Danmark ved en historisk skillevej

Den danske arbejderklasse har i over hundrede år kæmpet for at afskaffe det kapitalistiske system og oprette et socialistisk samfund i Danmark. Dette mål er mere aktuelt end nogensinde før. Kapitalismen har i denne lange periode haft rig lejlighed til at vise, hvad den dur og ikke dur til. Og fra arbejderbevægelsens synsvinkel har den opnået dumpekarakter.

Generationer af arbejdende mennesker har ved slid og hårdt arbejde skabt det nuværende samfund. Det er på mange måder et rigt samfund. Men trods den rivende industrielle og teknologiske udvikling har kapitalismen ikke formået at tilfredsstille befolkningens voksende sociale, materielle og kulturelle behov.

Kapitalismens anarki truer til stadighed de opnåede resultater. Dens skalten og valten med menneskeliv står i skærende modsætning til den velfærd og tryghed, som befolkningen kunne opnå med samfundets nuværende udviklingsniveau.

Efter omvæltningerne i østlandene omkring 1990 er det blevet stadig tydeligere, at det kapitalistiske system og dets repræsentanter hverken kan eller vil løse de mest brændende og centrale samfundsopgaver.

Arbejderklassen og folkets flertal står derfor over for valget mellem at fortsætte den hidtidige slagne vej eller slå ind på en helt ny udviklingsvej, der kan sikre deres forhåbninger om en bedre fremtid. Det er et historisk valg, som vil afgøre Danmarks skæbne i lang tid fremover.

Velstand uden velfærd

Efter anden verdenskrig blev det såkaldte velfærdssamfund opbygget efter nordisk model. En slags »kapitalisme med et menneskeligt ansigt«. Denne model og det danske samfund som helhed er i dag i krise. »Velfærdssamfundet« har på intet tidspunkt indfriet sine løfter til befolkningen. Og siden midten af 1970’erne har tilbagegangen været tydelig for enhver.

Samfundets rigdomme bliver stadig skævere fordelt. Under 10 pct. af befolkningen ejer i dag 50 pct. af værdierne. Og over halvdelen har ikke andet end gæld. Trods lovgivning om ligestilling og ligeløn er lønforskellene mellem mænd og kvinder vokset siden 1970’erne. Det samme er skellene mellem faglærte og ufaglærte.

Arbejderklassens realløn falder langsomt, men støt. Det skyldes ikke mindst trykket fra massearbejdsløsheden, som nu er blevet kronisk.

Inden for rammerne af det nuværende økonomiske system har de skiftende regeringer hverken kunnet eller villet gøre noget ved denne permanente arbejdsløshed, som er det største og mest akutte problem, som det danske samfund står overfor.

Store dele af produktionsapparatet har ligget stille under den lange kapitalistiske krise, som med mindre op- og nedgange har varet siden 1973. Samtidig ruineres titusinder af småproducenter, mens køen af arbejdsløse vokser.

En stigende del af befolkningen kastes ud i en usikker eksistens. Fattigdommen øges. Trykket på den del af arbejderne og befolkningen, som har arbejde, tager til. Store dele af ungdommen går en usikker fremtid i møde. Og på sigt er det kapitalistiske Danmark ude af stand til at sikre det store flertal af ældre folkepension og en tryg alderdom.

Voksende afhængighed af udlandet

Danmark er et lille land, som kun råder over få råstoffer. Disse betingelser giver nogle særlige problemer i økonomien og nødvendiggør en stor udenrigshandel og et aktivt internationalt samarbejde. Det vil være tilfældet uanset det økonomiske system.

Men Danmarks økonomiske vanskeligheder forstærkes i høj grad af, at den herskende klasse mangler vilje til at fastholde den nationale suverænitet. De danske kapitalister har stærke traditioner for at lægge sig i kølvandet af de omkringliggende stormagter og gøre sig økonomisk afhængige af disse.

På denne måde er både den politiske og økonomiske selvstændighed blevet undergravet i en langvarig proces gennem hele det 20. århundrede. Denne udvikling blev meget kraftigere lige før og under anden verdenskrig. Og igen efter krigen, hvor det kapitalistiske Danmark indrettede sig som en del af den af USA anførte vestlige blok.

Tendensen til større økonomisk og politisk uselvstændighed er blevet voldsomt forstærket med først det danske medlemsskab af EF og dernæst med EU’s udvikling henimod en egentlig europæisk forbundsstat.

De vigtigste beslutninger om den danske økonomis udvikling træffes i dag i udlandet.

De transnationale selskaber kontrollerer i dag to tredjedele af verdenshandlen. Overalt forsøger de at nedbryde de nationale grænser for at opnå størst mulig profit. Dette gælder også på EU’s indre marked.

Følgen har været og er en omfattende undergravning og skævridning af Danmarks industrielle basis. Industrier lukkes eller flyttes til andre lande. Mange opkøbes for derefter at blive lukket. I dag er 10 pct. af dansk erhvervsliv på bestemmende udenlandske hænder. Det gælder primært den højteknologiske industri, som er kerneindustrien i et moderne samfund.

