|
|
|
| 02.03.02 - Dagbladet Arbejderen - | Sig din mening i Debatten |
|
|
|
Retssagen mod den tidligere jugoslaviske og serbiske præsident Slobodan Milosevic har nu været i gang i to uger.
Afhøring af cirka 350 vidner betyder, at sagen ventes at vare i to år. Milosevic står tiltalt for 66 konkrete forbrydelser, som falder i fire kategorier: Folkemord, forbrydelser mod menneskeheden, alvorlige brud på Geneve-konventionen og overtrædelse af krigens love og normer.
Anklagerne hænger sammen med tre konflikter og krige:
1: Krigen i Kroatien i 1991 og 1992.
2: Krigen i Bosnien fra 1992 til 1995.
3: Konflikten i Kosovo op til NATO's bombekrig mod Serbien i 1999.
I forgårs førte anklageren sit niende vidne, den 24-årige Besnik Sokoli. Besnik fortalte at serbisk politi havde angrebet hans landsby Pec, havde skudt civile og brændt husene af. Selv skal han være blevet fanget og tævet.
Men Milosvic har lagt en helt anden plan end blot at sidde i to år og passivt lad sig anklage for en lang række forbrydelser.
Milosevic har fra første dag holdt fast i sin påstand om, at retssagen er ulovlig. At det er en politisk sag, som skal retfærdiggøre Vestens opsplitning af Jugoslavien og bombekrigen i 1999.
Han indledte derfor sit forsvar - som han selv fører - med tre dages anklager mod NATO.
Hans startede med at vise et Monitor-program fra den tyske tv-kanal ARD. Det blev sendt den 8. februar 2001. Bagefter blev udsendelsen diskuteret i den tyske forbundsdag på begæring fra partiet PDS. Ingen ledende tyske politikere kunne ved den lejlighed afvise udsendelsen kritik, fortæller Susanne Arends til Dagbladet Arbejderen. Hun fulgte sagen, og har udskrevet teksterne på dansk.
Udsendelsen er et uafhængigt vidnesbyrd om, at NATO havde planlagt krigen mod Serbien i forvejen og at Vesten arbejdede bevidst på at skabe forudsætningerne for krigen - først og fremmest ved at dæmonisere Milosevic og serberne gennem medierne og vinde folkelig støtte til krigen:
"New York, april 1999:
Mens Scharping (Tysklands forsvarsminister) taler om en massakre, som ikke var en massakre alligevel, samt om en koncentrationslejr, der ikke fandtes, var Kosovo-krigen stadig igang.
I Tyskland blev der som i USA skabt tilslutning til krigen. Det var dog også nødvendigt, for NATO's krig var i strid med folkeretten: Kun FN, hvis hovedkvarter ligger her i New York, ville have kunnet give mandatet. Men der var ikke noget mandat. Hele tiden kom der nye repræsentanter for regeringer til FN's hovedkvarter - og stadigt kraftigere blev uoverensstemmelserne bag de lukkede døre.
I april 1999 skændtes man i FN om krigen. Samtidig fløj NATO's bombefly allerede deres 6000 angreb - stadig uden FN-mandat.
Det er der ikke noget overraskende i, for i FN kender man stadig ikke til den amerikanske regerings politik, og dens dårligt skjulte nedvurdering af FN.
Allerede i 1993 fastlagde den amerikanske præsident Clinton grundtrækkene i den amerikanske udenrigspolitik i et hemmeligt regeringsdokument. Overskriften: "Med FN, når det er muligt, og uden, hvis det er nødvendigt". "NATO" - stod der - "skal fastlægge de afgørende kriterier for FN - og ikke omvendt".
En Kosovo-indsats uden FN-mandat var et klart brud på folkeretten og den tyske forsvarsminister har bidraget hertil. Men hvorforå En af de vigtigste, politiske rådgivere i den amerikanske regering, Wayne Merry, havde adgang til regeringens hemmelige grundlag for planlægningen.
Wayne Merry, Rådgiver for den amerikanske regering:
"Mange af regeringens folk i udenrigsministeriet snakker om, at Kosovo kun var optakten til NATO's krige i fremtiden, som vil finde sted meget længere borte. For Washington drejede det sig ikke om at bevise den amerikanske lederrolle i NATO. Den blev aldrig bestridt. Man ville vise, at NATO stadig havde en funktion. Denne funktion er noget helt andet end de rent defensive opgaver NATO blev skabt for".
Samme sommer tog NATO skelsættende beslutninger om at den militære organisation kan operere out of area - altså uden for medlemslandenes territorier. Forsvars-alliancen var så at sige ændret til en angrebs-alliance.
Monitor-programmet beskæftigede sig indgående med Vestens påstand om, at Milosevic og serberne havde skabt en humanitær katastrofe i Kosovo:
Rudolf Scharping (27.3.99): "Vi havde aldrig tyet til militære tiltag, hvis det ikke havde været for den humanitære katastrofe i Kosovo med 250.000 flygtninge i Kosovo, og langt over 400.000 flygtningen i alt - samt et i øjeblikket ikke kendt antal døde".
Kendte man ikke antallet af døde før starten på NATO-bombardementerneå OSCE (1) må have kendt til det. For OSCE's observatører havde meget pinligt meldt om situationen i Kosovo. Deres facit for marts 1999: 39 døde i hele Kosovo - før NATO's bombefly kom.
Var der tale om, at en "humanitær krise" var overhængendeå Den daværende tyske general i OSCE, og en amerikansk diplomat, som var i Kosovo dengang, husker det således:
Hainz Loquai, forhenværende general, OSCE: "Legitimationen for den tyske deltagelse var den såkaldt humanitære katastrofe. En humanitær katastrofe, der hører til den del af folkeretten, som retfærdiggør en krigsindtræden, var der ikke tale om i Kosovo før krigens start".
Norma Brown, USA-diplomat i Kosovo: "Der var ingen humanitær krise, før NATO's luftangreb startede. Ja naturligvis var der humanitære problemer, og mange var fordrevne under borgerkrigen. Men det skete normalt på følgende måde: Indbyggerne forlod deres landsbyer, når serberne gennemførte deres aktioner mod UCK (2) - men så kom de tilbage igen bagefter. Det er en kendsgerning, at alle vidste, at det først ville udvikle sig til en humanitær krise, hvis NATO bombede. Man diskuterede det: I NATO, OSCE, blandt os på stedet og i befolkningen".
/se
1: OSCE er den Europæiske Organisation for Sikkerhed og Samarbejde.
2: UCK er en højreorienteret kosovo-albansk milits, som arbejdede tæt sammen med USA før og under krigen.
|
|
[Se de nyeste Artikler] * [DKP/ML Hovedside] * [til Emneoversigt] * [Søg] * [Bestil bøger eller pjecer]