Overgangen til socialismen

Den kommunistiske bevægelse i Danmark har længe været forenet omkring den opfattelse, at kapitalismen ikke – som Socialdemokratiet og nu også SF hævder – gradvist kan gro ind i socialismen. Det har været en hjørnesten i den marxistisk-leninistiske teori og praksis siden opgøret med reformismen i forbindelse med første verdenskrig.

Historien har givet kommunisterne ret. Socialdemokratiet har haft det meste af dette århundrede til at vise rigtigheden af sin påstand. Men selv med halen dybt plantet i ministertaburetter gennem årtier, er det ikke lykkedes for partiet at få kapitalismen til at gro en tøddel længere ind i socialismen. Det såkaldte velfærdssamfund bragte i en periode arbejderklassen en række sociale og andre goder. Men socialisme blev det ikke til.

Overgangen til socialismen kan følgelig kun ske gennem et revolutionært brud med kapitalismen, sådan som kommunisterne længe har hævdet. Det har historien givet en overflod af eksempler på.

Umiddelbart efter Oktober-revolutionen og dannelsen af Tredje Internationale sammenfattede og videregav Lenin de russiske kommunisters erfaringer. Det skete blandt andet i bogen »Venstre«-kommunismen – en børnesygdom, som udkom i 1920.

Lenin slog her fast, at et brud med kapitalismen kun kan ske under særlige betingelser, som han kaldte en revolutionær situation. For at en sådan situation kan opstå er det ikke tilstrækkeligt, at de udbyttede og undertrykte masser indser umuligheden af at leve videre på den gamle vis og kræver en forandring. Det er også nødvendigt, at udbytterne ikke kan leve og styre på den gamle vis. Lenin udtrykte det på denne måde:

»Først når de "lavere lag" ikke vil og de "øvre lag" ikke kan fortsætte på den gamle vis, først da kan revolutionen sejre. Denne sandhed kan også udtrykkes med andre ord: revolutionen er ikke mulig uden en almen national krise, som berører både de udbyttede og udbytterne.« (1)

En sådan situation er ifølge Lenin en objektiv foreteelse, som ikke kan skabes kunstigt og på voluntaristisk vis, omend den kan fremmes gennem kommunisternes rigtige politik.

Denne objektive faktor er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig betingelse for, at revolutionen kan sejre. Hertil kræves tillige en række subjektive faktorer, hvoraf de vigtigste er organiseringen af arbejderklassens bevidste fortrop i en kommunistisk parti, samt arbejderklassens og den arbejdende befolknings grad af revolutionær organisering og bevidsthed.

Med hensyn til bevidstheden om socialismens nødvendighed slog Lenin fast, at »for at virkelig hele klassen, for at virkelig de arbejdendes og af kapitalen undertrykte brede masse kan nå frem til et sådant standpunkt, strækker propaganda og agitation alene ikke til. Hertil behøves disse massers egne politiske erfaringer. Det er alle store revolutioners grundlov.« (2)

I den forbindelse talte Lenin derfor om, at det var nødvendigt »at finde formerne for overgangen eller tilnærmelsen til den proletariske revolution.« (3)

Det ligger i sagens natur, at det er umuligt på nuværende tidspunkt at lægge sig fast på, hvordan disse former vil være ved den danske revolution. Det afhænger af mange faktorer, ikke blot nationale, men også internationale. Og af gode grunde kan man ikke allerede i dag vide noget konkret om, hvordan verden vil se ud til den tid, og hvordan styrkeforholdet mellem klasserne vil være på internationalt plan.

Man kan i dag opstille forskellige scenarier for den danske revolution. Den kan således finde sted i forbindelse med en almen krise inden for EU. Den kan finde sted i forbindelse med et brud med EU. Og den kan endelig finde sted efter et brud med EU eller tilmed efter EU’s opløsning. Og de samme overvejelser kan man i øvrigt gøre om forholdet til Nato og Vestunionen.

Den danske revolution kan endvidere finde sted som en af de første socialistiske revolutioner i Europa, hvad der er teoretisk muligt, omend næppe sandsynligt. Den kan finde sted i forbindelse med andre revolutioner i Europa og i Danmarks nabolande. Eller den kan finde sted, efter at nabolandene allerede er gået over til socialismen. Og man kunne nævne en lang række andre muligheder.

Alt efter hvilket scenario der bliver en realitet, vil den danske revolution få sine særlige former og udviklingsforløb. Det er derfor ikke i dag muligt at lægge sig fast på et bestemt scenario, et bestemt udviklingsforløb og en bestemt form.

Følgelig er det heller ikke muligt at gå i detaljer omkring denne del af vejen til socialismen. Dog kan man slå fast, at overgangen til socialimen aldrig kan tage form af et mindretalskup eller importeres eller påtvinges udefra. Erobringen af den politiske magt og opbygningen af socialismen må nødvendigvis være den danske arbejderklasses og dens forbundsfællers værk og vil finde sted i kraft af folkeflertallets vilje og virksomhed.

Alt dette betyder dog ikke, at man ikke kan og bør sige mere om hele den forudgående udvikling og indsats, der lidt efter lidt vil skabe betingelserne for, at arbejderklassen bliver stærk nok til at vippe borgerskabet af pinden, når situationen byder sig.

Socialismens sociale grundlag

Vejen til socialismen kan kun udstikkes ved at tage pejling af det mål, man ønsker at nå, ud fra det punkt, hvor man i dag befinder sig. Og da såvel revolutionen som opbygningen af socialismen er folkeflertallets værk, må udgangspunktet være en analyse af klassekræfterne i både det nuværende samfund og det fremtidige socialistiske samfund. Vejen til socialismen er således intimt forbundet med det samfund, som er beskrevet i kapitlet om socialismens første fase i Danmark.

Her beskrives det sociale grundlag for den nye statsmagt. Dette grundlag betegnes som et forbund mellem arbejderklassens forskellige lag og andre dele af den arbejdende befolkning, heriblandt de små selvstændige erhvervsdrivende og størstedelen af mellemlagene.

Disse klasser og lag vil indtage en ny stilling i samfundet, når ejendomsforholdene forandres med overgangen til socialismen. Arbejderklassen vil fra at være en udbyttet og underkuet klasse blive den førende kraft i samfundet. Småborgerskabet, dvs. de små selvstændige i by og på land, vil blive befriet fra kapitalens åg. Mellemlagene vil blive frigjort fra deres tilknytning til kapitalen og dens statsmagt og vil blive en vigtig samfundsgruppe i folkets tjeneste. Storborgerskabet vil derimod blive frataget sin ejendomsret til produktionsmidlerne og vil dermed blive opløst som klasse i økonomisk forstand.

