af Fidel Castro Ruz

Slutord på »Verdensmødet for Solidaritet med Cuba«,
i Havanna den 21.-25. november 1994

Kære venner! Hvor glæder det mig at kunne sige dette: kære venner.

Det er svært for mig at lave en sammenfatning, en syntese af alt det, som er sket i løbet af disse mødedage. Jeg kan fremkomme med nogle betragtninger.

Her har de fineste følelser, de ypperste ideer i vort århundrede defileret forbi. I kamporden, kunne man sige. Her har vi talt om så mange noble ting, som gennem lang tid har været et produkt af menneskehedens bekymringer. De værdier, som menneskeheden har kæmpet for og sloges for gennem hele dette århundrede, som nu går på hæld, er på den ene eller anden måde blevet udtrykt af jer.

De spørgsmål, som har forårsaget de største bekymringer i denne lange kamp for uafhængighed, mod kolonialisme, mod neokolonialisme, mod imperialisme; folkenes kamp for lighed, for retfærdighed, for udvikling; for den suverænitet, som aldrig har været mere truet end i dag; kampen for social retfærdighed; kampen mod udbytning; kampen mod fattigdom; kampen mod uvidenhed; kampen mod sygdomme; kampen for alle forsvarsløse og besiddelsesløse; kampen for værdighed; kampen for respekt for kvinden; kampen for broderskab mellem alle mennesker af alle racer; kampen for fred – alle disse værdier, og mange andre, er kommet til udtryk her i løbet af dette møde. Derfor kunne vi sige, at det ikke kun har været et møde for solidaritet med Cuba. Og vi er stolte over, at det er denne solidaritet, som har været årsag til denne inspiration.

Her har de bedste værdier i vor epoke defileret forbi. Til stede har været – ikke alle, for der er mange, og der ville ikke være plads til dem i 1.000 teatre som dette, i 100.000 teatre som dette – noble, uselviske, altruistiske personer, som udtrykker det bedste i menneskeheden. Ønsker vi et møde af værdifulde personer, af personer med en menneskelig og moralsk følsomhed, så har disse personer været til stede her.

Jeg er en stor beundrer af menneskets evne til godhed, til opofrelse og til gavmildhed. Og hver gang vi modtager en besøgende her i landet, iagttager jeg ham, analyserer jeg ham, søger jeg at lodde, hvordan han tænker, hvordan han føler. Og min beundring for så mange menneskelige værdier er uophørlig.

Der er mange, enormt mange, som ikke er til stede her, men som vi kender, som har været venner, som har været solidariske, og som har været eksempler på følsomhed, solidaritet og menneskelig godhed. Det er det uudslettelige, uforglemmelige indtryk, som vi i første omgang tager med os fra dette møde.

Hvordan er det forløbet? Fra alle, som jeg har talt med, har jeg hørt, at mødet har udviklet sig fint. Det minder ikke engang om mange andre, som vi har afholdt, og hvor alle, der ønskede det, talte, og hvor de forvandledes til en uendelig række taler. Og selv om der her har været holdt fremragende, brillante, dybsindige og korte taler, ville et møde over mange dage, der var foregået på den måde, ikke have været et godt møde.

Der har følgelig været taler, indlæg, spørgsmål og svar. Der har været afholdt møder i kommissioner med forskellige temaer. De, som ikke talte her, talte der. Og det er sket det mirakel, at hundreder af personer har haft ordet, selv om det ikke har været muligt, at alle kunne komme til.

Gennem de hundreder, som har talt, tror jeg, at alles følelser mere eller mindre er blevet udtrykt. Derfor må vi lykønske dem, som organiserede og ledte dette møde, som trods forskellene ikke har mindet om et Babelstårn. Og skønt sprogene er forskellige og der er personer fra 109 lande, efter hvad man siger, så har vi forstået hinanden perfekt. For hvis der var forskellighed i sprogene og tilmed i de politiske kriterier, så var der enstemmighed i den noble ide om solidaritet med vort folk.

