|
|
|
| 26.02.02 - Dagbladet Arbejderen - | Sig din mening i Debatten |
|
|
|
af Teddy John-Frank, KPML(r) i Sverige
Der er forskellige reaktioner på den amerikanske udenrigsminister Colin Powells tale forrige uge til et kongresudvalg, hvor han pludselig lød som et ekko af præsident George W. Bush.
Powell gjorde det klart, at USA har tænkt sig at føre krig mod hvem som helst de måtte anse for at have en magt, der kunne være en trussel mod den amerikanske sikkerhed og amerikanske interesser.
- Selv hvis vores allierede og venner ikke deler vores opfattelse, og ikke vil slutte sig til os, så vil vi gøre det, som vi anser for retfærdigt og nødvendigt, sagde Powell. Vil de ikke være med, så handler vi på egen hånd.
Den ene reaktion er skuffelse. Den kommer fra de personer som, ikke mindst i de seneste måneder, har villet se Colin Powell som en tilbageholdende og fornuftig kraft blandt det Hvide Hus' aggressive krigshøge og konservative fundamentalister.
De som husker, hvordan det var i ugerne efter 11. september. Mens George Bush talte om "korstog" og "krig" og at "jage rotterne ud af deres huller", og at "de som ikke er med os, er imod os", og at den som ikke betingelsesløst står på USA's side må "tage konsekvenserne" og så videre - da var det Colin Powell som advarende mod forhastede handlinger. Powell, der beskrev kampen mod terrorismen, som om det mest drejede sig om en politiindsats, en opgave for efterretningstjenester i forskellige lande om at samarbejde, lægge et puslespil - og til sin tid at pågribe mistænkte.
De forstod ikke, at det var en del af forberedelsesarbejdet, en måde at forlede den muslimske verden, de arabiske stater og landene omkring Afghanistan på. Få dem til at tro, at USA havde andre interesser end sine egne i denne dramatiske stund.
Han gør sig så godt i den rolle, Colin Powell.
En sort general, en velformuleret politiker.
Når George W. Bush gaber op om at han er "skuffet over Arafat" og at han ikke påtænker at møde ham, så forklarer Colin Powell, at det alligevel er vigtigt "at respektere lederen Arafat" og trykker hans hånd når de mødes.
Derfor bliver en del skuffede når det ser ud til, at Powell falder ud af den hidtidige rolle.
Der findes imidlertid ingen grund til sådan skuffelse. Reaktionen bør snarere være det modsatte.
Det er, trods det truende i Powells budskab, trods alt en fordel hvis et bedragerisk maskespil kan afsløres.
Jeg er nemlig ret overbevist om, at der findes en ganske entydig og ret linie i Bush-administrationen. En linie, som dækker supermagtens arrogance og fuldstændig ego-fikserede magtinteresser. En linie, der i bund og grund er USA-imperialismens og USA-monopolkapitalens interesser, og som bestemmer dagsordenen og politiken.
Det har formodentlig været "Tricky Dicks" (Nixons) administration i slutningen af 60'erne som for alvor udviklede den taktik, som normalt kaldes "præsidentembedets uforudsigelighed" (the unpredicibility of the presidency). Den går kort sagt ud på følgende:
I supermagten USA skal præsidenten ikke alene være den første blandt ligemænd. Han skal også forbindes med den absolutte magt, det helt uventede, ufattelige.
Præsidenten skal med andre ord i krigsspillet kunne komme med anklager, trusler, løfter og så videre, som både i form og indhold kan chokere og forfærde omverdenen.
Du godeste, hvad tænker USA's præsident påå Vil han starte en krig med hele verdenå Hvad andet kan vi da gøre end at beskytte os, dukke os og tilpasse oså
Andre højtstående politikere i præsidentens nærhed tildeles lejlighedsvis andre roller.
De skal kunne mildne effekterne af præsidentens ord, når det anses for at være hensigtsmæssigt. De skal i hvert fald kunne antyde at det nok ikke var helt så drastiske konsekvenser præsidenten mente.
Frem for alt skal politiske ledere i andre dele af verden ikke være helt sikre på, hvad USA vil gøre. Det er den verdensorden, som supermagten USA vil have.
Nixon menes som sagt at have introduceret denne taktik i det Hvide Hus' politiske spil. Ronald Reagan ansås for at være mester i det.
Reagan fremførte sine trusler mod "ondskabens imperium" (jævnfør George W. Bush' ord om "ondskabens aske"), og hyldede betalte lejemordere i Centralamerika, mens hans udenrigsminister George Schultz skikkeligt spillede rollen som den der skulle glatte ud efter præsidentens eskapader.
Men kun indtil forholdene blev stillet på spidsen.
Da USA's militære angreb på Sandinisternes Nicaragua gennem Iran/Contra-affæren blev afsløret, skiftede Schultz pludselig rollen som politisk due ud og fløj sammen med de andre ærke-reaktionære høge - i fuld overensstemmelse.
Der findes en grundlæggende lige linie i USA's imperialistiske krigspolitik.
Tro ikke at de politiske magthavere i det Hvide Hus er specielt uenige om den. Tværtimod.
Blot findes der forskellige taktiske vurderinger af, hvor og hvornår hvert nyt skridt skal tages.
Colin Powell tjente som bekendt også under pappa Bush for godt ti år siden under Golf-krigen.
Det var Powell som gav ordre til at 100.000 irakiske soldater, som sad i panisk angst i deres skyttegrave, skulle begraves levende under sandmasser som blev væltet over dem ved hjælp af hundredevis af skovle monteret på kampvogne og panserkøretøjer.
Powell er ikke nogen intellektuel "blød mand". Han er en hensynsløs leder fra verdens største terrorist-nation, lige så brutal og skånselsløs som sin chef, George W. Bush.
Og med samme foragt for fattige mennesker.
En mentalitet som Afghanistans folk nu møder hver dag. Som for eksempel dette:
- Dette er fuldstændig ufatteligt, forklarede distriktschefen Abdul Qudus Irfani i byen Khas Uruzgaan. Han var lige blevet udnævnt til sin post af Karzais overgangsregering. Abdul Qudus Irfanis udtalelse skyldtes, at USA's militær lige havde angrebet en skole i byen med helikoptere og missiler og dræbt 19 personer.
Efter beskydningen blev skolen angrebet af landsatte amerikanske soldater og 27 overlevende blev taget til fange. Det skete den 23. januar 2002.
En uge senere forklarede major Ralph Mills, som er talsmand ved USA's militære hovedkvarter, at "ingen af de 27 tilfangetagne var Al Qaeda- eller Talibantilhængere", og at de derfor blev løsladt.
Til de 19 dræbtes familier delte amerikanske soldater samtidigt 1000 dollar ud til hver.
Det er den pris USA sætter på en afghaners liv: 1000 dollar!
|
|
[Se de nyeste Artikler] * [DKP/ML Hovedside] * [til Emneoversigt] * [Søg] * [Bestil bøger eller pjecer]