Med hensyn til småborgerskabet er det vigtigt at betone, at ingen vil blive frataget værdier, som er frugten af deres eget arbejde. Nationaliseringerne vil ikke berøre de små selvstændige erhvervsdrivende, dvs. bønder, fiskere, håndværkere, handlende og andre, som arbejder for egen regning. Og det samme vil som hovedregel gælde alle små erhvervsdrivende med op til fem ansatte. Den store gruppe af små selvstændige, der ikke berøres af nationaliseringerne, vil tværtimod for det meste have direkte fordel af revolutionen.

Sammenfattende kan man sige, at den danske revolution er rettet mod storkapitalen, og det vil her først og fremmest sige den hjemlige og udenlandske monopolkapital, som i dag styrer Danmarks udvikling. Omvendt vil socialismen være til fordel ikke alene for arbejderklassen – det socialistiske samfunds førende klasse i kraft af dens stilling og størrelse – men også for småborgerskabet og hovedparten af mellemlagene.

På dette grundlag vil det være muligt for arbejderklassen at bygge socialismens første fase på en bred klassealliance, der dækker langt over 90 pct. af den danske befolkning.

En anti-monopolistisk strategi

Ovennævnte forestillinger skyldes ikke formodninger om, at arbejderklassen efter revolutionen vil stå svækket og derfor være nødt til at indgå bestemte kompromiser for at befæste sin magt. De beror derimod på en analyse af Danmarks nuværende erhvervsmæssige og socio-økonomiske struktur.

Dansk erhvervsliv er i dag kendetegnet ved mange små og mellemstore virksomheder. Antallet af store virksomheder er derimod relativt begrænset i forhold til mange andre udviklede kapitalistiske lande. Denne udvikling har sine helt egne historiske og geografiske forudsætninger, som det ville føre for vidt at komme ind på her.

Med hensyn til de mange små og selvstændige virksomheder inden for forskellige brancher har socialismens historiske erfaringer vist, at de i mange tilfælde alt for hurtigt er blevet eksproprieret eller kollektiviseret. Det gælder især inden for service-sektoren, hvor der har været store svagheder i stort set alle socialistiske lande.

De mange små selvstændige og privatkapitalistiske virksomheder vil derfor eksistere videre i socialismens første fase. Og ejerne af disse virksomheder vil for det meste have direkte fordel af revolutionen. Det skyldes fremfor alt, at de i dag ofte er hårdt presset af monopolkapitalen, ikke mindst af utålelige rentebyrder, unfair konkurrence og store ekstraopgaver, som de uden vederlag pålægges af staten. Revolutionen vil lette denne side af deres tilværelse.

Danmarks nuværende erhvervsstruktur bør imidlertid ikke forlede nogen til at tro, at der ikke er sket en monopolisering af økonomien. En ting er strukturen, noget andet er ejerforholdene. Ganske som det har været tilfældet i andre udviklede kapitalistiske lande, er der gennem dette århundrede sket en enorm koncentration af kapital og ejendomsret. Samtidig er industri-, handels-, bank- og forsikringskapital i stigende grad smeltet sammen til en enerådende finanskapital.

Altsammen har det ført til, at centrale dele af dansk økonomi i dag er samlet på nogle få hundrede hænder – et lille priviligeret lag, der er Danmarks virkelige magtelite og hersker. De seneste års EU-integration og globalisering har kun forstærket denne tendens, omend ejerforholdene samtidig er blevet mere multinationale.

Navnlig i årene efter anden verdenskrig har monopol- eller finanskapitalen efterhånden helt overtaget kontrollen med statsapparatet. Statsmonopolkapitalismen er dermed blevet en realitet. Følgen er, at den danske stat i dag stort set danser efter monopolernes pibe, uanset om regeringschefen hedder Schlüter, Nyrup eller Ellemann. Det ses helt tydeligt i EU-spørgsmålet.

Med velvillig hjælp fra de nævnte politikere har de toneangivende kræfter i det danske borgerskab i stigende grad lagt Danmark ind under den nye europæiske superstat, som er ved at vokse frem og overtage nationalstaternes traditionelle funktioner. Denne EU-superstat er intet mindre end monopolernes forenede Europa.

Småborgerskabet bliver generelt set mere og mere klemt i denne udvikling. Og det samme gør en stor del af mellemlagene, ikke mindst de offentlige ansatte. Der er derfor basis for at indgå en alliance mellem arbejderklasse, småborgerskab og mellemlag i kampen mod den fælles fjende. Og denne fjende har et næsten enslydende for- og efternavn: dansk statsmonopolisme og europæisk EU-statsmonopolisme. Alliancen må derfor i sit væsen være anti-monopolistisk.

Det er dette interessefællesskab, som allerede i dag ligger til grund for den brede EU-modstand. Uden at splitte denne modstand, hvis mål er et dansk brud med EU, må alliancen med tiden udvikles til også at rette sig mod monopolkapitalismen i Danmark. Det er i alle tre gruppers objektive interesse.

Men i et socialistisk perspektiv må kampen ikke sigte mod, at monopolkapitalismen afløses af traditionel privatkapitalisme. Det er ikke i arbejderklassens interesse. Og det ville i øvrigt betyde, at man forsøgte at skrue udviklingen tilbage, hvad der er en historisk umulighed og absurditet.

Målet må derimod være, at monopolkapitalismen erstattes med en socialisme, som i sin første fase også rummer et element af småkapitalisme, omend den socialistiske produktionsmåde fra starten vil være den dominerende i kraft af socialiseringen af de grundlæggende produktionsmidler.

Den anti-monopolistiske strategi, som ligger til grund for den danske socialisme, sigter således ikke mod kapitalismens gradvise indvoksen i socialismen, sådan som det har været Socialdemokratiets kongstanke i snart hundrede år. Den sigter heller ikke mod at indskyde en særlig anti-monopolistisk udviklingsfase inden socialismens sejr – f.eks. et såkaldt anti-monopolistisk demokrati som en nødvendig strategisk etape på vejen mod socialismen.

Strategien må derimod være både anti-kapitalistisk og anti-imperialistisk, med spydspidsen rettet mod monopolkapitalen. Et hovedelement heri er derfor at sammensvejse en anti-monopolitisk alliance, som har tilstrækkelig styrke og folkelig bredde til at skabe et gunstigt styrkeforhold, som kan sikre revolutionens sejr og socialismens opbygning, når den tid kommer. Og denne alliance bygger klassemæssigt på arbejderklasse, småborgerskab og størstedelen af mellemlagene.

