22.02.02 - Dagbladet Arbejderen   - Sig din mening i Debatten  

 

Cuba og USA's fanger

Cuba strækker sig langt for ikke at give USA en undskyldning for krig

Den cubanske regering har udsendt en erklæring i forbindelse med, at USA har besluttet at internere krigsfanger fra Afghanistan på Guantanamo-basen.

Heri gentager cubanerne deres protest mod at USA overhovedet har basen på et besat landområde i Cuba, men tilkendegiver, at man tager amerikanernes beslutning til efterretning.

"På trods af uenighed om, hvad der er den mest effektive måde at bekæmpe terrorisme på, så handler uenigheden om metoden ikke om behovet for at gøre en ende på dette uvæsen - som kun er alt for velkendt for vort folk, der har været ofre for den i over 40 år", fastslår Cubas regering.

USA havde ikke på forhånd informeret cubanerne om deres planer. Alligevel "vil vi ikke skabe nogen forhindring for operationens udvikling", meddeler cubanerne.

"Cuba vil gøre sig enhver anstrengelse for at bevare den atmosfære af afspænding og gensidig respekt, som har kendetegnet området de seneste år."

Hvis fanger undslipper fra basens område og ind i Cuba forlyder det fra forsvarsminister Raul Castro, at Cuba vil tilbagelevere fangerne.

Det skal blandt andet ses i lyset af den åbenlyse krigsfare, der ville opstå, hvis cubanerne valgte at give asyl til fanger, som måtte undslippe fangenskabet på basen.

/se

 

[Se de nyeste Artikler] * [DKP/ML Hovedside] * [til Emneoversigt] * [Søg] * [Bestil bøger eller pjecer]