Program for et socialistisk Danmark
(Del 4 - Det kommunistiske parti)

 

Gennem mere end hundrede år har der eksisteret to hovedstrømninger i dansk arbejderbevægelse: På den ene side den reformistiske linje, der står for klassesamarbejde med kapitalisterne og deres stat. Og på den anden side den revolutionære linje, der står for klassekamp. Efter første verdenskrig blev bevægelsen organisatorisk spaltet i det reformistiske Socialdemokrati og det revolutionære DKP.

De forløbne år har vist, at reformismen med hele sin politik sigter på at bevare det kapitalistiske system. Omvendt har kommunisterne altid forsvaret arbejderklassens grundlæggende interesser og har kæmpet for at overvinde kapitalismen og opbygge et socialistisk system.

Al historisk erfaring viser, at eksistensen af et stærkt kommunistisk parti, der kan gå i spidsen og vise vej selv i de vanskeligste situationer, er en vigtig betingelse for fremgang og sejr. Partiet er ikke kun et uundværligt redskab for socialismens opbygning og revolutionens sejr, men også for dens forberedelse. Uden partiet vil det være vanskeligt eller umuligt at smede arbejderklassens enhedsfront og dens klassealliance med småborgerskab og mellemlag.

Det revolutionære parti, som den danske arbejderklasse har brug for i sin kamp for socialisme, er derfor et stærkt kommunistisk parti, der samler alle de bevidste forkæmpere for arbejderklassen og dens forbundsfæller. Det kommunistiske parti må såvel i sin sammensætning som i sine mål være et ægte arbejderparti.

En succesrig socialistisk revolution og opbygning forudsætter, at arbejderklassen forenes på klassekampens grund. Dette kan kun ske, hvis det kommunistiske parti tilkæmper sig en plads som den førende kraft i arbejderbevægelsen, samtidig med at forsonende og reformistiske tendenser isoleres.

Det kommunistiske partis ledende rolle er et afgørende spørgsmål. Men denne rolle er ikke noget på forhånd givet. Den kan kun opnås ved hjælp af overbevisning, ved partimedlemmernes eksempel og gennem en rigtig politisk linje, som svarer til de givne forhold. Den kan aldrig realiseres og fastholdes på administrativ, bureaukratisk vis, men må tværtimod tilkæmpes i en daglig kamp, hvor partiet og dets medlemmer til stadighed viser deres værd.

Efter den socialistiske magtovertagelse vil kommunisterne fortsætte deres revolutionære linje. De vil også her arbejde for at spille en ledende rolle og derigennem give socialismen den rigtige retning. I dette øjemed vil de forankre sig stadig dybere i arbejderklassen og befolkningen og mobilisere disse til at deltage i den socialistiske opbygning.

Tidligere tiders uheldige praksis, hvor parti og stat voksede sammen, vil derfor ikke blive accepteret i et socialistisk Danmark. Kommunisterne vil ikke nyde særlige privilegier under socialismen.

Fraværet af et stærkt kommunistisk parti er en af årsagerne til den relative forvirring, splittelse og manglende handlekraft, som i dag kendetegner arbejderbevægelsen og de folkelige bevægelser.

Den kommunistiske bevægelse i Danmark er i dag fraktioneret. Der findes op til flere erklærede kommunistiske organisationer. Og samtidig er et stort antal erklærede kommunister ikke organiseret i noget parti.

Kommunisterne står derfor over for den historiske udfordring at finde veje og former til at forene sig. Kun på denne måde kan klassekampen for alvor komme op på et nyt kvalitativt niveau.

Til syvende og sidst er det absurd at tale om vejen til socialismen, hvor modstanden kommer udefra, fra borgerskabet, hvis kommunisterne ikke kan finde vejen til at samles i et stærkt kommunistisk parti. Kommunistisk samling er derfor første skridt på vejen mod socialismen.

 

Indhold

Indledning: Danmark ved en historisk skillevej

1. Del
Socialismen er fremtiden

2. Del
Socialismens første fase i Danmark
(Teksten fylder 120 Kb og tager ca. 2 miutter at indlæse)

3. Del
Vejen til socialismen

4. Del
Det kommunistiske parti

Tilbage til Online-Bibliotektet/Socialisme og demokrati
Søg på DKP/ML's sider  * Bestil bøger eller pjecer
Tilbage til DKP/ML's hovedside: www.dkp-ml.dk