Med hensyn til mellemborgerskabet – dvs. ejere af mellemstore formuer, som er skabt ved udbytning, eller af større virksomheder, som ikke er monopoler – klemmes det på den ene side stadig oftere af monopolkapitalen. På den anden side er det storudbytter af den danske arbejderklasse.

I det omfang det står i et modsætningsforhold til monopolborgerskabet, kan arbejderklassen indgå forbigående, taktiske alliancer og kompromiser med det. Men i et strategisk perspektiv, dvs. i kampen for socialismen, befinder det sig på den anden side af frontlinjen.

Under danske forhold ville det være svært at få arbejderklassen til at kæmpe for en socialisme, hvor dette mellemborgerskab stadig har snablen i honningkrukken. Og selv om det i dag endnu har en vis økonomisk og politisk styrke, er det størrelsesmæssigt så ubetydeligt, at det næppe vil blive udslagsgivende for revolutionens sejr.

Også det internationale aspekt er centralt for den danske socialisme. De senere års internationalisering af økonomien og opbygningen af internationale politiske og økonomiske organismer, som er kontrolleret af de multinationale selskaber, har givet den danske arbejderklasse og det danske folk nye muligheder for at indgå strategiske alliancer.

Den arbejdende befolkning i de forskellige lande står over for de samme fjender, de samme monopoler og deres institutioner. Derfor må det internationale aspekt i arbejderklassens kamp og de folkelige bevægelser nødvendigvis styrkes og udvides i en lang række sammenhænge.

En afgørende faktor her er styrkelsen af den internationale kommunistiske bevægelse. Selv om overgangen til socialisme i Danmark grundlæggende set bestemmes af styrkeforholdet mellem klasserne i Danmark, kan man ikke forvente, at den internationale kapital vil forholde sig passivt i forhold til en sådan udvikling.

Derfor er spørgsmålet om praktisk international solidaritet på tværs af landegrænserne et vitalt strategisk spørgsmål. Den danske arbejderklasse må til stadighed udvise aktiv solidaritet med arbejderklassen og folkene verden over. Men dens hovedopgave og hovedbidrag vil selvsagt være at sikre overgangen til socialisme i Danmark, men den må hverken henfalde i national isolation og selvtilstrækkelighed eller lægge sig passivt i kølvandet på udviklingen i større lande.

Enhed i arbejderklassen

Udviklingen af en anti-monopolistisk alliance mellem arbejderklasse, småborgerskab og mellemlag sker ikke af sig selv. For det første er det nødvendigt at udvikle en bred, folkelig bevægelse, som retter sig mod monopolkapitalen og det danske borgerskabs udemokratiske, folkefjendtlige og nationalt opgivende politiske kurs.

For det andet er det nødvendigt, at arbejderklassen spiller sin historiske rolle og fører an og præger denne udvikling. Og dette kræver såvel arbejderklassens enhed på et klassekampsgrundlag som organisering og beslutsomhed fra klassens side. For det tredje er det endvidere nødvendigt, at der findes et stærkt kommunistisk parti, der kan fungere som motor i hele denne udvikling.

I dansk arbejderbevægelse har der i mere end hundrede år eksisteret to hovedstrømninger: den reformistiske linje, der står for klassesamarbejde med kapitalisterne og deres stat, og den revolutionære linje, der står for klassekamp. Den reformistiske linje har gennem det meste af dette århundrede været dominerende i bevægelsen og har hovedsagelig været repræsenteret af Socialdemokratiet, hvorimod kommunisterne har udgjort den mest markante kraft inden for den revolutionære strømning.

For at arbejderklassen kan komme på højde med tidens udfordringer og blive ryggrad i en bred anti-monopolistisk front, der virkelig kan true borgerskabets magt, må den revolutionære strømning udvikle sig til den toneangivende og samlende kraft i arbejderbevægelsen.

Dette sker ikke over en nat. Det er måske den sejeste og vanskeligste opgave i hele forberedelsen af revolutionen. For at løse den er det nødvendigt med propaganda og agitation, der afslører Socialdemokratiets og reformismens rolle. Men det er langt fra tilstrækkeligt. Som Lenin sagde, er det fremfor alt nødvendigt, at arbejderne gør sig deres »egne politiske erfaringer«.

Det første skridt er at begynde at opbygge en enhedsfront – først og fremmest fra neden. Hertil spiller aktionsenhedens metode en uhyre vigtig rolle. Kommunisterne må tage initiativ til, at arbejderne går sammen på tværs af politiske og andre skel for at kæmpe for bestemte krav, som der kan opnås enighed omkring – uanset om disse krav er »storpolitiske« eller befinder sig på det helt nære niveau.

Herigennem rodfæstes den gensidige tillid, samtidig med at bevidstheden om at stå sammen imod en fælles fjende øges. Det er en lang og sej proces, hvor de arbejdere, der er under reformistisk indflydelse, efterhånden gør sig deres egne erfaringer i nært samspil med kommunisterne.

I dag er der nok af opgaver at tage fat på i denne henseende. Det drejer sig først og fremmest om at forsvare de tilkæmpede velfærdsreformer. Det vil blandt andet sige kamp mod de EU-dikterede arbejdsmarkedslove og overenskomster, forsvar af det kollektive overenskomstsystem, forsvar af normalarbejdsdagen, kamp mod det systematiske statsstyrede løntrykkeri, kamp mod undergravelse af arbejdsløshedsunderstøttelsen, forsvar af enhedsfagbevægelsen osv.

I arbejderbevægelsen er der i dag enighed langt ud over kommunisternes rækker om at rejse disse kampe. Det er derfor muligt allerede i dag at sammensvejse en temmelig bred enhedsfront bestående af arbejdere fra de kommunistiske organisationer, Enhedslisten, SF, Socialdemokratiet og andre partier samt partiløse, som trods alt udgør flertallet af danske arbejdere.

En sådan front vil være et vigtigt skridt på vejen mod enhed i arbejderklassen. Og dermed også et vigtigt skridt mod at gengive fagforeningerne deres oprindelige rolle som kamporganisationer for arbejderklassen i dens klassekamp mod borgerskabet. En stærk fagbevægelse er en afgørende forudsætning for en stærk anti-monopolistisk alliance.

Arbejderklassens ledende rolle

Arbejderklassens enhedsfront er imidlertid ikke i sig selv tilstrækkelig til at sikre, at en anti-monopolistisk alliance kan udvikles i Danmark. Det er også nødvendigt, at arbejderklassen spiller en aktiv og ledende rolle over for andre klasser og lag i samfundet.

