af José Ramón Balaguer Cabrera
Åbningstale ved det internationale seminar »Socialismen ved indgangen til den 21. århundrede«, som blev afholdt i Havanna i dagene 21.-23. oktober 1997. José Ramón Balaguer Cabrera er medlem af Cubas Kommunistiske Partis politbureau og ansvarlig for partiets ideologiske arbejde.
Det nutidige kapitalistiske samfund
Endnu engang kimer klokkerne og forkynder kapitalismens ophøjelse til gudestatus. Denne gang sker det under den ypperlige edikette »globalisering«, et modeord, som bruges i et forsøg på at forklare og retfærdiggøre mange ting. Såvel i akademiske analyser som i regeringers og internationale organismers dokumenter peges der på denne indviklede og mangesidede proces, der har sit omdrejningspunkt i globaliseringen af verdensøkonomien.
Under ideen om en fremtidig »global landsby«, som vækker minder frem om holdninger i århundredets begyndelse vedrørende en »ultraimperialisme«, fortæller man os om en ny verdensøkonomi, hvor der vil blive indført evig harmoni mellem og i landene, hvad der skulle være et resultat af den kolde krigs afslutning. Ydermere tager man for givet, at nationalstaterne næsten er blevet opløst, og at den nationale suverænitet har mistet sin betydning til fordel for nogle universelle tendenser, som efterhånden har fået systemet til at fungere ensartet.
Det er rigtigt, at verdenshandlen og de internationale kapitalbevægelser, især inden for finanskapitalen, er vokset i langt hurtigere tempo end produktionen! Det burde heller ikke være nødvendigt at gentage, at der er sket en større grad af sammenfiltring af de nationale økonomier. Disse økonomier er nu tættere ved hinanden som følge af revolutionen inden for transportmidlerne. De er langt mere forbundne som følge af revolutionen inden for kommunikationsmidlerne og informationsstrømmen. Og de er integreret i et transnationalt net, der er spundet af en kapital, som har en international bevægelighed, der er langt større end dens oldeforældre i sidste århundrede.
Når alt kommer til alt, har marxismen allerede gennem lang tid gjort opmærksom på, at væksten i systemet af internationale økonomiske forbindelser udgør en objektiv proces under kapitalismen. Kapitalens internationale kald – et af dens bestemmende træk – bevirkede, at det kapitalistiske herredømme som en af sine bestanddele havde oprettelsen af et verdenssystem, som er det første egentlige af sin slags i menneskehedens historie. Det selvsamme internationale kald, som nu hjælpes på vej af de kolossale fremskridt inden for videnskab og teknologi, afføder en tårnhøj grad af internationalisering af kapitalen.
Men er det rigtigt, som man hele tiden fortæller os, at globaliseringen betyder kapitalismens universelle og endelige sejr? Er det rigtigt, at den ophæver modsætningerne mellem samfundsklasser eller mellem lande og regioner? Er det rigtigt, at den afskaffer systemets krise og stopper de revolutionære omformninger? Er det rigtigt, at den uundgåeligt medfører, at alle lande som en spændetrøje må følge et bestemt adfærdsmønster i deres interne og eksterne politik?
Virkeligheden er allerede tilstrækkelig dramatisk til at forkaste sådanne fantasier fra globaliserings-ideologiens side.
Vi er vidner til en krise i det kapitalistiske system. Den udtrykker sig både i en langsigtet tendens til lave vækstrater i den økonomiske aktivitet og i en markant cyklisk bevægelse, som har omfattet dybe nedture midt i 1970’erne og i begyndelsen af 80’erne og 90’erne. De lave investeringer, den almindelige gældsætning, de allerede uudholdelige arbejdsløshedstal og den faldende profitrate er nogle af symptomerne på systemets skrøbelige helbred.
Det er umuligt at overse den flygtighed og ustabilitet, som udgøres af enorme kapitalbeløb, der flakker rundt uden effektiv kontrol og med en enorm ødelæggelsesevne, som på få timer kan bringe nationale økonomier og regeringer i krise. Den svimlende afstand mellem den spekulative kapitalmasse og den reelle produktive basis, der er et udtryk for kapitalismens snyltende stadium, har sine grænser.
På den anden side er globaliseringen ikke en mekanisme, der automatisk kan løse de modsætninger og dens uensartethed, som har ledsaget kapitalismen i dens udvikling. Og langt mindre betyder den historiens afslutning. Opløsningen af den socialistiske lejr, de industrialiserede landes revurdering af de økonomiske aspekter i forhold til de politiske i udarbejdelsen af strategier for internationale forbindelser, den nuværende og forudseelige udvikling af de økonomiske blokke og konkurrencen mellem dem – alle disse aspekter til sammen synes snarere at danne et nyt trin i imperialisternes indbyrdes rivalisering.
Loven om ujævn udvikling har vist sig tydeligere end nogensinde før og afføder en tendens til i endnu større skala at reproducere de forskelle mellem Nord og Syd, som historisk har ledsaget kapitalismen. Nu sker det blot på et meget højt videnskabeligt-teknologisk udviklingstrin, som nødvendiggør en samfundsmæssig anvendelse og kontrol i modsætning til den private tilegnelse og ejendom. Denne anvendelse og kontrol drejer sig ikke længere kun om klassekampen, men også om artens overlevelse hvad angår samliv i sociale relationer og livets fortsættelse i bærbare økologiske omgivelser.