Blokaden blev praktisk talt gjort til det centrale tema på dette møde. Om blokaden har mange talt. Om blokaden, fortalte kammeraterne, ville der ikke være mange ting at tilføje. Men i sit væsen, hvad er så blokaden? Blokaden er ikke kun USA’s forbud mod at drive enhver form for handel med vort land, hvad enten det er med teknologi og maskineri; eller med fødevarer; eller med medicin. Blokaden betyder, at man ikke engang kan sælge en aspirin for at afhjælpe en hovedpine, eller et kræftmiddel, som kan redde et liv eller afbøde lidelserne hos dem, som befinder sig i livets sidste fase. Intet, absolut intet, må sælges til Cuba!

Blokaden er ikke kun forbud mod alle kreditter og alle finansielle faciliteter. Blokaden er ikke kun det fuldstændige stop for økonomiske, handelsmæssige og finansielle aktiviteter fra USA’s side, det rigeste land i verden, det mægtigste land i verden i økonomisk og militær henseende. Det befinder sig ikke kun 90 mil fra vore kyster, men blot nogle tommer fra vore kyster, på det besatte område omkring Guantanamo flådebasen. Det mægtige imperie ligger ikke alene nær ved os, det befinder sig også inde i os. Og det ligger ikke alene nær ved os med sine ideer, sin opfattelse og sin filosofi, men det befinder sig også inde i os gennem det mindretal, som ulykkeligvis tager afsæt i de opfattelser, den filosofi og de ideer, som i så mange år er blevet spredt ud over verden.

Imperiet handler ikke med varer i forhold til Cuba. Derimod ønsker det at eksportere ideer, og tilmed de værste ideer. Det eksporterer ikke fødevarer. Det eksporterer ikke medicin. Det eksporterer ikke teknologi. Det eksporterer ikke maskiner. Men det eksporterer ideer i fabelagtigt omfang. Sagen er, at førhen var markedet større, og det eksporterede ideer overalt, men fremfor alt eksporterede det mange ideer til den socialistiske lejr, mange ideer til den gamle Sovjetunion og andre lande. I dag har imperiet kun kontrarevolutionære ideer til os, et enormt lager og mægtige, umådelige, uendelige midler til massiv spredning. I denne handel – som er en-vejs-handel, for vi råder ikke over disse massive midler, disse enorme kommunikationssystemer, som koster milliarder, snesevis af milliarder dollars hver eneste år – i denne handel er vi dømt til at modtage, ikke til at udveksle.

Men blokaden er ikke kun dette. Blokaden er en økonomisk krig mod Cuba, en økonomisk krig. Den er en konstant og hårdnakket forfølgelse af alle Cubas økonomiske aktiviteter overalt i verden. USA arbejder aktivt gennem sine diplomatiske kanaler, gennem sine ambassader, for at lægge pres på enhvert land, som ønsker at handle med Cuba, for at lægge pres på enhver virksomhed, som ønsker at handle eller investere i Cuba, for at lægge pres på og straffe ethvert skib, som bringer varer til Cuba. Den er den altomfattende krig – med hele denne umådelige magt i ryggen – mod vort lands økonomi. Det går så vidt, at USA tager individuel kontakt med personer, med individer, som forsøger at udfolde en hvilken som helst økonomisk aktivitet i forbindelse med vort land.

De kalder det besmykkende for embargo. Vi kalder det blokade. Og det er hverken embargo eller blokade. Det er krig! En krig, som i dag ikke føres mod noget andet land i verden, men ene og alene mod Cuba.

I disse revolutionsår har vi imidlertid ikke alene måttet udholde blokaden. Vi har også måttet udholde den uophørlige fjendtlighed på det politiske område, fra forsøgene på at likvidere revolutionens ledere, over enhver form for undergravende virksomhed, til direkte og vedblivende sabotage mod vor økonomi.

I disse 35 år har vi været ofre for sabotage af enhver slags. Jeg vil ikke kun snakke om piratangreb, invasioner af lejesoldater, beskidte krige i bjergene og på sletterne, fortsatte forsøg på destabilisering på alle felter, men om, at vi har været mål for direkte sabotage med sprængstoffer og brændstoffer.

