110.000 hyldede Karl og Rosa

Den årlige Berlin-demonstration er langt fra en nostalgisk mindehøjtidelighed - det er en magtfuld manifestation som tiltrækker mange unge - i år var protesten rettet mod USA's krig og den store arbejdsløshed i Tyskland.

 - Styrk den internationale solidaritet! Sådan lyder råbene i Berlins gader fra over 20.000 demonstranter.

Det er svært at beskrive en lydstyrke. Men forestil dig Københavns gader før et topopgør mellem Brøndby og FC København - og gang med to.

Det er søndag den 13. januar. Alle, unge som gamle, er dukket op for at mindes Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht, der stod i spidsen for det tyske kommunistiske parti, indtil de i 1919 blev myrdet af tyske frikorpssoldater på bestilling af den socialdemokratiske regering.

I år benyttes lejligheden samtidig til at vise foragt for USA og NATO's krig mod Afghanistan, og demonstrere mod Tysklands massearbejdsløshed. Disse paroler samler et par tusind flere end normalt.

I alt deltager repræsentanter fra mindst seksten forskellige lande i demonstrationen. Fra Danmark kommer cirka 150 demonstranter i tre busser.

Men inden vi når til Berlin er der en lang bustur som starter på Københavns Hovedbanegård klokken halv syv lørdag morgen.

Fra København til Berlin

Med i den fyldte bus er Linda Rasmussen på 20 og Anna Brix 21 år. De har mødt hinanden på en højskole.

 - Vores sidste demo var i Granada i Sydspanien mod krig og terror. Her deltog cirka 5000 unge, gamle og afghanske kvinder råbte "nej til krig". Vi var på studietur med højskolen. Der var en god karnevals-stemning, fortæller de to.

Det er første gang Anna er i Berlin. Linda har været der før, men ikke til demonstration.

 - Vi slog Rosa og Karl op i et leksikon. Dem kunne vi godt stå inde for at mindes og så ville vi gerne se Berlin. Derfor tog vi afsted, lyder det fra begge piger.

 - Det er vigtigt, at vi anerkender de kvinder der havde mod til at kæmpe i et mandsdomineret samfund. Dem var der ikke mange af på Rosa's tid, forklarer Linda.

 - Hun tænkte ikke kun, men gik aktivt ind i at organisere folk for et andet samfund uden undertrykkelse, tilføjer Anna.

Undervejs i bussen underholder erfarne demonstranter, der har været med i Berlin de sidste fire år, med historier om det tyske politi's opførsel under de tidligere demonstrationer.

 - Politiet står i lange rækker. Kampklædt, med hunde og knipler. I sidegaderne holder alt isenkrammet: sneskrabere, bulldozere, vandkanoner og pansrede mandskabsvogne.

Politiet har i årevis gjort hvad de kunne for at chikanere demonstranterne.

Mangeårig tradition

Der blev første gang demonstreret mod mordene i 1919 ved begravelsen af de to kommunister.

Fra 1933 til 1945 forbød nazisterne demonstrationerne. Herefter fulgte en periode med socialisme, hvor demonstrationerne blev en tradition, der samlede folk fra hvér en flække af det tidligere Østtyskland.

Men siden murens fald i 1989 har de nye magthavere i Vesttyskland sammen med politiet gjort alt for at skræmme almindelige mennesker fra at demonstrere med røde faner mod krig og arbejdsløshed.

Men der skal mere til at skræmme de to unge piger.

 - Vi håber ikke på, at der bliver ballade med politiet. Men hvis der sker noget, må vi bare tage benene på nakken.

Efter en bustur på omkring ti timer er vi fremme i Berlin. Her overnatter vi på en skole sammen med én af arrangørerne: Den tyske socialistiske arbejderungdom (SDAJ).

Efter en herlig aften med skuespil om det autoritære tyske skolesystem, Brecht fortolkninger, guitarspil, og diskotek hos vores tyske værter SDAJ, begiver vi os søndag morgen til demonstration.

Mod krig og arbejdsløshed

Klokken er ti. Stedet er Frankfurter Tor i Berlin.

Så snart alle - efter et grundigt tjek af deres rygsække - er blevet sluset ind på pladsen af politiet, sætter demonstrationen igang.

Hoppende, travende, rullende, cyklende og gående begiver unge, gamle med stok, børn i klapvogne og deres forældre, og en motorcykelklub med røde rygmærker sig via Karl Marx Alléen til Rosa Luxemburg Pladsen.