Vor latinamerikanske og caraibiske region har – i følgeskab med Afrika og en del af Asien – udviklet sig til et ekstremt tilfælde af marginalisering i forhold til dynamikken i verdensøkonomien. Vi er ikke længere til stede i systemets globale funktion og er internationalt blevet placeret i en rolle, som i praksis ikke er andet end simpel betaling på gælden til de private internationale banker.
Den neoliberale økonomiske politik, der har Valutafondens opskrifter som bomærke, har spillet en ubestridelig rolle i udformningen af dette patetiske billede af usikkerhed og ulighed. Næsten hele den underudviklede verden er blevet harmoniseret i den samme praksis, der går ud på total privatisering og handelsåbning for enhver pris, som om det var de eneste mulige opskrifter på økonomisk succes. De, som i taler hylder og foreslår dem fra regeringstribunerne, akademikere, erhvervssfolk og internationale økonomiske organismer har imidlertid forsigtigt lagt afstand til dem.
Denne intellektuelle og politisk kapitulation har ladet bestræbelserne på at udarbejde udviklingsteorier og en udviklingspolitik, der anskues ud fra og for underudviklingen, gå i glemmebogen. Konsekvenserne heraf for den tredje verden er umulige at gøre op. Men tragedien ligger åben for dagen: Der er for meget fattigdom, sult og uret i kølvandet på privatiseringen og den »redde sig, hvem der kan« på det fuldkomne marked.
I dag oplever man en afgrundsdyb afstand mellem rigdom og fattigdom. Det gælder ikke alene mellem udviklede og underudviklede lande. Det gælder også i de udsnit af den tredje verden, som vokser frem i alle de udviklede økonomier og blandt andet finder næring i en emigration af fattige, som man forsøger at stoppe ved at kaste benzin på bålet med racisme, fremmedhad og undertrykkelse.
I 1960 rådede de 20 pct. rigeste af verdens befolkning over indtægter, der var 30 gange højere end de 20 pct. fattigste. Nu har de 20 pct. rigeste 60 gange mere. Denne sammenligning bygger på fordelingen mellem udviklede og underudviklede lande. Men hvis man betragter den ulige fordeling inden for de enkelte lande, har de 20 pct. rigeste indtægter, der er mindst 150 gange større end de 20 pct. fattigste.
En anden måde at udtrykke denne tragedie på er, at de 20 pct. rigeste har 82,7 pct. af verdens samlede indtægter, mens de 20 pct. fattigste har 1,4 pct. af disse.
I Latinamerika, der er yndlingsskueplads for den neoliberale laboratoriepolitik, er der omkring 84 millioner ekstremt fattige. Det er en tilstand, som det er vanskeligt at komme ud af. Det betyder, at næsten hver femte latinamerikaner statistisk set betegnes som ekstremt fattig. Og det sker efter omkring 15 års vedholdende anvendelse af neoliberalismen for at gøre op med statens ineffektivitet og overlade det til det ukontrollerede marked og det private initiativ at bringe udvikling.
Heller ikke den neoliberale globalisering kan vise politisk stabilitet i sin favør, efter at Sovjet og den såkaldte virkeliggjorte socialisme er forsvundet.
Den kraftige bølge af etniske eksplosioner, territoriale stridigheder og religiøse fundamentalismer, opløsning og dannelse af stater i larmen fra lokale krige – alt dette viser tværtimod, at den midlertidige sejr over socialismen ikke afskaffede de iboende konflikter i det kapitalistiske system. Disse konflikter stiger op til overfladen fra systemets dybe kerne af udbytning, udstødning og uretfærdighed. Og de antager både nye, overraskende former og gamle, farlige former såsom fascismens genfødsel.
Det drejer sig ikke alene om en mere ustabil, opsplittet og politisk eksplosiv verden, men også om ødelæggelse af miljøet. Det ville ikke være svært at påvise, at miljømæssig hærgen og neoliberal kapitalistisk globalisering også går ubønhørligt hånd i hånd af årsager, som mere har med markedets jagt på maksimalprofit end med fornuften at gøre.
Socialismens fald i Østeuropa og Sovjet: nogle vurderinger
Under disse betingelser er vi ikke på mindste måde i tvivl om, at verden har to veje: enten fortsættelse af det kapitalistiske barbari eller søgen efter alternativer til dette stadium. For os cubanere som for millioner af andre mennesker er alternativet stadig socialismen.
Det er ikke den socialistiske sandhed, som slog fejl. De, som havde det historiske ansvar for at føre den fremad og lede den på rette vej med daglig skaberkraft og særegne erfaringer, svigtede. Det er et meget følsomt emne, for hele menneskehedens fremtid står på spil.
Tilintetgørelsen af socialismen i Østeuropa og Sovjet havde sine historiske, socio-økonomiske og politiske årsager, som efterhånden er blevet klarere blandt os. Noget, som er blevet klart påvist, er, at den europæiske proces ikke betød socialismens fiasko som system.