I Danmark svarer spekulationen nu til ca. en tredjedel af statsbudgettet. Mange virksomheder får 30-50 pct. af deres profit gennem spekulation.

Den del af dansk kapital, som investeres i produktion, placeres ofte i de billige asiatiske lande eller andre områder med billig arbejdskraft i stedet for i Danmark. De store danske industrivirksomheder har i dag 70 pct. af deres aktiviteter placeret i udlandet.

Alle disse forhold gør, at Danmark i dag kan betragtes som et udkantsområde i EU med en markant høj arbejdsløshed.

Trusler mod demokratiet

Den sociale tilbagerulning og den stadig større økonomiske uselvstændighed ledsages af en indskrænkning af demokratiet.

Folketingets rolle reduceres. Afgørende dele af den danske beslutningsproces er forlagt til EU. Resultater af folkeafstemninger annuleres gennem politiske manøvrer, når det ikke passer de herskende. Politiet bliver direkte part i politiske og faglige konflikter.

Generelt set gøres magten stadig mere anonym i forskellige selskabskonstruktioner og bestyrelser i forbindelse med privatiseringer og udliciteringer. På denne måde begrænses både de folkevalgte politikeres indsigt og mulighederne for folkelig kontrol og indsigt.

En anden konsekvens af hele denne udvikling er, at Danmark i stigende grad militariseres og inddrages i konflikter og krige, som er affødt af den såkaldte nye verdensorden.

Storkapitalens vej

Den herskende klasse har valgt sin vej: Nedbrydning af de goder, som arbejderklassen og det store flertal har tilkæmpet sig, og udsalg af den politiske og økonomiske selvstændighed gennem større integration i EU og NATO.

Men storkapitalens politiske strategi for Danmark er en blindgyde. Den fører til historiske tilbageskridt for nationen og befolkningens flertal og er kun til fordel for de snævreste profitinteresser. Den betyder tilbageskridt for den nationale, politiske og økonomiske selvstændighed og for det politiske demokrati og befolkningens rettigheder. Den betyder, at Danmark inddrages i allehånde krigseventyr. Og den sætter alle de opnåede sociale fremskridt – dvs. det velfærdssamfund, som man pralede af – over styr.

Den herskende klasse er i stigende grad ude af stand til at løse både de akutte og grundlæggende problemer i samfundet.

Arbejderklassens vej

Arbejderklassen og det store flertal ønsker en anden vej. De ønsker kamp til forsvar af velfærden og de tilkæmpede rettigheder. De ønsker kamp mod unionsopbygningen og omdannelsen af Danmark til en delstat i EU. Og de ønsker stop for deltagelse i de militære eventyr, som NATO og den såkaldte nye verdensorden fører med sig.

Arbejderklassens og folkets kamp har i dag hovedsagelig karakter af en forsvarskamp mod storkapitalens offensiv. I denne kamp ligger samtidig spiren til fremtidens Danmark. Men kampen hæmmes af, at der hersker udbredt forvirring om perspektiverne på længere og lang sigt.

Der er derfor brug for en alternativ plan for Danmarks fremtid. En plan, som sikrer en selvstændig national udvikling og en stadig forbedring af levevilkårene og mulighederne for det store flertal af befolkningen. En plan, som giver arbejderklassens og det store flertals bud på fremtidens Danmark.

Denne plan kan kun være et program for et socialistisk Danmark. I det følgende fremlægges et sådant program samt en række centrale overvejelser om vejen herfra og til socialismen.

Dette program for socialismens første fase i Danmark er udarbejdet i lyset af både de positive og negative erfaringer fra de hidtidige socialistiske samfund. Men samtidig tager det i høj grad sit udgangspunkt i en analyse af danske forhold. Det viser, hvordan det danske samfund kunne indrettes, hvis socialismen blev opbygget ud fra det materielle og økonomiske niveau, som Danmark i dag har opnået.

I den forstand er der selvsagt ting, som kan gøres på forskellig vis alt efter befolkningens konkrete ønsker. Men dette rører på ingen måde ved helheden.

Programmets fortjeneste er netop, at det viser, hvordan det allerede i dag er muligt at indrette samfundet på en måde, hvor samfundets værdier kommer det store flertal til gode. Det viser, at der ikke er noget materielt til hinder for, at det danske folk kan slå ind på en radikalt anderledes udviklingsvej end den, som storkapitalen anviser.

Programmet er på denne måde et reelt socialistisk alternativ til den katastrofale politik, som storkapitalen og den herskende klasse står for. Programmet er kommunisternes alternative bud på fremtidens Danmark.

Indledning: Danmark ved en historisk skillevej

1. Del
Socialismen er fremtiden

2. Del
Socialismens første fase i Danmark
(teksten fylder 120 Kb og tager ca. 2 miutter at indlæse)

3. Del
Vejen til socialismen

Tilbage til Online-Bibliotektet/Socialisme og demokrati
Søg på DKP/ML's sider  * Bestil bøger eller pjecer
Tilbage til DKP/ML's hovedside: www.dkp-ml.dk