Vort land har tilmed været offer for kemiske krige med indførelse af giftmidler, og for biologiske krige med indførelse af sygdomme i planterne, blandt dyrene og menneskene. Der findes ikke et våben, der findes ikke en resurse, som ikke har været taget i anvendelse mod vort land og mod vor revolution af USA’s myndigheder og regering.

Det er ikke bare noget, jeg siger. Undertiden dukker der nogle papirer frem af den her slags, som de frigiver eller offentliggør efter 25 år, skønt der er nogle, som de vogter over i 50 og 100 år, og andre, som siges at blive vogtet i 200 år – noget, som vil være for børnebørnene af oldebørnene af tipoldebørnene af de nuværende generationer, som en skønne dag vil høre om de barbariske handlinger, som de har begået og ikke har sagt noget om, disse »forkæmpere« for friheden, disse »forkæmpere« for menneskerettighederne.

Krigen mod den cubanske revolution har været total, absolut. Og det er ikke en gammel krig. Denne krig fortsætter, og for tiden forbereder og udfører de sabotageplaner mod vor økonomi, mod vore strategiske industrier.

For tiden udfører organisationer, der står USA’s regering nær, aktiviteter, hvor de forbereder attentater mod revolutionens ledere – ingen skal tro, at dette hører fortiden til, det er noget meget nutidigt – de lægger planer om beskidt krig og planer om at sende væbnede lejesoldater ind for at dræbe, for at sabotere, for at skabe utryghed og for at sprede død i hver en krog af vort land. Jeg siger, og det siger jeg med hele mit ansvar, at det er imperialismens aktuelle planer mod os. Det er mere, det er langt mere end en økonomisk blokade.

Hele denne politik ledsages af en vedvarende bagvaskelses-kampagne mod vort land for at retfærdiggøre deres forbrydelser. Og nu lægger de hovedvægten på feltråbet om menneskerettigheder. Menneskerettigheder i munden på dem, som har begået og begår alskens uhyrligheder mod vort land!

Som vi fornylig sagde til FN’s højkommissær for menneskerettigheder, som vi havde en lang samtale med: Den mest brutale og grusomme krænkelse af vort folks menneskerettigheder er den, som begås i forsøget på at myrde og betvinge 11 millioner cubanere ved hjælp af sult og sygdom!

USA snakker om menneskerettigheder, når de selv startede med at udrydde de gamle indbyggere i deres land, dets oprindelige befolkning, dets indfødte befolkning! Hvem kan glemme den epoke og hin tradition med at indsamle indianernes skalpe? De dræbte flere indianere end bøfler, og de udryddede endda bøflerne.

De udvidede staten på bekostning af andres territorier. De ekspanderede ved at tilrive sig jordområder. Og herved frarøvede på den ene eller anden måde deres naboer flere millioner kvadratkilometer af landområder. Alene Mexico fravristede de over halvdelen af dets territorium. Puerto Rico holder de stadig besat. Cuba har de i 150 år ønsket at sluge. I lande i Latinamerika intervenerede de snesevis af gange. Panama påtvang de kanalen. Og det kun for at tale om vor halvkugle. Jeg refererer ikke til krigen i Vietnam, i Laos, i Cambodia og mange andre steder.

Sikken en historie! Og hvor paradoksalt, at de nu vedtager lovforslag 187 – og det var ikke for 100 år siden, det var ikke for 100 dage siden, der var for nogle få uger siden – for at forhindre, at man giver sundhedsydelser og uddannelse til børn af illegale indvandrere og til disses familiemedlemmer på det, som engang var mexicansk territorium.

Hvilken opfattelse, hvilken respekt for menneskerettighederne er dette? Hvilken opfattelse, hvilke ideer om mennesket? Hvordan kan man forestille sig, at der kommer et sygt barn, og at man ikke tager sig af det, når man på den anden side bruger 300 milliarder dollars på militærbudgettet og på de mest sofistikerede våben, som nogensinde er blevet udtænkt?