Den betød heller ikke marxismens og leninismens ugyldighed som vejledning til vor handling. Den betød sammenbruddet for en dogmatisk og vulgær marxisme, som i disse lande fik status af officiel teori, som begravede mange centrale principper hos vore klassikere og ophøjede teser, som kun tjente til at retfærdiggøre politiske positioner og ikke havde videnskabeligt grundlag, til karakter af universel lov.
Vi ved alle, at klassikerne ikke gav os et skema for det socialistiske samfund. De udarbejdede grundlæggende teser. Den socialisme, som bukkede under, havde efterhånden fjernet sig fra det socialistiske ideal, som Marx, Engels, Lenin og andre marxister har undfanget. Denne model bredte sig i form af en mekanisk kopi til COMECON-landene. Den overførte skemaer, som måske var gyldige for en virkelighed, men ikke for en anden, og lod hånt om den nationale virkelighed og de nationale traditioner.
Da socialismen faldt sammen i Europa og Sovjet, og da ebben for de revolutionære kræfter var på det yderste i disse lande, hvad der havde international rækkevidde, gennemgik Cuba en proces med rettelse af fejl og negative tendenser. Denne proces blev påbegyndt i 1986 af vort partis ledelse. Vi var nået til den konklusion, at den model for styring af økonomien, som i stort omfang var kopieret fra den sovjetiske model, måtte undergå en dybtgående forandring.
Denne model, som gennemtrængte hele det cubanske samfundsliv, havde bragt os fejl og negative tendenser, som afsporede socialismens opbygning i en ikke revolutionær retning.
Vi begyndte en proces i samfundsmæssig målestok, som med udgangspunkt i den økonomiske sfære bredte sig til landets politiske liv. Vi startede en proces med rettelse og perfektionering af vor socialisme ud fra socialistiske positioner.
Processen for perfektionering af vor socialisme blev brat afbrudt, da socialismen forsvandt i Europa og Sovjet. Herefter begyndte der hos os en helt ny etape som følge af opløsningen af en verden, hvormed vi havde 75 pct. af vor udenrigshandel, og hvorfra vi modtog brændstof og vigtige råstoffer til vor industri og landbrug og finansiering til udvikling, blandt mange andre fordele. Vi indledte således en periode, hvor vi tog et sæt økonomiske skridt med det formål at redde fædrelandet, revolutionen og socialismen.
I dag er de progressive kræfter vidner til en ny geopolitisk situation. Imperialismen og især USA søger at oprette en ny verdensorden, hvor kapitalismens principper og værdier råder, og hvor USA påtvinger en hegemonisme, som skal få resten af folkene til at lystre dets beslutninger, så det kan styre verdens udvikling efter forgodtbefindende.
Socialismen som system
Under de nuværende internationale betingelser bekræftes det for os, at socialismen er en nødvendighed, ikke alene som logisk resultat af produktivkræfternes udvikling i verdensmålestok, men også som eneste alternativ for at sikre menneskets overlevelse. Den stadige skærpelse af de globale problemer tydeliggør i dag kapitalismens historiske begrænsning mere end noget andet argument og i stor skala.
Det er indlysende, at i dag er netop de globale problemer faktorer, som med stor vægt på verdensplan og i samspil med de indre klassemodsætninger ansporer kampen for en ny samfundsorden. Modsigelsen kapital-arbejde internationaliseres i voksende grad. Dette gør det nødvendigt at uddybe socialismen også ud over de nationale grænser og modsigelser. Det bekræfter gyldigheden af den klassiske marxistiske parole: Proletarer i alle lande, foren jer! Denne parole har langt fra mistet sin gyldighed, men vil tværtimod kunne udvides til at omfatte andre sektorer og sociale bevægelser, som også lider under kapitalens barbari.
Denne forhåbning overskrider nødvendigvis klasserammerne og de nationale rammer og forvandles til en nødvendighed for verdenssamfundet.
Dette betyder ikke, at man skal falde tilbage i den gamle fejl og udtænke en abstrakt enhedsmodel for socialismen i alle lande. Bestræbelsen må være en socialisme, som udvikler sig ud fra hver nations og regions særtræk.
Når man udarbejder nye frihedsprojekter, er det i den almindelige værdikrise, som råder i verden, nødvendigt at vise ikke alene socialismens mulighed og levedygtighed, men også den ønskelighed. Et samfundsskifte vil ikke være muligt, hvis ikke de objektive værdier, som denne ændring må frembringe, forinden antages subjektivt som ønskelige værdier.
Vi går ind for socialismen som den eneste og sande mulighed for at moralisere de samfundsmæssige relationer. Og man må ikke opgive bestræbelserne på teoretisk og praktisk at vise dens overlegenhed, når de højeste menneskelige værdier skal have form: retfærdighed, lighed, frihed, demokrati, respekt for menneskerettigheder, national suverænitet, solidaritet.