Demonstrationen er delt op i flere forskellige "blokke", med hver deres paroler, faner, farver, hatte og badges.

Mere end 20.000 er med i årets demonstration. Midt i mængden finder jeg Linda og Anna.

 - Her er en fed stemning. Folk er glade. Det er som én stor familie, siger Anna ivrigt.

De fleste hopper med på parolerne, der "rappes" ud af en af bilerne. Indenfor sidder en ung gut og digter til lyden af bas og trommer.

"Den grønne kamæleon har skiftet farve til NATO-grøn", lyder omkvædet.

Det grønne parti, der sikrede tyske soldater til Afghanistan, er ikke populære her. Der er da heller ikke ét eneste baner fra de Grønne.

"Ikke en pfennig - ikke en mand til NATO's krig", fortsætter slagordene.

De ældre i demonstrationen hopper ikke så højt. Men de vipper op og ned på tåspidserne. Det lyser ud af ansigtet på dem, at de har været til denne demonstration de sidste 50 år. Den er årets begivenhed, og de skal med hvért år - også til næste år. Stolt bærer de medaljer og emblemer - måske for deres indsats i kampen mod den tyske nazisme. De unge bærer bannere mod krig og arbejdsløshed.

Undervejs uddeler et hav af forskellige større og mindre grupperinger og partier løbesedler og aviser ud. De er forskellige, men det gennemgående tema er ens i langt de fleste udgivelser: Nej til krig, ja til flere arbejdspladser. I starten af januar blev den officielle arbejdsløshed opgjort til tæt på fire millioner mennesker.

Mens de Grønne er blevet hjemme, har det tyske socialdemokrati SPD fundet vej til demonstrationen med to faner - med de traditionelle roser uden torne - som symbol. Sammen med dele af det gamle østtyske kommunistparti, har socialdemokraterne for første gang i mange år igen flertal i Berlin.

Fredelig demonstration

Måske derfor deltager politiet kun med cirka 500 mand denne gang, mod 10.000 tidligere år. I hvert fald undrer Linda og Anna fra Danmark sig over de få synlige politifolk. De voldsomme historier fra bussen sidder stadig i erindringen.

 - Jeg er overrasket over at der ikke er mere politi. Betjentene virker flinke. Det er som om de har et tilhørsforhold til demonstrationen, og er interesseret i at det skal foregå fredeligt. Det er slet ikke som i Danmark. Jeg håber virkelig det danske politi vil lære af det her, når der er stort EU-topmøde i København til december, siger Anna. Hun har tidligere deltaget i demonstrationerne til fordel for Ungdomshuset i København.

I år er alt fredeligt. Politiet bruger ikke, som vi tidligere har set, en kurdisk fane eller en enkelt provokatør som undskyldning for at storme hele demonstrationen. Over tyve tusind mennesker går tre kilometer for fred og mod arbejdsløshed. Ikke én eneste bliver anholdt.

To timer senere er demonstrationen fremme ved kirkegården, hvor Rosa og Karl ligger begravet.

 - Der er en lidt underlig stemning ved graven. Skrattende højtalere spiller sørgelig musik og hundreder af røde nelliker husker dig pludselig på, at det også er en mindedemonstration, fortæller Anna.

På kirkegården deltager omkring 110.000 i løbet af dagen i selve mindearrangementet.

Udenfor kirkegården har de mange politiske arrangører opstillet boder. At dømme efter salget her, er hverken Marx, Lenin, Rosa og alle de andre gamle kæmpere gået af mode.

Anna og Linda finder straks euromønterne frem.

 - Vi har købt klistermærker med fredsduer og mod nazisme. Og en Rosa Luxemburg t-shirt selvfølgelig. Hvis bøgerne havde været på dansk eller engelsk havde vi også købt nogle af dem. Alle euro-mønterne skal bruges, vi vil ikke have dem med hjem, fastslår Linda.

Klokken to stiger vi ind i vores lille lyseblå bus med røde gardiner. Ti timer senere, en del kampsange, svenske viser og Faxe Kondi senere, står på hovedbanegården. Farvel og tak for denne gang - vi ses til næste år!

/mogo

[Se de nyeste Artikler] * [DKP/ML Hovedside] * [til Emneoversigt] * [Søg] * [Bestil bøger eller pjecer]