I en af resolutionerne fra Tredje Internationales 2. kongres, som sammenfattede erfaringerne fra bl.a. den russiske revolution, hedder det således:

»Proletariatet bliver kun revolutionært, for så vidt det ikke lukker sig inde bag snævre faggrænser, og for så vidt det deltager i alle det offentlige livs begivenheder og områder, som leder af alle de arbejdende og udbyttede masser.« (4)

Kommunisterne arbejder derfor ikke kun for at forene arbejderne på klassekampens grundlag. De arbejder i høj grad også for, at arbejderklassen rent faktisk kommer til at spille en sådan aktiv og ledende rolle over for »masserne«.

Hvis det ikke sker, vil en anti-monopolistisk klassealliance med småborgerskab og mellemlag enten være umulig eller antage en karakter, som ikke peger fremad mod socialismen.

Småborgerskabet kan således ikke lede denne alliance. Og det vil givetvis heller ikke af sig selv tage initiativ til den.

Småborgeren er som bekendt kendetegnet ved sin dobbelte rolle som både ejendomsbesidder og arbejdende menneske. Historien viser, at hvis småborgerskabet overlades til sig selv, vil dets rolle som ejendomsbesidder, kræmmer og tilmed småudbytter af arbejderne blive bestemmende for dets handlinger.

I sin kamp mod monopolerne vil det således spontant prøve på at få tiden skruet tilbage til den ikke-monopolistiske kapitalisme, der i sin tid lagde grunden for monopolkapitalismen. Dette er både reaktionært og umuligt. Men det er det eneste selvstændige samfundsprojekt, som småborgerskabet har at byde på.

Den anti-monopolistiske klassealliance mellem arbejdere og småborgere kan heller ikke udvikle sig som et kompromis mellem arbejderklassens og småborgerskabets samfundsprojekter. Dertil er spændvidden for stor. Følgelig er det op til arbejderklassen at spille en ledende rolle i indgåelsen og udviklingen af alliancen.

Også mellemlagene står samfundsmæssigt i en dobbeltrolle, som giver dem visse fælles træk med småborgerskabet. På den ene side udfører de ledende, organiserende, undertrykkende eller ideologiske funktioner for kapitalisterne og deres stat. (Det er sådan, at de er defineret.)

På den anden side er de ikke selv ejere af produktionsmidler og vil ofte lønmæssigt, socialt og på anden måde befinde sig i et modsætningsforhold til kapitalismen.

Desuden er mellemlagene socialt en meget sammensat og broget skare. De består dels af grupper, som med hensyn til levevilkår står arbejderklassen meget nær. Og dels består de af grupper, der er pot og pande med kapitalisterne – f.eks. højere embedsmænd, dommere, officerer, velbjærgede advokater, prostituerede journalister osv.

Som samfundsmæssig gruppe har mellemlagene derfor ikke et fælles og selvstændigt samfundsprojekt. Alt efter deres sociale stilling lægger de sig i baghjulet på enten kapitalisterne eller arbejderklassen. Og samtidig er de ligesom småborgerskabet præget af inkonsekvens, ustabilitet og vaklende holdninger.

Alt dette betyder, at mellemlagene som en særlig samfundsgruppe heller ikke kan spille en ledende rolle i udviklingen af en bred anti-monopolistisk alliance, der kan udgøre en reel udfordring mod monopolernes herredømme og kapitalismen som sådan.

Denne rolle kan kun arbejderklassen spille. Men dertil er det nødvendigt, at den optræder aktivt og udfarende. Den må – som Tredje Internationale anviste – ikke »lukke sig inde bag snævre faggrænser«, men må tværtimod »deltage i alle det offentlige livs begivenheder og områder«.

Men hvad betyder dette konkret? Hvilke opgaver stiller det arbejderklassen overfor?

Det betyder, at den ikke kun må kæmpe for sine egne interesser. Den må også gennemføre aktioner og stille krav og forslag, som forsvarer småborgerskabets og mellemlagenes interesser. Dog ikke deres interesser som henholdsvis kræmmere og håndlangere for kapitalen, men derimod deres interesser som arbejdende mennesker, der lider under monopolkapitalens magt.

Og i denne strategi er der ikke plads til fine fornemmelser à la: »Du støttede ikke mig i går, så jeg støtter ikke dig i dag!« For fuldt ud at spille sin ledende rolle må arbejderklassen hæve sig op over denne kortsigtede og navlebeskuende holdning og vise sine kommende alliancepartnere, hvad ægte klassesolidaritet er.

Kun på denne måde bliver arbejderklassen en virkelig revolutionær klasse.

De folkelige bevægelser

I de senere årtier er der opstået en lang række folkelige bevægelser, som går på tværs af de traditionelle partiskel. Det er bevægelser, der typisk samles omkring en række enkeltsager og enkeltkrav. Men de kan dog også – som i EU-spørgsmålet – have en mere kompleks karakter.

Undertiden har bevægelserne et relativt begrænset mål og dermed en begrænset levetid. Det er f.eks. tilfældet med kampen mod hospitalslukninger og mod Øresunds-forbindelsen. Ofte har de imidlertid en længerevarig eksistens og er forenet omkring mere dybtgående problemer i samfundet som f.eks. kvinde-, freds- og miljøpolitik, kampen mod racismen osv.

Fælles for mange af disse bevægelser er, at de samler folk fra forskellige klasser og lag. Samtidig er de ofte ledt af folk fra mellemlagene eller i det mindste præget af deres tankegang.

For eksempel hører man hyppigt den påstand, at disse bevægelser og deres krav ikke drejer sig om traditionelle klassetemaer, men om noget helt nyt. At de ikke direkte er forbundet med arbejderklassen og dens kamp for et bedre samfund. Følgelig er arbejderklassen ikke længere bærende i kampen, og klassekampen står heller ikke længere i centrum og er drivkraft i udviklingen. Fordums tilknytning til arbejderklassen er derfor det rene beton.

På denne måde søger man at udtænke en tredje vej, en slags gylden middelvej mellem kapitalisme og socialisme. En sådan holdning er typisk for folk, som ikke har et selvstændigt samfundsprojekt at byde på, men som socialt befinder sig midt imellem arbejderklasse og borgerskab.

Med forskellige varianter deles ovennævnte holdninger af en broget skare, der spænder fra dele af venstrefløjen til kredse i Socialdemokratiet.

Sandheden er imidlertid, at alle de nævnte bevægelser kredser omkring problemer, som enten er direkte forårsaget af kapitalismen eller i det mindste er blevet skærpet som følge af dens udvikling. Ingen af disse spørgsmål – på nær meget afgrænsede problemer som f.eks. lukning af en konkret skole – kan følgelig løses uden et opgør med kapitalens magt.