Dette samfund er fortsat et klart alternativ ikke alene til kapitalismen, men også til de fejlslagne erfaringer fra Østeuropa og Sovjet. Samtidig er det en kendsgerning, at de fejl, afvigelser og udskejelser, som fandt sted i de lande under navn af »virkeliggjort socialisme« – sammen med de transnationale massemediers overdrivelse af dem – har skadet socialismens image overordentligt meget i arbejdernes og de undertryktes bevidsthed verden over.
Det er nødvendigt at give et nyt, frisk billede af socialismen. Det må bero på en skitse af et frihedens og retfærdighedens samfund, som i overensstemmelse med de konkrete særtræk udviser et passende forhold mellem plan og marked, lighed og effektivitet, centralisme og demokrati. Et samfund, som giver de arbejdende et virkeligt ejerforhold med hensyn til produktionsmidlerne. Et samfund, som respekterer og tager hensyn til de forskelle, som naturligt eksisterer, og som er det ægte udtryk for folkets vilje.
Et samfund, som kort fortalt er det, som kammerat Fidel pegede på, da han sagde: »For mig er socialismen en total forandring i menneskenes liv. Den er indførelsen af nye værdier, en ny kultur, som i sit væsen må bygge på solidaritet mellem menneskene og ikke på egoisme og individualisme.«
Socialismen opstår i historisk perspektiv ikke ved en modernisering af det nuværende samfund, men gennem en revolution af dets herskende strukturer. I den forstand er spørgsmålet om magtovertagelsen stadig en grundlæggende forudsætning, selv om den antager meget varierede former under det enkelte lands og den enkelte regions betingelser.
Aldrig før har det socialistiske alternativ været så nødvendigt. Men paradokset i vore dage består i, at kapitalismen har forstået at udnytte det nylige nederlag. Den råder endnu over en opbakning, som det er op til venstrekræfterne at overvinde.
Den cubanske revolution og dens socialistiske udvikling
Gennem en historie, som er en levende erindring af vidtrækkende begivenheder præget af heroisme og modstand, kæmpede vi cubanere først mod Spanien for at opnå uafhængighed og frigøre os for koloniåget. Og næsten samtidig gjorde vi front mod USA for at modsætte os dets interventioner og indblanding. Patriotisme og anti-imperialisme har været to organiske kampformer, som har været til stede under revolutionens forløb – fra 1868, da den første frihedskamp indledes, og frem til vore dage.
Marti foregreb tingene i sit politiske testamente, da han fordømte yankee’ernes ekspansionistiske hensigter og advarede om den fare, som svævede over folkene i Vort Amerika.
Vort fædrelands lange år – nogle af dem afgørende – viser omfanget af de slag, som det cubanske folk måtte udkæmpe mod denne mægtige nabo, som ikke har opgivet sine planer om at angribe det, beherske det, besætte det med magt, ødelægge dets rigdom og kultur, men som imidlertid ikke har kunnet annektere det med dets flag og langt mindre tvinge det i knæ med økonomiske, psykologiske og biologiske krige.
Det er snart hundrede år siden, at yankee’erne i den første imperialistiske krig frarøvede de stridsmænd, der sloges for uafhængighed, deres ret til at regere sig selv, påtvang landet Enmienda Platt loven, som beskar dets suverænitet, og med magt indrettede sig på en del af det nationale territorium i Guantanamo, som indtil i dag har været forvandlet til en uforskammet flådebase.
I den patriotiske bevidstheds logik blev anti-imperialismen hos cubanerne klart forvandlet til et årsagsmæssigt udtryk for forsvaret af den cubanske nation og dens identitet imod faren for at forsvinde som sådan.
Det socialistiske Cuba brød med den »Umiskendelige Skæbnes« ildevarslende skema på den vestlige halvkugle. Man tilgiver det ikke denne historiske udfordring, som for nogle af deres kendeste akademikere var »en fejl i den nordamerikanske politik over for det oprør, der kom ned fra Sierra Maestra«.
Ved guerrillaens aktioner i bjergene og stridsfolkenes i byerne blev den revolutionære sejr opnået den 1. januar 1959 midt i den hårdeste klassekamp. Men nu var magten i hænderne på det arbejdende folk og dets rebelhær.
Oligarkiet og dets partier stod uden arena, dets presse uden læsere. Og uden at der kom nogen lov i vejen, bukkede borgerskabets og godsejernes flerpartisystem definitivt under.
Revolutionens ledere advarede om, at de vanskeligste og farligste tider i denne proces lå forude, for nu begyndte kampen mod yankee-imperialisterne og den kontrarevolution, som stod i deres tjeneste.
Under disse betingelser blev de revolutionæres enhed mere nødvendig og påkrævet. De blev derfor enige om at arbejde sig frem mod dannelse af et enhedsparti som vejen til at sikre folkets enhed.
Den sejrrige revolution forenede ikke alene nationen omkring sit program for national og social frelse. Den udløste også samfundets kræfter i kapitler af sand menneskelig heroisme, uhørt begejstring, total revolutionær hengivelse – alle sammen faktorer, som kendetegnede folket, der efterhånden hærdede sig i løbet af sin egen historie af kampe og slag.
