Kapitalismen – et verdenssystem i krise

Det danske samfunds krise er en del af det kapitalistiske verdenssystems almene krise.

I kapitalismens nuværende fase, imperialismen, er kloden økonomisk blevet opdelt mellem monopoler og multinationale selskaber. De stærkeste imperialistiske magter kæmper til stadighed om at opdele og genopdele verden mellem sig. Imperialismen kan ikke eksistere uden økonomisk og politisk ekspansion.

Som marxismens klassikere har påpeget, er den kapitalistiske økonomis grundlov på dette stadium at sikre den størst mulige profit. Det sker ved at øge udbytningen af befolkningsflertallet i de imperialistiske lande selv, ved systematisk at udplyndre og undertrykke folkene i andre, især tilbagestående lande og ved at militarisere den samlede økonomi.

Under sådanne forhold er imperialistiske krige om verdensherredømme, markeder og for at slavebinde små og svagere nationer uundgåelige. Krig er derfor et stadigt kendetegn ved imperialismen. Det 20. århundrede bragte to store verdenskrige og talløse andre aggressionskrige. Den såkaldte nye verdensorden har ikke ført til global fred, men til krig og uro på alle kontinenter.

Et andet kendetegn ved imperialismen er, at ejendomsret og produktion samles på stadig færre hænder. I dag kontrollerer nogle få hundrede multinationale selskaber således alle grundlæggende industrigrene på globalt plan. Den internationale finanskapital tvinger gennem denne kontrol talrige lande i knæ og gør dem økonomisk og politisk afhængige af sig.

Kapitalismen udviser stadig mere udprægede tegn på forfald. I økonomien giver snylterfænomenerne sig blandt andet udtryk i, at stadig større resurser anvendes til finans- og valutaspekulation i stedet for at gå til produktive formål. Det skyldes ikke, at der ikke er penge at tjene i industrien, men at profitterne er langt større i spekulationssfæren.

Kapitalismens almene forfald understreges også af de udprægede stagnationsfænomener. De periodiske økonomiske kriser bliver stadig hyppigere, og det tager stadig længere tid at overvinde dem. Stagnation er et stadig mere karakteristisk træk ved nutidens kapitalistiske økonomier. Selv åbningen af nye store markeder – som i østlandene – har ikke ændret ved denne situation.

Kapitalismen er imidlertid i stadig vækst. Men den tekniske og videnskabelige revolution bruges under kapitalismen ikke i første række til gavn for menneskene. Den bruges ikke til at lette arbejdet og skabe en bedre balance mellem natur og menneske. Den nye teknologi betyder derimod nye raffinerede våben, der truer selve menneskehedens eksistens. Den betyder øget rovdrift på miljø og resurser. Og den bruges til at forstærke udbytningen, mens arbejdsløsheden hele tiden vokser på globalt plan. Den kapitalistiske vækst og de tekniske fremskridt koncentreres i enkelte af de mest udviklede lande og i nogle få regioner. De benyttes til at befæste og udvide de imperialistiske landes globale herredømme og kontrol.

Blandt de forfærdende sociale følger af denne udvikling på globalt plan er udbredt analfabetisme, sult, epidemier, international narkohandel og organiseret kriminalitet. Vi er vidner til en voksende nød og elendighed blandt flertallet af klodens befolkning.

Den internationale arbejderklasse udbyttes og undertrykkes stadig mere i såvel de fremskredne som de tilbagestående lande. Den forarmes både relativt og absolut.

Samtidig mangedobles over hele kloden det herskende borgerskabs enorme rigdomme, som bruges til et snylterliv i ufattelig luksus.

Af alle disse årsager er kapitalismen et verdenssystem i almen krise. Den er et ustabilt systemt, som er fanget af periodiske økonomiske kriser og plages af konstante krige og borgerkrige, af sociale og politiske eksplosioner.

Strukturel og stigende arbejdsløshed, stadig dybere kløfter mellem rig og fattig, voksende kriminalitet og narkomisbrug, spredning af epidemier, sult og elendighed er alle sygdomstegn, som vidner om et system i forfald og forrådnelse.

Som samfundssystem er kapitalismen derfor historisk udlevet. Den udvikler sig fra krise til krise i kraft af sine egne indre og uovervindelige modsætninger. Den er ude af stand til at løse de problemer, som den selv har skabt, og som står i vejen for menneskenes vej til en lykkeligere fremtid.

Socialismen er kapitalismens historiske afløser

Den eneste vej til en bedre fremtid for menneskene går gennem skabelsen af et socialistisk samfund. Socialismen er i historisk perspektiv afløseren for det kapitalistiske samfund.

