|
|
|
| 12.02.02 - Dagbladet Arbejderen - | Sig din mening i Debatten |
|
|
|
Af Sharon Ceci, International Action Center
Så sent som i går (den 24. januar) annoncerede Præsident Bush at han vil forøge det amerikanske militærbudget med ikke mindre end 48 milliarder dollars, som kommer oven i de 328 milliarder dollars Kongressen har sat af i det nuværende finansår, en forøgelse på 11,6 procent. Det er langt mere, end hvad selv Pentagon-generalerne forventede.
Denne lamslående stigning vil ikke bare blive brugt til at forøge lidelserne for mennesker uden for USA og udvide den såkaldte krig mod terrorisme - den vil åbne krigen på en anden front - internt i USA især imod de fattige og arbejderne, som vil blive tvunget til at døje med nedskæringer i allerede stramme sociale budgetter.
Der hvor jeg kommer fra, Baltimore City bare 35 minutter fra landets hovedsæde i Washington, kan børnedødeligheden konkurrere med de fattigste Latinamerikanske lande.
Med præsident Bush's stigning i Pentagonbudgettet og med de penge der allerede er blevet brugt på USA's krig mod Afghanistan er vi garanteret mindre sundhedsvæsen for gravide og mange flere nyfødte vil dø.
Der er modstand i USA, på trods af det ensformige billede de amerikanske medier giver af, at alle i vores land støtter krigen.
I lyset af massive krigstrusler, fængslinger af tusinder af uskyldige mennesker - hovedsageligt af mellemøstlig oprindelse - og trusler mod civile friheder og borgerrettigheder, opfordrede International Action Center til en national protest den 29. september, 2001.
Mange i den amerikanske bevægelse mod globalisering og i arbejderbevægelsen var imod at opfordre til protest. De følte at det var for kort tid efter drabene på så mange civile, og at vi ville blive små og isolerede.
Men International Action Center mente imidlertid, at det var nødvendigt at reagere, ikke bare for at vise Pentagon-generalerne at der er modstand, men også for at vise vores solidaritet med folk over hele verden - især dem, som ville blive målene for USA's militær.
Medlemmer af vores organisation havde familiemedlemmer som mistede livet i World Trade Center. Medlemmer af vores gruppe var med i redningsarbejdet. Vi følte sorgen - men vores slagord var "lad ikke sorgen vende sig til et krigsråb".
Den 29. september lancerede International Action Center en bred koalition på over 500 grupper - studenter-, borgerrettigheds-, arbejder-, og anti-krigsforeninger deltog. Og over 25.000 mennesker demonstrerede i landets regeringsby. Den dag demonstrerede over 40.000 mennesker i hele landet.
Vi hjalp med at lancere ANSWER ("SVAR") sammenslutningen, Act Now to Stop War and End Racism (handl nu for at stoppe krig og racism). 15.000 mere demonstrerede i San Francisco og tusinder mere i Los Angeles, Denver, Colorado, Chicago og Houston.
Med dette som drivkraft blev nationale protestdage lanceret den 27. oktober. Og den 7. oktober, da de amerikanske bombninger af Afghanistan begyndte, strømmede tusinder af mennesker ud i gaderne i hundreder af byer over hele USA.
Tragedien den 11. september er blevet brugt af Pentagon og den herskende klasse i Amerika til at fremme deres mål om at opdele verdens goder, beherske markeder og fortsætte med at tilrane sig militært herredømme især i Mellemøsten.
Men det er ikke bare begrænset til Mellemøsten. Talsmænd fra Pentagon har åbenlyst hævdet deres behov for at at intervenere i Filippinerne, hvor de allerede er ved at mobilisere amerikansk militær; i Colombia mod FARC og fagbevægelsen; i Nordkorea; den lille østat Cuba; Somalia og andre dele af verden.
Det har intet at gøre med at uskyldige liv gik tabt i New York eller i Washington.
Det har alt at gøre med olie og kontrol af markeder.
Lige siden Sovjetunionens sammenbrud, har Exxon, Mobil, Chevron og de andre store oliemonopoler forsøgt at få fingre i de betydelige olie- og gasrigdomme omkring det Kaspiske Hav, lige nord for Afghanistan.
Denne regions oliereserver anslås til over 60 milliarder tønder. Det er nok til at imødekomme Europas oliebehov i 11 år. Nogen vurderinger er så høje som 200 milliarder tønder. Det Kaspiske Havs reserver er ti procent af verdens kendte reserver og er omkring 5000 milliarder dollars værd i dagens priser.
I februar 1998 sagde firmaet Unocal Corporation til en senatskomite at "Talibanregeringen i Afghanistan er en forhindring" for at kunne føre en olierørledning fra det Kaspiske Hav til det Indiske Ocean - det vil sige gennem Afghanistan. I 1997 prøvede Unocal endda at bestikke Taliban med milliarder af dollars til at støtte den foreslåede rørledning igennem deres land.
At have en regering i USA-tro regering i Afghanistan og amerikanske tropper udstationeret i de tidligere sovjetrepublikker Kasakhstan, Usbekistan og Turkmenistan, ville sikre regionen og tillade dette projekt at skride frem. Og lige i rette tid, hvad angår de amerikanske olieselskaber, fordi der er international konkurrence om det Kaspiske Havs olieressourcer.
Russiske og tyske selskaber har prøvet at etablere en rørledning fra det Kaspiske Hav gennem Østeuropa, men den amerikanske bombning af Jugoslavien blokerede for denne plan.
Rusland har imidlertid også forhandlet sig til en aftale med Iran om en rørledningsrute.
Kina begyndte også at forhandle om at bygge olie- og gasrørledninger fra Kasakhstan.