Cubanerne har med absolut fasthed forsvaret deres suverænitet og uafhængighed, deres ret til selvbestemmelse, dette princip med universel gyldighed for alle stater, som man ønsker at fratage Cuba med projekter for fredelig overgang til kapitalismen. Sandheden er, at de anvender terrorisme og andre aggressioner i deres bestræbelser på at tvinge den ned over hovedet på os.
Beriget med den revolutionære tænknings bedste traditioner giver den marxistiske og leninistiske ideologi næring til de cubanske revolutionæres tænkning og handling. Og sammen med Martis ideer, der er lige så universelle som de er vores, udgør den vort folks og dets partis ideologiske styrke.
Sammen med den socialistiske spire, som trængte ind i den cubanske revolutionære tænknings oprindelige rødder, er internationalismen, som er et udtryk for identifikation med de udbyttedes kamp i andre dele af verden, kendetegnende for den cubanske revolutions forløb. Der er en overflod af eksempler. Men det er nok at erindre om to smukke eksempler på denne følelse hos vort folk: Marti og Maceo forestillede sig ikke Cubas uafhængighed uden Puertos Ricos, og den cubanske revolution betalte af på en historisk gæld til de afrikanske broderfolk.
I opgaven med at opdrage de nye generationer i disse ideer får de handlinger og det internationalistiske budskab, som Ernesto Che Guevara efterlod, betydning som en eksemplarisk og udødelig lære.
Patriotisme, internationalisme og socialisme – snart som historisk tradition, snart som principper for vor ideologi – er smeltet sammen og er blevet til uadskillelige begreber, som udtrykker styrken i det samfund, som vi opbygger og forsvarer.
Idealerne om menneskelig værdighed, respekt, social lighed, kort sagt: stræben efter at bygge et mere retfærdigt og historisk fremskredent samfund, er den ret, som cubanerne gør gældende midt i al den skepsis, imperialistiske pression og ideologiske forvirring, som man oplever i verden i dag.
I grundlaget og programmet for Cubas Revolutionære Parti, som Marti stiftede for at føre krigen i 1895, kan man finde et dybt humanistisk og samfundsomskabende indhold i kravet om en republik med alle og til gavn for alle. Følelsen af social retfærdighed stod i centrum for den revolutionære tænkning, som kendetegnede frihedsbudskabet.
Frelserbudskabet i vor historie omfatter ideologisk tilslutning fra socialister af Carlos Baliños støbning, grundlægger af det martianske parti og sammen med Julio Antonio Mella medstifter af det første parti af cubanske kommunister.
Disse idealer voksede som ideologisk kraft hos arbejderklassen og andre progressive lag under den neokoloniale republik. Da revolutionen sejrer i 1959, er socialismens idealer ikke fremmede for indholdet i denne historiske proces eller i bevidstheden hos dens hovedpersoner. Vor socialisme er ikke et resultat af en importeret model, den blev ikke påtvunget udefra. Det samfund, som vi opbygger, udspringer af den cubanske virkelighed, af vore materielle betingelsers udviklingsniveau og af folkets åndelige liv.
I den cubanske opfattelse af socialismen har den revolutionære humanisme – anvendt på skabende vis i hver etape i overensstemmelse med de konkrete betingelser – været og er grundlæggende. Vi er loyale mod Che, der karakteriserede vort samfund »som et passende eller næsten passende marxistisk, socialistisk system, hvor mennesket er i centrum, hvor man taler om individet, om mennesket og den betydning, som det har som den væsentlige faktor i revolutionen.«
Uden at ændre vort lands socialistiske væsen er der indført elementer af kapitalisme og marked, hvad der udgør en risiko, som vi forstår at gøre front mod med intelligens og mådeholdenhed, uden at vi er blevet forblændet af den undertrykkende neoliberalismes bedrageriske recept.
Under de nuværende betingelser bevares de væsentlige træk ved vor socialisme trods de vanskelige økonomiske konjunkturer. Det drejer sig om den samfundsmæssige ejendoms fortrinsstilling; social retfærdighed og fortsættelse af en politik, som gavner det store flertal; den urokkelige ledelse, som vort parti udøver i samfundet; den socialistiske stats og masseorganisationernes struktur og funktion med henblik på at fremme den økonomiske udvikling, forbedring af levevilkårene, genoplivning af de sociale udviklingsprogrammer – kort sagt: kampen for at fastholde og befæste de materielle og åndelige livsværdier i det socialistiske samfund.
De reformer, som er gennemført i den cubanske økonomi, har ikke betydet fyring af arbejdere, privatiseringer, tab af social sikkerhed eller lukning af skoler og hospitaler, selv om vi ikke har lagt skjult på de sociale omkostninger, som folket har måttet betale i form af afsavn og mangler af alskens slags. Markedet, som vi ikke forliger os med, svækker bestemte værdier. Det fremmer individualisme og ikke solidaritet. Dette kæmper vi imod ved at styrke den patriotiske og socialistiske bevidsthed, som kendetegner vor revolution.
For Cubas Kommunistiske Parti indebærer socialismens opbygning også en søgen efter den enkelte regions eller det enkelte lands egenart. Heri og ikke i kopiering ligger muligheden for succes. Derfor mener vi, at der ikke kun er en eneste vej til at opbygge det nye samfund. Og derfor respekterer vi alles erfaringer, som vi bør studere for at tage det, som passer til den konkrete virkelighed.