Man behøver ikke at fortabe sig i fortiden. I moderne tid, siden revolutionen, hvad har da været udenrigspolitikkens historie i USA, denne »forkæmper« for friheden, denne »forkæmper« for menneskerettighederne? Snæver alliance med de mest undertrykkende og blodige regimer, der har eksisteret i verden:

Hvis vi tænker på Europa, husker vi, at umiddelbart efter anden verdenskrig indgik USA alliance med den spanske fascisme, som blev bragt til magten ved hjælp af Hitlers og Mussolinis våben, og som kostede millioner af liv til det sidste.

Vi kan ikke forbigå dets alliance med regimet i Sydvietnam og dets folkemorderiske krig mod det vietnamesiske folk i syd og nord. Vi kan ikke forbigå krigen i Korea, et land, som blev fuldstændig hærget og forvandlet til støv. Vi kan ikke overse Hiroshima og Nagasaki, med den unødvendige anvendelse af atomvåben – en fuldkommen unødvendig anvendelse, og hvor de i det mindste kunne være brugt mod et eller andet militæranlæg, men i stedet blev kastet mod civilbefolkninger med hundrede tusinder af indbyggere – for at indlede atomterrorens æra.

Vi kan ikke glemme dets alliance med Sydafrika og apartheid. Vi kan heller ikke glemme, at apartheid fabrikerede atomvåben. Og da vi kæmpede i det sydlige Angola side om side med angolanerne mod apartheidhæren, da havde Sydafrika allerede atomvåben. Adskillige atomvåben! Og USA vidste, at Sydafrika havde atomvåben, og at disse atomvåben kunne blive taget i brug mod de angolanske og cubanske soldater. Aha! Men det var Sydafrika, det var racismen og fascismen!

De har råbt og skreget og tilmed truet med krig med den påstand, at nordkoreanerne ønskede at udvikle atomvåben. Samtidig tålte, tillod, samtykkede og fremmede de indirekte Sydafrikas fremstilling af atomvåben.

Men hvis vi nærmer os vort kontinent, i den senere tid, hvem kan så glemme dets beskidte krig mod Nicaragua, som blev organiseret gennem væbnede lejesoldater, og som kostede titusindvis af nicaraguanere livet og lemlæstede tusinder og atter tusinder af mennesker. Hvem kan glemme dette? »Forkæmperen« for friheden! »Forkæmperen« for menneskerettighederne!

Hvem kan glemme den beskidte krig i El Salvador? USA’s støtte til en folkemorderisk regering, som modtog for milliarder af sofistikerede våben til at knuse folkets opstand, en krig, som kostede over 50.000 døde?

Og hvorfor fandt Malviner-krigen sted? Det er ganske enkelt. Fordi USA benyttede Batallon 401 fra Argentinas specialstyrker i den beskidte krig mod Nicaragua og i den beskidte krig i El Salvador. Og de ydede USA så strålende og behagelige tjenester, at de troede sig i stand til at besætte Malvinerne.

Dette har intet at gøre med Argentinas ret til Malvinerne, som vi altid har forsvaret, altid. Men Argentinas militærfolk troede, at tiden var inde til at tage betaling fra USA for de tjenester, som de gjorde det i Mellemamerika, så USA skulle støtte dem i dette militære eventyr. Og det var så absolut et eventyr, for det er ikke måden at føre krig på. Krige føres eller føres ikke. Og når de føres, skal de føres til yderste konsekvens, hvis de er retfærdige krige. Og de invaderede Malvinerne. Men da USA stod med valget mellem sine engelske forfædre og allierede og den argentinske militærregering, valgte det englænderne og støttede dem.

Hvem kan glemme, hvad der er sket i Guatemala siden Arbenz-regeringens tid i 50’erne, hvor en folkelig regering, som var valgt af folket, forsøger at lave en jordreform for at hjælpe bønderne og de indianske samfund? Med det samme beskidt krig, invasion af lejesoldater. Og hvad er der sket sidenhen? Hvad er der sket op til i dag? Over 100.000 forsvundne, et land, hvor begrebet politisk fange ikke har eksisteret i årtier, fordi alle og enhver var forsvundet.