Først ophævelse af modsætningen mellem arbejde og kapital kan skabe de nødvendige betingelser for, at disse spørgsmål kan finde deres endelige løsning. Det gælder f.eks. kvindekampen, hvor undertrykkelsen af kvinderne er indbygget i selve kapitalismen som system.

Det gælder også miljøkampen, hvor man ikke kan forestille sig et rent miljø, før profitjagten og den kynisme og hensynsløshed, som den automatisk skaber, ikke længere er formål og drivkraft for de mennesker, der bestemmer over produktionen.

Det gælder endvidere kampen for fred, hvor det jo netop er kapitalismens og imperialismens iboende uligheder og modsætninger, som avler ufred og vold i verden. Og sådan kunne man blive ved.

De moderne folkelige bevægelser spiller en stor rolle i samfundet. Men de vil ikke kunne løse deres opgaver, hvis de ikke politisk ledes af arbejderklassen. Og man må ikke glemme, at arbejderne naturligvis også har interesse i, at disse spørgsmål finder deres løsning – og at mange arbejdere derfor allerede nu deltager aktiv i flere af disse bevægelser.

I den forstand er det ikke rigtigt at hævde, at de krav, som disse bevægelser samles omkring, bryder med de traditionelle klassetemaer. Det er snarere sådan, at viften af krav i klassekampen er blevet bredere og mere nuanceret.

De folkelige bevægelser drejer sig om problemer, som er centrale for nutidsmennesket. På grund af bevægelsernes brede sociale sammensætning kan de derfor blive en af formerne for den anti-monopolistiske alliance mellem arbejderklasse, mellemlag og småborgerskab. Som sådan må de ikke undervurderes. De indtager tværtimod en vigtig plads i strategien for forberedelse af den socialistiske overgang.

Betingelsen er dog, at det bliver arbejderklassen, der kommer til at præge dem politisk. Og det forudsætter endnu engang, at arbejderklassen opgiver de snævre faggrænser og bliver en aktiv og udfarende kraft, som formulerer og kæmper for sin politik på alle disse områder.

Samarbejde og kompromis med andre kræfter

Som det fremgår af ovenstående, arbejder danske kommunister for at smede arbejdernes enhedsfront og skabe en bred anti-monopolistisk front, der bygger på en klassealliance mellem arbejderklasse, småborgerskab og det meste af mellemlagene.

Erfaringen viser dog, at vejen til socialismen ikke er lige. Den er tværtimod kendetegnet af store zig-zag bevægelser, indbefattet midlertidige tilbageslag. Kommunisterne kan derfor ikke bare styrte derudaf efter en forud tilrettelagt plan og på denne måde nå deres mål i spidsen for arbejderklassen og dennes forbundsfæller.

Kommunisterne tager deres udgangspunkt i virkeligheden. Og denne virkelighed er, at hovedparten af arbejderklassen og dens alliancepartnere i dag er under indflydelse af ideer, organisationer og partier, som ikke er kommunistiske, og som ofte endda er kommunismen fjendtligt stemt.

Under sådanne betingelser kan kampen for socialismen ikke udvikle sig succesfuldt. Det er derfor nødvendigt, at arbejder- og folkemasserne bliver afklaret om deres sande interesser, dvs. deres objektive klasseinteresser. Hertil er det – som Lenin sagde – ikke tilstrækkeligt med propaganda. Den nødvendige afklaring opnås først og fremmest ved, at den arbejdende befolkning lærer af egne erfaringer– som f.eks. da tusinder af arbejdere lærte noget om politiets sande karakter under RiBus-konflikten.

Kommunisterne rækker derfor en hånd ud og tilbyder samarbejde om alle spørgsmål, hvorom der er enighed, uanset om man er uenige på andre felter. Vejen til at opnå dette samarbejde er en proces af enhed og kamp. På den ene side må kommunisterne til stadighed afsløre reaktionære og fejlagtige holdninger hos deres samarbejdspartnere. På den anden side må de finde former til at forene sig med dem.

Dette samarbejde må først og fremmest udvikle sig som fælles handling fra neden af og på grundplan, eftersom socialismens demokratiske karakter fordrer en aktiv deltagelse fra det store flertal. Men det kan undertiden også indbefatte samarbejde på topplan. I sådanne tilfælde må kommunisterne rette henvendelse til ledelserne eller enkelte ledere i de partier, organisationer og bevægelser, som øver indflydelse over arbejderne og deres forbundsfæller, og tilbyde samarbejde omkring konkrete spørgsmål.

Lenin lagde megen vægt på, at kommunisterne var både smidige og principfaste i sådanne spørgsmål. I sin bog »Venstre«-kommunismen – en børnesygdom skriver han således:

»Man kan kun besejre en stærkere modstander med den største kraftanstrengelse og med en ubetinget, yderst omhyggelig, velovervejet, forsigtig og behændig udnyttelse såvel af enhver, selv den mindste "revne" mellem fjenderne, enhver interessemodsætning mellem bourgeoisiet i de forskellige lande, mellem de forskellige grupper eller arter af bourgeoisi i det enkelte land – af enhver, selv den mindste, mulighed for at skaffe sig en forbundsfælle af massekarakter, lad forbundsfællen så være nok som midlertidig, vaklende, usikker, utilforladelig og betinget. Den, som ikke har forstået dette, har ikke forstået et gran af marxismen og af den videnskabelige, nutidige socialisme overhovedet.« (5)

Lenin understregede endvidere, at i et sådant samarbejde kan kommunisterne ikke gøre krav på at få deres vilje. Tværtimod må man være indstillet på at indgå kompromiser for at opnå de nødvendige resultater:

»For proletariatets avantgarde, for dets bevidste del, for det kommunistiske parti er det nødvendigt, ubetinget nødvendigt at ty til manøvrer, forhandlingspolitik og kompromiser med forskellige grupper af proletarer, med arbejdernes og de små næringsdrivendes forskellige partier. Det gælder blot om at forstå at anvende denne taktik til højnelse og ikke til sænkning af det almene niveau, hvad angår proletarisk klassebevidsthed, revolutionær indstilling og evne til at kæmpe og sejre.« (6)

Hvis man ser på de danske kommunisters kollektive erfaringer fra dette århundrede, så har de faktisk stor erfaring i at følge en sådan taktik – for det meste med held, men undertiden også med mindre succes.

Et godt eksempel er modstandsbevægelsen under 2. verdenskrig, hvor kommunisterne arbejdede sammen med folk af meget forskellig – også borgerlig – politisk observans, forudsat at de vendte sig imod besættelsen. Dette samarbejde var en vigtig forudsætning for den bredde og styrke, som modstanden efterhånden fik.