Politikkens, ideologiens og etikkens rolle og den gradvise løsning af sociale opgaver i takt med de økonomiske muligheder udgør i vor socialisme momenter af dialektisk udvikling af det cubanske samfund, som er helt forskelligt fra de samfund, som er besejret af uret, devalueret i menneskelig solidaritet, opslugt af elendighed, udsat for politisk korruption, umulige at regere og ofre for den transnationale kapitals brutale undertrykkelse.
Hvis socialismen – sagde Fidel – er eksemplets videnskab, så vejleder etikken mænds og kvinders holdning til forbedringer af livet og samfundet. Che bidrog som få til denne bestræbelse, som Fidel gennem sin lærerrolle og partiet gennem sit organiske og opdragende arbejde har udfoldet i den overbevisning, at etikken er en vigtig skyttegrav i den revolutionære modstand.
Ernesto Che Guevara er det paradigme af menneskelig fuldkommenhed, som vi cubanere stræber efter (der er nogle, som med magt ønsker at tilintetgøre det eksempel, som dette paradigme udgør). Han bidrog i betydelig grad til at analysere, studere og fortolke vor revolution med nye, friske og selvstændige vurderinger og tilførte den tanker og handlinger, som berigede den.
Begrebet det nye menneske, som er blevet virkelighed, har vi nu som revolutionens gribende værk i læger, lærere, fortropsarbejdere på arbejdet, jævne soldater, studerende, videnskabsfolk, fagfolk og intellektuelle, som inspireres af hans værk og dagligt eftergør det med store opofrende og heroiske handlinger. Det er disse mennesker, som tænker – og her har de ret – at Che stadig lever blandt os.
Der er et spørgsmål, som for det kapitalistiske system er lige så enkelt som umuligt, men som den cubanske socialisme sætter i centrum: »Forevig den menneskelige værdighed og gør den – med en martiansk vending – til samfundets første lov«.
Vi er stolte over, at vi i dag har et nyt folk, i hvis midte nye kvinder og mænd hærder sig ikke som et uigennemførligt ideal, der udelukkende svarer til en fjern fremtid, men som et ideal, der kan opnås gennem den revolutionære praksis for at omforme den samfundsmæssige bevidsthed.
Den revolutionære enhed har været en afgørende faktor for at nå hertil. Takket være enheden omkring partiet og dets historiske ledere har det cubanske folk med beundringsværdig modstand kunnet imødegå de forhold, som er påtvunget med den europæiske socialismes og Sovjets opløsning og skærpet med den mest forbryderiske og folkemorderiske blokade.
Vor enhed har som sit grundlag et politisk system, der bygger på de mest demokratiske principper. Disse har en ægte socialistisk karakter, som f.eks. statens rådslagning med det civile samfund og dets organisationer om de vigtigste politiske, sociale, økonomiske og juridiske beslutninger, befolkningens deltagelse i regeringen på alle planer og valget af kandidater og folkets repræsentanter i folkemagtens forskellige organer. Vort parti hverken opstiller, vælger eller tilbagekalder de valgte. Alt dette er op til folket. Et eksempel på dette demokrati var valget sidste søndag og dets resultater, hvor befolkningen gennem sin stemme har givet en klar støtte til vor revolution, fordi befolkningen er en bestanddel af denne revolution.
Demokratiet er et andet element, som kendetegner og styrker vor socialisme. Intet er bedre til at forklare essensen i de principper, som vort demokrati bygger på, end de ideer, som Fidel udtrykte, da han forsikrede: »For mig betyder demokrati, at regeringerne for det første er intimt forbundet med folket, at de udspringer af folket, har folkets opbakning og fuldt ud helliger sig arbejdet og kampen for folket og dets interesser. For mig indebærer demokrati forsvar for alle borgernes rettigheder, herunder retten til uafhængighed, retten til frihed, retten til national værdighed, retten til ære. For mig betyder demokrati broderskab mellem menneskene, ægte lighed mellem menneskene, lige muligheder for alle mennesker, for ethvert menneske, som fødes, for enhver intelligens, som eksisterer.«
Denne opfattelse, som er blevet legemeliggjort i den cubanske revolution, lader vore fjender, som om de ikke kender. Og samtidig ønsker de at pådutte os det velkendte og udpinte skema for repræsentativt demokrati, som ikke ville betyde andet end tilbagevenden til kapitalismen.
På jagt efter en udvej af den nuværende krise
Kære kammerater
Indadtil i landene er det politiske verdenspanorama kendetegnet af miskredittering af de udøvende, lovgivende og undertrykkende institutioner; voksende modsætninger inden for partierne og de politiske strømninger, som fører til deres spaltning; stigende mistillid til valgsystemerne og valgprocesserne; hastig nedslidning af nyvalgte regeringer; faldende valgdeltagelse; stadig flere korruptionsskandaler; omsiggriben af narkoproduktion og narkohandel; voksende kriminalitet og institutionaliseret vold; udstødning af brede samfundsmæssige lag; optrappet demagogi som middel til at slå mønt af befolkningens frustration og mismod, og andre fænomener, som fører til det, som nogle kalder en »krise i evnen til at regere«. Denne krise udmønter sig i de sociale og folkelige bevægelsers vækst, såvel som i en uhørt vækst i protesterne mod svindel og korruption, i mange tilfælde uden partipolitisk ledelse.