Det 20. århundrede bragte de første historiske forsøg på at opbygge det nye socialistiske samfund. Men det bragte også kontrarevolutioner, tilbageslag og nederlag for socialismen. Historien viser, at overgangen til socialismen på verdensplan er en langvarig proces, som ikke følger en lige udviklingslinje.

Den socialistiske revolution er i sit indhold international, men forløber i sin form nationalt. Den er i første række et resultat af de indre modsætninger i hvert enkelt land og drives frem af samfundets egne udviklingsbehov.

Den socialistiske revolution er arbejderklassens og folkeflertallets værk. Den skaber sin egen statsmagt, afskaffer den kapitalistiske privatejendomsret til produktionsmidlerne og sikrer de fælles samfundsværdiers overgang til samfundsejendom. Den sigter mod at afskaffe al udbytning af arbejdskraft og dermed ophæve lønslaveriet. Under socialismen lønnes alle efter indsats.

Den socialistiske økonomi og produktion tager ikke sigte på profit, men på at dække samfundets og dets medlemmers stadig voksende materielle og kulturelle behov.

Den socialistiske økonomi muliggør og forudsætter en fuld og alsidig udvikling af den teknisk-videnskabelige revolution sammen med en stabil vækst i produktionen. Den afskaffer den kapitalistiske rovdrift på natur og mennesker.

Opbygningen af socialismen forudsætter arbejderklassens og det store folkeflertals bevidste støtte, initiativ og skaberkraft og kan aldrig ske efter bureaukratiske og administrative metoder. Den forudsætter en udvidelse af demokratiet og de politiske og sociale rettigheder.

Socialismen opbygges af samfundets største og mest revolutionære klasse, arbejderklassen – med industriens arbejdere som kernen – i et fast forbund med den øvrige arbejdende befolkning.

Socialismen er det eneste sociale system, som kan gøre ende på udbytning og undertrykkelse, på militarisme og aggressionskrig, nationale fordomme og konflikter, menneskespild og naturødelæggelse. Den kan gradvist fjerne de dybe skel melllem mennesker, som er en arv fra kapitalismen. Socialismen sætter som system menneskene i centrum.

Opbygningen af socialismen må foregå på grundlag af den marxistiske og leninistiske teeori, som må anvendes skabende og udvikles i overensstemmelse med de danske forhold.

Socialismen er i bund og grund et overgangssamfund, som rummer både elementer af det nye samfund og rester af det gamle. De historiske erfaringer viser, at der under socialismen kan udvikle sig en magtelite, et bureaukrati, som under visse omstændigheder kan forvandle sig til en ny herskende klasse, der baner vejen for kapitalismens genrejsning. Klassekampen fortsætter derfor i hele socialismens periode.

Socialismen vil udvikles gennem flere faser, som ikke kan afgrænses skarpt fra hinanden. Udgangspunktet for opbygningen af et socialistisk samfund er arbejderklassens erobring af den politiske magt og den revolutionære overgangsperiode, som afslutter det kapitalistiske herredømme. Hermed påbegyndes også den første fase af den socialistiske opbygning. Andre faser vil være den fuldstændige opbygning af det socialistiske samfund og overgangen til kommunismen.

Det program, som fremlægges i det følgende, er et program for den første faste af den socialistiske opbygning i Danmark. Altså ikke et program for et fuldt udviklet socialistisk samfund.

Kommunismen

Det socialistiske samfund er i sig selv en forberedelse af det fremtidige kommunistiske samfund. Her vil alle klasser, enhver klassedeling og social ulighed være ophævet. Det samme vil staten som redskab for den herskende klasse og politiske partier som udtryk for de forskellige klassers interesser.

Under kommunismen vil menneskene indgå i samme forhold til produktionsmidlerne. Arbejdsdelingens hierarki vil være opløst. Modsætningen mellem hånden og åndens arbejde og mellem land og by vil være forsvundet. Al social ulighed og enhver form for undertrykkelse på grund af køn eller andet vil være en saga blot.

Arbejdet vil ikke længere rumme noget element af tvang, men vil tværtimod være en livsbetingelse som udtryk for den menneskelige skaberkraft. Produktivkræfterne kan udfoldes frit til gavn for hele samfundet og i fuld og varig samklang med naturen.

Under kommunismen vil princippet om, at enhver yder efter evne og modtager efter behov, være gældende.

Indledning: Danmark ved en historisk skillevej

Tilbage til Online-Bibliotektet/Socialisme og demokrati
Søg på DKP/ML's sider  * Bestil bøger eller pjecer
Tilbage til DKP/ML's hovedside: www.dkp-ml.dk