I kampen mod EU har kommunisterne i årevis været allieret med et typisk småborgerligt parti som Retsforbundet, ligesom de har arbejdet sammen med folk fra Socialdemokratiet, De Radikale og tilmed Venstre og Konservative. Under kampen mod Maastricht førte de kampagne sammen med dele af Kristeligt Folkeparti.

I det internationale solidaritetsarbejde og i fredsbevægelsen har de ofte været allieret med ledende socialdemokrater. I retspolitiske spørgsmål har de flere gange arbejdet sammen med folketings- og byrådsmedlemmer fra De Radikale.

Inden for fagbevægelsen har de samarbejdet med et stort antal socialdemokratiske fagforeningsledere. For ikke at tale om de gange, hvor kommunisterne har arbejdet sammen med medlemmer og ledere af SF og Enhedslisten.

Og man kunne blive ved. Alle disse righoldige erfaringer må fastholdes, udvikles og perfektioneres. På denne måde kan de indgå som en vigtig del af taktikken for dannelse af arbejderklassens enhedsfront og for udvikling af dens anti-monopolistiske alliance med småborgerskab og mellemlag.

Kampformer

Spørgsmålet om de forskellige kampformer er en anden vigtig del af taktikken. For at klassekampen kan udvikle sig med succes, er det nemlig nødvendigt, at de revolutionære behersker alle kampens former, at de forstår at kombinere disse former og veksle mellem dem i overensstemmelse med de skiftende situationer.

Lenin lagde i sine bøger meget vægt på netop dette spørgsmål. I »Venstre«-kommunismen – en børnesygdom drager han således »to meget vigtige praktiske slutninger« af de hidtidige revolutioners historie:

»For det første at den revolutionære klasse for at løse sin opgave må kunne beherske alle former eller sider af samfundets virksomhed uden undtagelse (…) og for det andet, at den revolutionære klasse må være indstillet på, at en form kan afløse en anden på en ganske brat og uventet måde.« (7)

Et andet sted i samme bog uddyber han dette synspunkt:

»Det er vor pligt som kommunister at beherske alle former, at lære i største hast at supplere den ene form med den anden, at udskifte den ene med den anden, at tilpasse vor taktik til ethvert skifte, som ikke er fremkaldt af vor klasse eller af vore bestræbelser.« (8)

Og med henblik på datidens venstre-sekteriske revolutionære, der foragtede de legale og parlamentariske kampformer, skrev Lenin kategorisk:

»Revolutionære, som ikke forstår at kombinere illegale kampformer med alle de legale, er meget dårlige revolutionære.« (9)

Hvis man ser på de danske kommunisters kollektive erfaringer gennem dette århundrede, må man sige, at de i høj grad har forsøgt at tage Lenins anvisninger til sig.

De danske kommunister har gennem de sidste 80 år kæmpet med både fredelige og væbnede midler. De har arbejdet under både legale og illegale betingelser. Og de har under alle forhold forstået at kombinere legale og illegale former, ligesom de har formået at kombinere parlamentarisk kamp med udenoms-parlamentarisk arbejde.

Kommunisterne har erfaringer – gode som dårlige – med at samarbejde med Socialdemokratiet, samtidig med at de har bekæmpet dets reformisme og klassesamarbejde. De har erfaringer med at inspirere og lede strejker, samt at afblæse dem på det rigtige tidspunkt. De har endvidere erfaringer med både at lede masseorganisationer og arbejde som opposition i dem.

Kommunisterne har med deres aktive og smidige taktik formået at igangsætte, lede eller i det mindste deltage aktivt og inspirerende i de brede folkelige bevægelser, som har præget de sidste godt 50 års Danmarks-historie.

Man kan her nævne modstandskampen 1940-45, kampen mod Nato i slutningen af 1940’erne, anti-krigsbevægelsen i 1950’erne, storstrejkerne i 1956, atommarcherne i 1960’erne, solidariteten med Vietnam i 1960’erne og 70’erne, EU-modstanden i 1971-72 og årene derefter, fredsbevægelsen i 1980’erne, folkestrejkerne i 1985, kampen for Maastricht-nej’et i 1992 og mod Edinburgh-forræderiet i 1993, samt RiBus-konflikten i 1995.

I disse bevægelser har der også deltaget mange andre kræfter, allierede i kampen for konkrete mål. For kommunisterne er disse enorme erfaringer et skatkammer af lærdom. En righoldig kilde til inspiration. De er de danske kommunisters kollektive arv. Hvis de i fællesskab bygger videre på disse erfaringer, overtager det positive og lærer af det negative, vil de være ualmindelig godt rustet til fremtidens kampe.

Parlamentarisk kamp

Hovedsigtet med det kommunistiske partis arbejde er at organisere den daglige kamp under kapitalismen og forberede betingelserne for overgangen til socialismen. Denne kamp afgøres i sidste ende ikke i parlamentet af nogle få Folketingsmedlemmer, men af den brede arbejdende befolknings aktive beslutninger og handlinger.

Alligevel er parlamentarisk arbejde er en vigtig kampform, som af historiske årsager har særlig stor betydning i Danmark. Landet har oplevet 147 år med forholdsvis fredelig udvikling under det borgerlige demokrati – kun afbrudt af relativt korte perioder såsom Estrup-regimet 1885-1901, kongens statskup i 1920 og besættelsen 1940-45.

Selv om der i dag er udbredt mistillid til politikerne og deres partier, så betyder disse traditioner, at der – i forhold til andre lande med andre erfaringer – blandt arbejderklassen og dens alliancepartnere findes dybe og indgroede illusioner om parlamentarismen og det borgerlige demokrati.

Kommunisterne må tage udgangspunkt i denne situation. Lenin gjorde ved adskillige lejligheder opmærksom på, at man må bygge sin politik på virkeligheden, og ikke på egne ønsker. For eksempel skriver han i »Venstre«-kommunismen – en børnesygdom:

»Man må ikke synke ned til massernes niveau, til det niveau, klassens efterblevne lag står på. Det er ubestrideligt. Man har pligt til at sige dem den bitre sandhed. Man må kalde deres borgerlig-demokratiske og parlamentariske fordomme fordomme. Men samtidig må man nøgternt vurdere, hvor langt netop hele klassen (og ikke blot den kommunistiske avantgarde), netop hele den arbejdende masse (og ikke blot dens førende elementer) virkelig er nået med hensyn til bevidst holdning og forberedthed.« (10)

Lenin konkluderede på denne baggrund, at når den arbejdende befolkning har illusioner om parlamentarismen, må kommunisterne arbejde inden for de borgerlige institutioner, indbefattet parlamentet:

»Så længe man ikke er i stand til at afskaffe det borgerlige parlament og enhver reaktionær institution af anden art, så længe har man pligt til at arbejde i dem, netop fordi det er dér, arbejderne endnu er, fordummede af præster og af livet i ravnekrogene.« (11)

Kommunisterne må derfor tage det parlamentariske arbejde alvorligt. De må hurtigst muligt finde former og veje til, at den revolutionære venstrefløj kan få en bred repræsentation i Folketing, by- og amtsråd samt andre borgerlige institutioner. Der er mange erfaringer at bygge på i denne henseende, bl.a. samarbejde med andre kræfter.