De herskende eliter er bekymrede over den tilspidsede situation. Derfor tages der forskellige initiativer til at udtænke en model for social kontrol, der kan neutralisere virkningerne af den socio-økonomiske krise. Nogle af disse initiativer hylder en bevarelse af den neoliberale akumulationsmodel, men andre forgiver at søge alternativer til denne inden for systemets rammer.
Suverænitet og beslutningstagning føres i voksende grad over i de internationale magtcentre og de transnationale organismer. Dette skaber et magttomrum i de underudviklede nationalstater og i mange mellemudviklede lande.
Politikken og dens institutioner reduceres til et temmeligt homogent system. Dette får i stigende grad partierne til at miste deres identitet. Mange venstregående organisationer ser sig endvidere tvunget til at arbejde inden for »variabler« og »normer«, som kun tillader dem ligegyldige meningsforskelle med de kriterier, som er fastlagt af kapitalismen.
Magten i nationalstaten, som er et af målene for de revolutionære kampe, begynder at miste sin værdi. Derfor er det af største betydning af genvurdere spørgsmålet om kampen for magten, såvel som at vurdere instrumenterne og formerne for venstrefløjens politiske deltagelse i samfundet. Fremover vil de revolutionære kampe uomgængeligt have en internationalistisk komponent. Og forandringerne vil være umulige uden konfrontation med de grupper og institutioner, som beslutningerne i dag overføres til.
Samtidig sker der i ly af kapitalismens nuværende forandringsproces en overgang til intensiv produktion, en koncentration og sammentrækning af kapitalen med voksende udstødning af lønarbejdet, samt en social opsplitning og en kulturel og politisk segmentering. Alt dette fører til dybtgående forandringer i vore samfunds sociale og klassemæssige sammensætning. Det ændrer klassernes og de folkelige samfundsgruppers sammensætning, ligesom det relativiserer nogle rum og formler for venstrefløjens politiske vækst. For nuværende er det ikke sket en udvidelse af arbejderklassen. Der er snarere sket en forstærket udelukkelse af arbejdskraft, som ofte blev til uformel og udstødt arbejdskraft.
De progressive partier er ligesom resten af de politiske og økonomiske institutioner sårbare over for virkningerne af det system af internationale relationer, som trænger sig på. De betingelser, som er nødvendige for succes i den politiske, økonomiske og sociale omformning, der er uomgængelig for at slippe ud af afhængigheden og underudviklingen, bliver på denne måde endnu mere komplekse.
Venstrefløjen står i dag over for en kvalitativt ny situation, som er betinget af opløsningen af den såkaldte »virkeliggjorte socialisme«, forandringerne i verdenskapitalismen og de ændringer, som er sket inden for de samfund, hvor den fører sin kamp.
Et af de vigtigste temaer i venstrefløjens nuværende kampe er spørgsmålet om alliancepolitik som en betingelse for at formulere svar på neoliberalismen. Det er op til hvert parti og hver organisation i de respektive lande og regioner at vurdere de aspekter, som må inddrages for at sammensvejse alliancer i overensstemmelse med de særtræk og ejendommeligheder, som kendetegner deres virkelighed.
Efter vor mening må de revolutionære kræfters enighed og forståelse med andre sektorer omkring kort-, mellem- og langsigtede mål være en proces, hvor de forskellige parter klart som dagen repræsenterer deres væsentlige interesser. Det forekommer ikke acceptabelt af afsværge socialismen eller de revolutionære positioner for at blive accepteret. Det første og vigtigste er med andre ord at definere, med hvilke mål og på hvilket grundlag man kan arbejde i en alliance.
Til forskel fra de traditionelle partiers stadige »transaktioner« bør en alliance, hvor de revolutionære organisationer deltager, ikke reduceres til forhandlinger mellem eliter, ledere og nationale ledelser. Det tjener intet formål at fremme aftaler, som svækker os eller bidrager til at undergrave den indre enhed og politiske stabilitet i organisationerne. Græsrøddernes tilslutning og forståelse er afgørende for succes; inddragelse af deres kriterier og interesser er nødvendig og mulig. Der vil ikke blive skabt solide alliancer, hvis de ikke har tilslutning og deltagelse fra de folkelige lag. Kernen i enhver alliance, som søger et venstregående alternativ, er, at den opbygges fra, af og for de nederste.
Det er logisk, at der for at nå til enighed og forståelse kræves en uundgåelig forhandling, hvor parterne giver efter i nogle spørgsmål og får medhold i andre. Men det eneste, som ikke er til forhandling for de revolutionære, er principperne.