Hvem har helt op til i dag sendt forsyninger til denne regering? Hvem trænede den? Hvem forberedte den? »Forkæmperen« for friheden, »forkæmperen« for menneskerettighederne!

Og hvad skete der i Chile med Allendes folkelige regering? Mod ham lavede de sammensværgelse. Landets økonomi blev blokeret på forskellige måder. Og betingelserne blev lidt efter lidt skabt for det kup, som førte tusinder og atter tusinder af forsvundne og dræbte med sig.

Og hvad skete der i Argentina med den militærregering, som jeg nævnte? Man siger som minimum 15.000 forsvundne. (Tilråb fra salen: »30.000«) Jeg sagde som minimum, for jeg vil ikke have det til at se ud, som om jeg overdriver, og man siger, at det var 30.000, og her er der nogle, der siger endnu flere. Men lad os se på dette tal som minimum. Er 15.000 forsvundne da så få?

Og hvem bevæbnede denne regering? Hvem beskyttede den? Hvem ydede den politisk hjælp? Hvem benyttede sig af dens tjenester i Mellemamerika? »Forkæmperne« for friheden! »Forkæmperne« for menneskerettighederne!

Og hvad skete der i Uruguay? Og hvad skete der i Brasilien? Og hvem støttede kupmagerne og dem, som torterede, myrdede og lod folk forsvinde? Hvem intervenerede i Santo Domingo under Caamaños oprør? Hvem invaderede Granada? Hvem invaderede Panama? »Forkæmperne« for friheden og menneskerettighederne!

Hvilken af disse regeringer blev straffet? Hvilken af de regeringer, som jeg har nævnt, blev blokeret? Hvem nægtede man kreditter og handel? Hvem holdt man op med at sælge våben og krigsforsyninger til? Hvem trænede man ikke i de såkaldte aktioner mod undergravende virksomhed? Hvem trænede man ikke i forbrydelsens, forsvindingens og torturens kunst? Og det er disse folk, som blokerer Cuba, som retter beskyldninger mod Cuba, som anklager Cuba for krænkelse af menneskerettighederne for at retfærdiggøre deres forbrydelser mod vort folk.

Og Cuba – det siger jeg uden lidenskab, det siger jeg uden subjektivisme af nogen slags – er det land, der har gjort mest for mennesket.

Hvilken revolution var mere ædelmodig? Hvilken revolution var mere storsindet? Hvilken revolution viste mere respekt for mennesket? Og ikke kun som sejrrig revolution ved magten, men helt siden vor egen krig, helt siden vor egen revolutionære kamp, som knæsatte ukrænkelige principper. For det, som gjorde os til revolutionære, var modviljen mod uretfærdighed, modviljen mod forbrydelser, modviljen mod tortur. Og i vor krig, som varede 25 måneder og var intens, og hvor vi tog tusinder af fanger, var der ikke et eneste tilfælde af fysisk krænkelse mod personer for at få oplysninger, selv ikke i krigens hede. Der var ikke et eneste tilfælde af mord på en fange. Og det, vi gjorde med fangerne, var at sætte dem fri. Vi tog våbnene fra dem, hvad der var det eneste, der interesserede os. Og vi behandlede disse våbenleverandører med al den respekt, som de fortjente. I starten havde man bildt dem ind, at vi slog alle ihjel, og de gjorde tilmed modstand til det sidste. Men da de i løbet af krigen efterhånden opdagede, hvordan Rebelhæren opførte sig, var de mere tilbøjelige til at nedlægge våbnene, når de var omringede, når de var fortabte. Og der var nogle af disse soldater, som overgav sig tre gange, fordi de blev overflyttet til en ny front. Og de overgav sig, de havde jo allerede erfaringen.