Hvis kommunisterne og de revolutionære med held forstår at kombinere det parlamentariske og udenoms-parlamentariske arbejde, kan de opnå store resultater ad denne vej. Det kan blive et af midlerne til, at den arbejdende befolkning gennem egen erfaring bliver bevidst om parlamentarismens begrænsninger og det borgerlige demokratis sande karakter.

Hvis styrken i den folkelige bevægelse tvinger borgerskabet til at »bøje« eller helt tilsidesætte sine egne love – eller vise deres sande karakter – kan det blive et lærestykke i borgerligt demokrati. I den forstand er læren fra Edinburgh-forræderiet i 1993 ikke uvigtig.

Men uanset hvilken betydning den parlamentariske kamp har i Danmark, gør kommunisterne sig ingen illusioner om, at overgangen til socialismen kan ske ad parlamentarisk vej.

Det skyldes ikke alene de mange forhindringer og ulige kampbetingelser, som parlamentarismen byder arbejderklassen. Det skyldes i lige så høj grad selve det parlamentariske og repræsentative demokratis karakter som en særlig form for borgerskabets herredømme.

Dette betyder, at parlamentarismen er komplet uforenelig med et ægte folkeligt og socialistisk demokrati, der bygger på den arbejdende befolknings brede, aktive og levende deltagelse. Det socialistiske demokrati må nødvendigvis have helt andre former.

Dette udelukker dog ikke, at den parlamentariske kamp i et land som Danmark kan blive en af »formerne for overgangen eller tilnærmelsen til den proletariske revolution«, men altså ikke til socialismen som sådan. Det kan man sagtens forestille sig, omend der også findes mange andre muligheder, som man ikke kan sige noget sikkert om i dag.

En anti-monopolistisk regering

Man kan forestille sig, at den danske klassekamp udvikler sig til et niveau, hvor der gennem Folketinget kan dannes en bred og progressiv regering, som forsvarer folkets interesser imod monopolkapitalen.

Selv om dette spørgsmål ikke står umiddelbart på den politiske dagsorden i Danmark, må man være forberedt på, at det kan blive aktuelt. Forudsætningen vil være, at den gamle statsmagt gennem klassekampen bliver bragt i en sådan grad af isolation, demoralisering og handlingslammelse, at der åbner sig en sprække, hvorigennem folket kan gøre sin indflydelse gældende, selv om det endnu ikke er stærkt nok til helt at overtage magten.

Allerede Dimitrov luftede denne mulighed i sin berømte beretning på Tredje Internationales 7. kongres i 1935. Og noget tilsvarende har man set i andre lande, hvoraf man kan fremhæve Frankrig 1935, Spanien 1936, Indonesien før 1965, Chile i 1970, Portugal i 1974 og senest Nepal i 1995.

Man har også set det i en række østeuropæiske lande i 1944-45, men her skete det – i modsætning til ovenstående lande – efter at den gamle statsmagt, som var allieret med den tyske nazisme, var blevet militært knust af den røde hær i samarbejde med lokale partisanhære af forskellig styrke.

Ser man bort fra sidstnævnte tilfælde, som kræver helt særlige forhold, så viser erfaringen, at sådanne brede og progressive regeringer har haft en stor, positivt afsmittende effekt på de folkelige bevægelser uden for parlamentet. I Frankrig i 1935 forhindrede det således, at fascisterne kom til magten. I Spanien i 1936 betød det en enorm mobilisering og politisering af de arbejdende masser.

I Indonesien førte det bl.a. til dannelse af kommunistisk ledte masseorganisationer, som talte langt over 10 millioner medlemmer. I Chile betød det ligesom i Spanien en enorm mobilisering i befolkningen.

I Portugal i 1974 blev en progressiv, anti-fascistisk regering dannet som følge af en aktion fra anti-fascistiske dele af hæren, der havde bred støtte i befolkningen. Nellikerevolutionen, som den blev kaldt, førte til fascismens endeligt, indførelse af en progressiv forfatning med udstrakte sociale og demokratiske rettigheder, samt en kolossal mobilisering og politisering af befolkningen.

Alle disse positive erfaringer er uhyre vigtige og må ikke gå i glemmebogen. Men samtidig må man ikke overse de negative erfaringer. Man må ikke forveksle regeringsmagt med statsmagt. Man må ikke glemme, at borgerskabet stadig kontrollerer de centrale statslige magtmidler: hær, politi, efterretningstjeneste osv.

Det slog Dimitrov fast allerede i 1935. Han advarede for det første mod »en hvilken som helst forenkling og skematisering af dette spørgsmål« og mod, at kommunisterne betragtede en sådan regering som »en nødvendig etape på vejen« til socialismen. (12)

For det andet advarede han mod, at man betragtede enhedsfrontsregeringen – som han kaldte den – som en »overgangsform« eller et særligt »demokratisk mellemstadium« mellem kapitalisme og socialisme, fordi det kunne »vække illusionen om en fredelig parlamentarisk vandretur« ind i socialismen. (13) Han erklærede derfor ligeud:

»Den endelige redning kan denne regering ikke bringe. Den er ikke i stand til at omstyrte udbytternes klasseherredømme og kan derfor heller ikke endelig ophæve faren for en fascistisk kontrarevolution. Følgelig må man stedse bevæbne sig til den socialistiske revolution!« (14) Ellers ville det gå galt.

Det viste sig på uhyggelig vis i Indonesien i 1965 og i Chile i 1973, hvor man ikke i tilstrækkelig grad var militært forberedt, da borgerskabet gik til modangreb. I begge tilfælde førte det til omfattende massakrer og årtiers blodigt diktatur.

Det viste sig ligeledes i Portugal, hvor reaktionære grupper inden for hæren i 1975 gennemførte en hurtig militæraktion, som de revolutionære ikke i tilstrækkelig grad havde forberedt den arbejdende befolkning på at imødegå. Resultatet var, at den halvandet år gamle »nellikerevolution« blev bragt til afslutning og et traditionelt borgerligt demokrati oprettet.