I Januar 2001 beklagede olieindustrien sig over, at enhver chance USA havde haft for at skabe alliancer i regionen virkede udsigtsløse. De noterede sig dog, at den kommende Bush-administration, med tungtvejende olie-interesser, sandsynligvis ville forsøge at ændre denne situation.
Overalt på kloden, hvor USA påstår de forsøger at udrydde terrorister, har de et eller andet strategisk økonomisk eller militært formål.
Der foregår også en racistisk krig internt i USA mod de fremmede arbejdere - især rettet mod folk af mellemøstlig oprindelse. Faktum er, at man ikke kan føre en krig uden racisme - uden at dæmonisere ofrene.
Siden den 11. september har tusinder af mennesker af mellemøstlig oprindelse rådnet op i fængslet. De har ikke fået adgang til advokater eller familiemedlemmer. De er blevet frataget alle deres rettigheder. Faktisk har der aldrig været en fuld offentlig redegørelse for, hvor fangerne holdes.
Under krigshysteriets dække - har justitsminister Ashcroft gennemført den "Loven om Fædrelandet" (Patriot Act), som åbner for politistaten - vidtrækkende aflytninger og overvågning af praktisk taget alle.
På universiteterne bliver studerende af mellemøstlig og asiatisk oprindelse angrebet sammen med studerende som taler i mod krigen.
Det internationale samfund har med rædsel fulgt det amerikanske militærs behandling af de afghanske krigsfanger. USA har i strid med alle internationale love lænket og bedøvet fangerne, som har fået hætter over hovederne. De er blevet forhindret i at bruge deres arme og har fået dækket deres mund med tape - alle er de blevet stuvet sammen i militærfly og transporteret i denne tilstand på en 27 timer lang tur.
Efter ankomsten til den base som Pentagon så arrogant har placeret på cubansk jord bliver disse ulykkelige og hjælpeløse fanger - med fodlænker - slæbt ind i celler på to gange tre meter som ville blive fordømt af hundeejere hvis deres kæledyr blev anbragt der i længere tid.
Sådan handler USA's krigsmaskine.
Det militær-industrielle kompleks dominerer ethvert aspekt af USA's økonomi og politiske planlægning.
Men der er to USA'er - det ene er skabt af milliardærerne i bankerne og bestyrelseskontorerne som styrer alting og som værdsætter denne krig.
Og der er et andet USA. Det er det som ikke bliver nævnt i pressen så ofte. Det er de tusinder af fattige og arbejdere som begynder at føle smerten fra krigen på deres egne skuldre.
Det er de fattige som vansmægter bag tremmer. Hver elvte fængslede på denne planet vidner fra et amerikansk fængsel om den frygtelige undertrykkelse der hersker i det amerikanske samfund. En ud af hver 11 afro-amerikanske mænd mellem 25 og 29 år er indespærrede som et bevis på den rædselsvækkende racisme som stadig er i USA i dag.
Selv de der arbejdede i World Trade Center og luftfartsindustrien, og som har mistet deres arbejde lider. Der har ikke været nogen milliard-dollar tilskud til dem - i stedet har de stået uden sundhedsforsikring.
Med stigende arbejdsløshed står arbejderne overfor at få lukket for lys, gas og varme - med fare for at fryse ihjel; de mister det de har pantsat og kan ende med at blive hjemløse.
Det er sådan kapitalismens hjul drejer efter en højkonjunktur.
Kapitalisterne har haft så meget succes med at få deres arbejdskraft til at producere flere goder på mindre tid - og det sker nu på globalt niveau - at de pludselig står ansigt til ansigt med markedets kollaps. Hvem kan købeå
I disse tider med nem kredit, er der så meget gæld at individer - eller endda hele nationer - kan vakle. Den tid kommer, hvor goderne hober sig op mens arbejdet ligger stille og systemets totale ufornuft står lysende klar.
Krig er det svar de giver til arbejderne!
Men det er en blind vej.
For de flestes vedkommende er arbejderne og ungdommen i USA blevet sparet for krigens rædsler. Men den 11. september har tvunget mange mennesker i USA til at undersøge sagerne bagved begivenhederne. Hvordan er USA blevet så forhadtå
De begynder at lære, at det vi så og oplevede ikke er så meget anderledes end hvad palæstinensernes børn oplever hver dag på Vestbredden - blot er deres oplevelse langt værre.
Det er hvad det irakiske folk måtte igennem da USA langerede de såkaldte præcisionsbombeangreb som sendte missiler ind i beskyttelsesrum i Irak. Man kan stadig se omridsene af menneskehænder og kød hvor hundreder af mennesker blev levende brændt da eksplosionen opvarmede vandrørene.
Vi er overbevist om at selvom vi ikke har de store bomber og angrebsfly, så vil vi i sidste ende have styrken fra det folk som intet har at vinde ved Pentagons imperialistiske krige.
De unge mænd og kvinder i Danmark bør ikke blive kanonføde for amerikanske olieinteresser under NATO's dække! De har ikke mere at vinde end de unge mennesker i USA som står overfor uddannelsesnedskæringer og fængslinger.
Vores solidaritet kan stoppe den amerikanske krigsmaskine!
Sig nej til det amerikanske Pentagon. Sig nej til NATO! Lad os arbejde sammen for at bygge en verden fri for bomber og fattigdom - fri for sult og nød - fri for plyndringer og misbrug af miljøet - fri for udnyttelse og racisme. Lad os bygge en verden hvor alle mennesker kan leve i værdighed og harmoni.
|
|
[Se de nyeste Artikler] * [DKP/ML Hovedside] * [til Emneoversigt] * [Søg] * [Bestil bøger eller pjecer]