Eftergivenhedens og opgivelsens vej er næppe den rigtige vej at følge. Og det er heller ikke den kurs, som skulle tilllade os at blive respekteret inden for rammerne af initiativer, som eventuelt vil opstå. Alliancer, som beror på asimilering, ville føre til demobilisering og ville bringe de opnåede resultater og selve eksistensen af de revolutionære organisationer i fare. Der findes ikke noget politisk tilbud eller nogen alliance, som er vigtigere end overbevisning og principfasthed.
Vort umiddelbare mål er at slå neoliberalismen. Det er derfor nødvendigt, at vi bestræber os på at inddrage eller påvirke alle, som er imod denne model, og ikke kun en del af dem. Den enes alliance med den anden for at udelukke den tredje, som går i samme retning, vil ikke føre til andet, end at man på et nyt plan genskaber de gamle sekteriske traditioner, som viser os så sårbare over for imperialismens herredømme.
Udviklingen af konflikter og modsigelser i systemet selv frembringer en mangfoldighed af nye sociale lag og fornyer profilen af andre, som alle udelukkes af modellen. Blandt disse skabes betingelserne og mulighederne for en bred alliancepolitik. Økologer og bønder, jordløse og hjemløse, sundheds- og socialarbejdere, folk, som organiserer sig omkring kønsmæssige, religiøse, racemæssige og etniske krav, og som har politisk autonomi. Det ville også være vigtigt at inddrage en bred vifte af udstødte og normalt ikke organiserede lag, som deler muligheden og nødvendigheden af at skabe en ny altomfattende befrielse.
På den anden side må man lægge mærke til, at udviklingen af modellens modsætninger og særligt dens koncentrerende og udstødende karakter ændrer aftegningen af andre sektorer, som førhen fungerede som forudgående udtryk for kapitalismen, og som nu ikke længere gør det. Det er tilfældet med en del af mellemlagene, de små og mellemstore erhvervsfolk, for hvem den voksende polarisering lukker deres udfoldelsesmuligheder. Det indbefatter også patriotiske og nationalistiske militærfolk såvel som andre berørte sektorer, som vi må inddrage i et forslag til et anti-neoliberalt kald.
På Sao Paulo Forummets 4. møde udtalte kammerat Fidel: »At slå neoliberalismen er at skabe et håb for fremtiden, at bevare betingelserne for at gå fremad. For grænsen for vort fremskridt ligger i kapitalismen. Og der vil ikke ske noget menneskeligt fremskridt, hvis det ikke sætter sig for at bryde kapitalismens grænser. Men det vil være en opgave for andre tider, jeg vil ikke sige en opgave for andre generationer…« Samtidig understregede han, at for at slå neoliberalismen er det nødvendigt med tålmodighed og kløgt, for kun »uden al slags ekstremisme, med en stor bredde, ved at samle kræfterne, ved at skabe alliancer, der gør det muligt at vinde slaget mod tidens fjende, som er er neoliberalismen, der skaber rystende og uudholdelige sociale betingelser«, vil det være muligt at opnå sejren.
Kammerater
For kun få dage siden afsluttede vort parti sin 5. kongres. Det var en proces, som begyndte for måneder siden i græsrødderne, hvor de grundlæggende teser blev analyseret ikke alene af partimedlemmerne, men tilmed af hele vort folk. Det har ydermere været et eksempel på demokratiet i vort parti, hvis basis foreslog titusinder af kandidater til kongressen og til opstilling til centralkomiteen.
Kongressen konstaterede, at den vej, som blev afstukket på den 4. kongres i 1991, var korrekt, at revolutionen har forstået at holde ud, at vi forsvarer socialismen og vor uafhængighed, og at vi er rede til at kæmpe for økonomisk udvikling af socialismen.
Som det blev sagt på vor kongres, er de imperialistiske ideer i vanry og kan ikke vinde nogen. Den verden, som de vil påtvinge os, er ikke levedygtig og har ingen fremtid. De kan købe og bestikke, men de kan ikke vinde folkenes hjerte og sjæl.
På trods af de enorme vanskeligheder, som vort land gennemlever, med en krigsøkonomi, som den nordamerikanske imperialisme har påtvunget os og dagligt forstærker, bekræftede vi, at genoplivningen af vor økonomi er i gang og udgør en uimodståelig tendens.
Vi cubanske kommunister mener, at imod den ideologiske kampagne, som kapitalismen fører omkring den ide, at staten må holdes uden for al deltagelse i økonomien, er det mest revolutionære, vi kan gøre, at vise, at en socialistisk virksomhed kan fungere med maksimal effektivitet.
Som vor førstesekretær, kammerat Fidel sagde, er det i de kommende år partiets nøgleopgave at gøre ineffektivitet til undtagelsen i stedet for reglen. Vi cubanske kommunister proklamerer således, at vi arbejder for i livet, i virkeligheden, at vise, at socialismen – med den sociale retfærdighed som kendetegnende for dens principper – er effektiv, og at dette samfund er det eneste levedygtige alternativ for folkene i deres søgen efter ægte lykke.
Mange tak.
Copyright Forlaget Arbejderen
Tilbage til Online-Biblioteket/CUBA
Søg på DKP/ML´s sider
Tilbage til DKP/ML's hovedside: www.dkp-ml.dk