Enheden er vores største rigdom

af Fidel Castro Ruz

Tale af Cubas statschef Fidel Castro i FN-bygningen i Geneve den 19. maj 1998
i anledning af 50-året for verdenshandelsorganisationen WTO’s forgænger

Excellencer, repræsentanter for WTO, ærede delegationer

I marts udsendte den nordamerikanske regering sin »Agenda for USA’s handelspolitik i 1998«. Heri hedder det ordret, at denne politik skal være »aggressiv, globalt set direkte og rettet mod alle dele af verden«; at »USA som den største og mest succesrige økonomi i det globale handelssystem befinder sig i en stærk position til at bruge sine overtalelsesevner og inflydelse for at fremme denne Agenda«; og at »der til trods for de væsentlige åbninger, som har fundet sted på markederne inden for de seneste år, stadig er for mange barrierer for USA’s eksport af varer og ydelser verden over«. Det er en foruroligende sprogbrug.

Hertil kommer, at der på trods af, at verdenshandelsorganisationen WTO allerede eksisterer og omfatter 132 lande på forskelligt udviklingstrin, i september 1995 på USA’s initiativ gik forhandlinger i gang inden for rammerne af OECD – en eksklusiv klub for den første verden – for at udarbejde en Multilateral Aftale om Investeringer (MAI).

Af årsager, som tydeligvis havde med staternes suverænitet at gøre, mødte den senere ide om at forhandle denne aftale i WTO-regi stor modstand fra talrige medlemslande på dens ministerkonference i Singapore i december 1996. Beslutningerne fra denne konference forhindrede ikke, at OECD – der som sagt består af udviklede lande – gik videre i forberedelsen af MAI-aftalen.

Da USA forsøgte at indføre væsentlige aspekter fra Helms-Burton-loven i denne aftale, gik forhandlingerne i stå, og kun USA og Europa var tilbage. De øvrige 13 lande blev sat ud på et sidespor.

Den omtalte lov viser de metoder, som USA anvender i sin økonomiske krig mod Cuba. Den ekstra-territoriale karakter af disse og andre foranstaltninger førte til, at den Europæiske Union anmodede WTO om at nedsætte en Specialgruppe, hvad der blev vedtaget den 20. november 1996.

Den 11. april 1997 når man til forståelse på grundlag af visse kompromisser fra USA’s side med hensyn til anvendelse og modificering af Helms-Burton-loven.

Den Europæiske Union, som ikke ønskede at svække WTO, suspenderer for en tid starten på Specialgruppens aktiviteter.

I en overraskende og dristig manøvre går USA, der sidder på anklagebænken i WTO, så over til i OECD-regi at diktere nye normer for den internationale lov. Det forlanger nemlig, at MAI-aftalen med tilbagevirkende kraft skal erklære nationaliseringer, som er foretaget siden 1950’erne, for illegale. Dette tidspunkt falder nøjagtigt sammen med den cubanske revolutions sejr. Og princippet kan anvendes på en hvilken som helst nationalisering, som har fundet sted i andre lande efter 1959. Hermed forsøger USA at internationalisere principperne fra den berygtede Helms-Burton-lov under henvisning til en multilateral traktat. Denne lov, som ikke på nogen måde er blevet ændret, havde vilkårligt forvandlet personer, som på tidspunktet for eksproprieringen var cubanske statsborgere, til eksproprierede nordamerikanere.

Blokadens ekstra-territoriale karakter har været en realitet, længe før denne beskæmmende lov fandtes. Enhver nordamerikanske virksomhed, som har nedsat sig i et hviklet som helst land, har af USA’s regering forbud mod at handle med Cuba. Dette krænker suveræniteten og er ekstra-territorialt. Verden har nok grunde til at føle sig ydmyget og foruroliget. Og WTO bør kunne forhindre det økonomiske folkemord. Ingen tvist mellem USA og den Europæiske Union, som måtte være en følge af denne lov, bør løses på Cubas bekostning. De aftaler, som blev bebudet i London i går, er forvirrende, modsigelsesfyldte, truende for mange lande og alt andet end etiske. Den økonomiske blokade har allerede kostet Cuba 60 milliarder dollars.

I de seneste år har USA vedtaget over 40 love og dekreter for at gennemføre ensidige økonomiske sanktioner mod 75 lande, som repræsenterer 42 pct. af verdens befolkning.

