hebron sørger en lille gruppe amerikanske kristne for at bosætterne ikke går helt over gevind. Fredsvagterne fra Christian Peacemakers gør rent faktisk en forskel for palæstinenserne, fordi de er den eneste stemme fra verden udenfor.

- Da vi kom til Hebron var det årsdagen for den massakre på en moske, hvor bosætteren Goldstein myrdede 29 palæstinensere for nogle år siden.

- De 400 bosættere festede i gaderne, meget aggressivt. De kunne ikke døje synet af os, og slet ikke da vi begyndte at fotografere. Nogle af bosætterne rendte efter os, og de var nærmest psykopatisk aggressive.

- Vi stak selvfølgelig af, og blev nærmest reddet af de israelske soldater, der spærrede vejen for bosætterne. De blokerede dem helt fysisk, bosætterne havde ingen som helst respekt for soldaterne.

- Egentlig troede jeg kun det var i Hebron, at israelerne lavede den slags ghettoer. Men de er i hundredevis over de besatte områder. Og det er det samme billede overalt, siger Jan Mathisen.

Boykot er konkret solidaritet

 - En boykot af Israel er den mest konkrete form for solidaritet vi kan yde. Alle vi snakkede med støtter en boykot-kampagne

 Jan Mathisen har de seneste måneder været med i planlægningen af en boykot af Israel. Aktivister i Danmark planlægger at sparke gang i kampagnen den 13. april.

For palæstinenserne er det vigtigste at bevare den nationale enhed, og de kritiserer manglen på ledelse. Alle som Jan Mathisen snakkede med var modstandere af selvmordsbomber på civile. I stedet skal angrebene rettes mod besættelsesmagten og bosætterne.

- Israelerne vil knække modstanden ved at kræve store ofre af palæstinenserne. Men vi ser ikke bare viljen til modstand. Vi ser også hvordan den bliver mere bitter, eller måske skulle jeg sige mere hårdnakket.

- Intifadaen fortsætter til israelerne trækker sig ud af de besatte områder, og det skal vores boykot også. Jeg håber at vi om nogle år kan kigge tilbage på en succes, ligesom boykotten af Sydafrika, slutter Jan Mathisen.

/ rtj