Det viste sig også i Spanien i 1936, men her var de progressive på vagt. Det lykkedes dem næsten at knuse fascisternes opstand inden for et par uger. Og de tabte først endeligt efter tre års borgerkrig, hvor fascisterne fik afgørende hjælp fra den tyske og italienske militærmaskine. Men den kendsgerning, at det var fascisterne, som brød den republikanske forfatning, gjorde, at folkefrontsregeringen stod moralsk stærkt og fik ekstra opbakning på den konto.

Disse erfaringer er vigtige. Det var øjensynlig dem, som de tjekkoslovakiske kommunister byggede på, da de i 1948 kaldte arbejderklassen i gaderne og gennemførte en hurtig og effektiv revolution mod det pro-vestlige borgerskab, som de siden 1945 havde siddet i regering og delt statsapparat med.

Danske kommunister må også lære af disse erfaringer. De må være bevidst om, at den parlamentariske kamp har sine begrænsninger. De må ikke glemme, at regeringsmagt ikke er det samme som statsmagt. Og de må til stadighed være forberedt på, at borgerskabet kan finde på at bruge sine magtmidler selv på den mest beskidte måde.

Selv om de forbigående kan opnå gode resultater ad parlamentarisk vej, må de derfor ikke ensidigt satse på denne vej. Selv om det under gunstige betingelser kan være muligt og rigtigt at danne en bred anti-monopolistisk regering, må de ikke stille sig tilfreds med dette resultat.

Kommunisterne må derimod satse alsidigt og forstå at beherske og kombinere alle kampformer. Fremfor alt må de arbejde og forberede sig udenoms-parlamentarisk. De må give denne kampform hovedprioritet og må arbejde ihærdigt med at organisere og mobilisere den brede arbejdende befolkning, på hvis initiativ og styrke overgangen til socialismen nødvendigvis må bero, uanset hvilken form denne overgang vil få.

Fredelig eller væbnet revolution

Spørgsmålet er nu, hvilken form selve overgangen til socialismen vil få. Som tidligere nævnt må denne overgang nødvendigvis foregå i forbindelse med en revolutionær situation, som er en objektiv foreteelse. Men vil den blive fredelig eller voldelig? Og kan man overhovedet sige noget sikkert om dette allerede i dag?

Lenin påpegede i flere af sine skrifter, at den kapitalistiske stat er et undertrykkelses- og klasseinstrument i borgerskabets hænder. Dette betød, at arbejderklassen ikke skulle gøre sig illusioner om, at overgangen til socialismen kunne ske ad fredelig vej. Al erfaring viste nemlig, at borgerskabet ville bruge alle statens magtmidler til at knuse ethvert forsøg på at udvikle et socialistisk samfund – tilmed med de mest voldelige og barbariske metoder.

Det internationale styrkeforhold mellem klasserne, der opstod efter anden verdenskrig – det vil først og fremmest sige tilstedeværelsen af en stærk socialistisk lejr – gjorde imidlertid, at man i en periode diskuterede mulighederne for en fredelig overgang til socialismen i de europæiske lande.

Der var som bekendt forskellige vurderinger af dette. Og det blev aldrig i praksis bevist, at det faktisk var muligt. Denne diskussion må betragtes som forældet nu, hvor den vigtigste forudsætning – den socialistiske lejr – er faldet bort.

I dag ser perspektiverne for en fredelig udvikling af revolutionen unægteligt temmelig dystre ud. Da USA’s præsident Bush i 1990-91 proklamerede den nye verdensorden med fred, frihed og fordragelighed, skete det samtidig med, at han gennemførte et barbarisk angreb mod Iraks befolkning. Senere invaderede imperialismen med USA i spidsen Somalia og Haiti – begge steder af »humanitære årsager«. Og dernæst kom turen til Bosnien – dennegang som »fredsbevarende styrke«.

I et sådant internationalt klima er det vanskeligt at forestille sig en fredelig revolution i et land som Danmark. Ikke mindst på grund af dets tilknytning til Nato og Vestunionen. Men på et senere tidspunkt – f.eks. når de store europæiske nabolande er gået over til socialismen – kan man godt tænke sig, at det danske borgerskab vil foretrække at stikke halen mellem benene og overlade butikken til den arbejdende befolkning.

Under alle omstændigheder må kommunisterne forberede sig på alle eventualiteter. Principielt er de modstandere af krig og vold. Det er en af de vigtige grunde til, at de bekæmper imperialismen, som er den grundlæggende årsag til ufreden i verden i dag.

Alt andet lige foretrækker kommunister derfor en fredelig overgang til socialismen. Hvis det ikke kan lade sig gøre, er det ikke deres, men borgerskabets skyld. Og selv i en sådan situation vil kommunisterne kæmpe for mindst mulig vold og ødelæggelse, da det absolut ikke er i den arbejdende befolknings interesse.

I den forbindelse man må ikke glemme, at chancerne for en fredelig eller mindre voldelig overgang til socialismen er desto større, jo bedre arbejderklassen og dens forbundsfæller er forberedt, jo stærkere og mere sejrsikre de står over for borgerskabet.

Og det vil først og fremmest sige, at arbejderklassen er forenet på klassekampens grundlag, at klassealliancen mellem arbejderklasse, småborgerskab og mellemlag er en realitet, at der er udviklet en høj bevidsthed om socialismens nødvendighed, at der er opbygget stærke folkelige organisationer. Det vil endvidere sige, at kommunisterne og de anti-kapitalistiske kræfter har forberedt sig på alle eventualiteter, at de behersker alle kampformer.

Og endelig kræver det, at der er opbygget et stærkt og forenet kommunistisk parti, der kan vise vej i denne vanskelige og uforudsigelige proces.

Litteratur

1. V.I. Lenin: »Venstre«-kommunismen – en børnesygdom. Forlaget Tiden 1970, s. 73-73.
2. Ibid., s. 82.
3. Ibid., s. 81.
4. Theses, Resolutions and Manifestos of the First Four Congresses of the Third International. Pluto Press, London 1983, s. 137.
5. Som note 2, s. 59.
6. Ibid., s. 62.
7. Ibid., s. 85
8. Ibid., s. 93.
9. Ibid., s. 86.
10. Ibid., s. 46.
11. Ibid., s. 46.
12. Georgi Dimitrov: Fascismen er fjenden. Forlaget Tiden 1975, s. 97.
13. Ibid., s. 72.
14. Ibid., s. 73.

Indledning: Danmark ved en historisk skillevej

Tilbage til Online-Bibliotektet/Socialisme og demokrati
Søg på DKP/ML's sider  * Bestil bøger eller pjecer
Tilbage til DKP/ML's hovedside: www.dkp-ml.dk