USA opnåede stort set alt, hvad det ville med de aftaler, som førte til dannelse af WTO. Det gjaldt navnlig den Generelle Aftale om Serviceydelser, en af dets gamle drømme. Og det gælder også Aftalen om Retten til Intellektuel Ejendom Relateret til Handel, hvor USA har en privilegeret stilling som følge af sin teknologiske udvikling og det systematiske tyveri af de bedste intelligenser i verden. Nogle af dets patenter fik op til 50 års eneret. Desuden har det opnået andre aftaler, som er til stor fordel for dette land.

USA har endvidere det enestående privilegium at udstede den valuta, som hovedparten af centralbankernes valutareserver og handelsbankernes beholdninger består af verden over. USA er det land, hvis borgere sparer mindst op, men dets transnationale selskaber opkøber verdens rigdomme med de penge, som borgerne i andre lande sparer op, og med de sedler, som det trykker uden den sikkerhed i guld, som blev aftalt i Bretton Woods, og som ensidigt blev afskaffet i 1971.

Hvis euro’en derfor opstår som en stærk og anset valuta, skal den være velkommen! Det ville være gavnligt for verdensøkonomien!

Nye temaer, som de rige lande har sat på WTO’s dagsorden, truer med at reducere udviklingslandenes konkurrencemuligheder, som allerede i sig selv er vanskelige og ulige. Disse nye temaer vil utvivlsomt tjene som et sikkert påskud til at indføre ikke-toldmæssige skranker eller helt forhindre adgangen for udviklingslandenes produkter til de rige landes markeder.

Landene i den tredje verden har efterhånden mistet alt: toldafgifter, som beskyttede deres spirende industri og skabte indtægter; aftaler om basale produkter; sammenslutninger af producenter; fastsættelse af priser; merbegunstiget behandling; ethvert redskab til at beskytte værdien af deres eksport og bidrage til deres udvikling. Hvad tilbyder man os?

Hvorfor nævner man ikke det uretfærdige ulige bytteforhold? Hvorfor taler man ikke længere om udlandsgældens utålelige byrde? Hvorfor skærer man den officielle ulandshjælp ned? Hvis alle udviklede lande gjorde som Norge, ville den tredje verden årligt kunne regne med 200 milliarder dollars til sin udvikling. Efterlign Norge!

Hvad skal vi leve af? Hvilke varer og ydelser skal vi eksportere? Hvilken slags industriproduktion vil man lade os beholde? Kun produktion med lavteknologi, stort forbrug af menneskelig arbejdskraft og kraftigt forurenende? Ønsker man monstro at forvandle en stor del af den tredje verden til en umådelig frihandelszone, der er fyldt med maquiladoras (samlefabrikker), som ikke engang betaler skat?

Hvorfor hindrer verdens økonomisk stærkeste magt, at Kina, som har en femtedel af klodens befolkning, bliver optaget i WTO? Hvorfor lægger det hindringer i vejen for optagelse af Rusland og andre lande? Intet stort eller lille land kan eller bør udelukkes fra denne vigtige institution, ligesom dets optagelse ikke må ske på ydmygende betingelser.

Vi udviklingslande må ikke tillade, at de splitter os. Enheden er den eneste rigdom, vi råder over, den eneste garanti for forsvaret af vore legitime forhåbninger.

Vi, som i går var kolonier og i dag stadigvæk lider under følgerne af tilbageståenhed, fattigdom og underudvikling, udgør flertallet i denne organisation. Vi har hver især en stemme. Ingen har vetoret. Vi bør forvandle den til et redskab til kamp for en bedre og mere retfærdig verden. Vi bør også regne med ansvarsfulde politikere, som utvivlsomt findes i mange udviklede lande, og som har forståelse for vores virkelighed.

Midt i al denne eufori kan ingen garantere, hvor længe det økonomiske system i USA, som styres af markedsøkonomiens blinde love, kan forhindre, at den finansielle ballon sprænger. Der findes ingen økonomiske kirakler. Det er bevist. Aktiepriserne på værdipapirbørsen i denne økonomi, som givetvis er den stærkeste i verden, er pustet op til det absurde og kan ikke opretholdes. I lignende situationer har verden ikke kendt til undtagelser. Forskellen er blot, at i dag ville en storkrise også blive global og få uventede følger. Ikke engang vi, der er de største modstandere af det herskende system, kan ønske dette.

Det er umagen værd, at WTO vurderer disse risici og blandt sine »nye temaer« medtager endnu et: »Globaliseret Økonomisk Krise. Hvad må der gøres?«

Mange tak!

Tilbage til Online-Biblioteket/CUBA

Tilbage til DKP/ML's hovedside: www.dkp-ml.dk