Men det vigtigste er, at disse principper om aldrig mere at ty til tortur, om aldrig mere at begå forbrydelser, disse principper har den cubanske revolution fastholdt op til i dag! Uden en eneste undtagelse! Og så kan de sige, hvad de vil! Så kan de skrive, hvad de vil! For vi ved jo godt, at mange af disse smædeskrifter er forfattet af folk, som er i CIA’s sold.

Findes der et lignende eksempel i historien? I historien har der været mange revolutioner, og de var i reglen hårde, meget hårde: revolutionerne i England og derefter den franske revolution, den russiske revolution, den spanske borgerkrig og den mexicanske revolution. Om revolutioner ved vi meget og er der skrevet mange bøger. Og om kontrarevolutioner, godt, om kontrarevolutioner taler man ikke. Revolutioner plejer at være storsindede, og kontrarevolutioner er altid nådesløse – det kan Paris’ kommunarder tale med om.

I Cubas tilfælde har der ikke været en eneste undtagelse. I revolutionens historie findes ikke et eneste tilfælde af tortur – netop, med disse ord – et eneste tilfælde af politisk mord, et eneste tilfælde af forsvinding. I vort land findes de såkaldte dødseskadroner ikke, som formerer sig som svampe i mange lande på denne halvkugle. (Fra salen nævnes navnene på forskellige lande.) I kan tale for os! Vi har foretrukket ikke at nævne navne, men der har været lidt af hvert på denne halvkugle.

Og hvorfor nævner man ikke USA, hvor mænd som Martin Luther King og mange andre blev brutalt myrdet, fordi de forsvarede borgerrettighederne – et land, hvor man som hovedregel kun tager dødsstraffen i anvendelse mod sorte og hispanoer?

I vort land kendes ikke fænomener, som vi ser i andre lande, som at børn myrdes på gaden for at undgå synet af tiggeri og, som de siger, for at bekæmpe tyveriet. Revolutionen afskaffede tiggeriet; revolutionen afskaffede hasardspillet; revolutionen afskaffede narkoen; revolutionen afskaffede prostitutionen.

Ja, der kan desværre forekomme nogle tilfælde, og nogle tendenser, som udspringer af de økonomiske vanskeligheder og af landets åbning mod flere kontakter med udlandet. Og der kan være nogle jineteras (»turisttøser« o.a.). Det nægter vi ikke. Det kan man opleve. På Femte Avenue dukker der fra tid til anden nogle op, men man skal passe på ikke at forveksle hæderlige personer med jineteras. Der findes tilfælde, men de bekæmpes. Prostitution tolereres ikke, prostitution bliver ikke legaliseret.

Der kan være nogle børn, som sendt af deres forældre nærmer sig en turist og beder om tyggegummi eller andre ting. Disse fænomener oplever vi i den specielle situation, som vi befinder os i, midt i de store økonomiske problemer, som vi gennemlever med den skærpede blokade. Men det var ikke fænomener, som var kendt i revolutionens normale tider.

På trods af vor nuværende store fattigdom ser man ikke mennesker sove i dørportalerne og indpakket i aviser. På trods af vor nuværende store fattigdom findes der ikke et eneste menneske i vort land, som er ladt i stikken og uden socialforsiking. De onder, som vi ser hver eneste dag i de kapitalistiske samfund, findes ikke i vort land. Dette har været revolutionens værk.

Der findes ikke et eneste barn uden skole og lærer. Der er ikke en eneste borger uden lægetilsyn fra før fødslen. Her begynder man at tage sig af borgerne, endnu mens de befinder sig i moderens mave, fra de første uger efter undfangelsen.

Vi er det land i verden, der har flest læger per indbygger, til trods for den særlige periode. Dét land i verden, jeg siger ikke den tredje verden. I verden! Over skandinaverne, canadierne og alle de, som figurerer øverst med hensyn til offentligt sundhedsvæsen. Ved at reducere børnedødeligheden fra 60 til 10 promille af de levendefødte og gennem andre sundhedsprogrammer for børn har revolutionen reddet over trehundrede tusind børns liv.

Vi er det land i verden, der har flest lærere per indbygger, til trods for de beskyldninger, vi må tage imod. Vi er det land i verden, der har flest kunstinstruktører per indbygger. Vi er det land i verden, der har flest lærere i fysisk uddannelse og sport per indbygger.

Og det er dette land, som man blokerer. Det er dette land, som man forsøger at tvinge i knæ ved hjælp af sult og sygdomme.

Nogle forlanger, at blokaden skal ophøre, til gengæld for at vi kapitulerer, til gengæld for at vi opgiver vores politiske principper, at vi afsværger os socialismen og vores demokratiske former.

Fra mødet i Rio blev der tilmed udsendt et meget tvetydigt dokument – trods den hæderlige modstand fra regeringerne i Brasilien, Mexico og andre lande, og fremmet af nogle, som er meget, meget, meget potte og pande, pande og potte med USA, jeg ønsker ikke at nævne navne. Dette dokument indeholder en vis grad af tvetydighed, som giver anledning til fortolkninger, og nogle fortolker det som USA’s holdning, hvor ophævelse af blokaden gøres betinget af politiske forandringer.

Politiske forandringer! Findes der noget land, som har gennemført flere politiske forandringer end os? Hvad er en revolution, hvis det ikke er en dybtgående og ekstraordinær politisk forandring? Og vi lavede denne revolution for mere end 35 år siden, og i løbet af disse 35 år har vi gennemført politiske forandringer. Og ikke på jagt efter et formelt, fremmedgørende demokrati, som deler folkene, splitter folkene, men et demokrati, som virkelig forener folkene, som levendegør det vigtigste og væsentligste, nemlig folkets stadige deltagelse i politikken og de fundamentale spørgsmål i dets liv. For kort tid siden ændrede vi endda vor forfatning ud fra det princip, at det er folket, der opstiller, og folket, der vælger.

Jeg kritiserer ikke nogen, men i størstedelen af verden, og tilmed i Afrika, er man sammen med neoliberalismen, neokolonialismen og alle disse ting ved at indføre de vestlige politiske systemer. Folk, som hverken har hørt tale om Voltaire, Danton og Jean Jacques Rousseau eller om den amerikanske uafhængigheds filosoffer. Og husk på, hvordan Bolivar på vor halvkugle i den grad vægrede sig mod den mekaniske kopiering af de europæiske og nordamerikanske systemer, som har ført til katastrofe i vore lande, til spaltning, til neokolonialisering. Men vi ser, hvordan samfundene splittes i tusind stykker, samfund, som burde forene deres kræfter for at kunne udvikle sig. I de lande har man ikke indført flerpartisystem, men tusindpartisystem eller hundredepartisystem, for der er hundreder og tilmed tusinder af partier.

Vi har arbejdet, vi har udarbejdet et eget system, vores helt eget, som vi ikke har kopieret fra nogen som helst. Vi knæsatte det princip, at det i første række er beboerne i kvartererne, som opstiller kandidater. Man kan være enig eller ej, men det er lige så respektabelt som det græske demokrati, som der snakkes så meget om, og uden slaver og trælle. For det græske demokrati var nogle få, som mødtes på torvet. De måtte nødvendigvis være så få, for på en tid, hvor der ikke var mikrofoner, mødtes de alle der for at afholde valg. Slaverne deltog ikke, trællene deltog ikke, og det gør de heller ikke i dag.

Og når man analyserer valgresultaterne, oplever man – bevar mig vel – at USA netop har valgt en ny kongres, hvor der rigtignok er foruroligende tendenser mod konservatisme og ultrahøjre. Men det er USA’s interne anliggende. I sandhed, så forsikrer jeg jer, så sværger jeg, at vi ikke som betingelse for at normalisere forholdet til USA har krævet, at de giver afkald på dette system. Forestil jer, at vi sagde, at mindst 80 pct. af befolkningen skulle stemme. Kun 38 pct. besluttede sig for at stemme og dermed basta. Og resten sagde: »Jeg tager til stranden«, eller »Jeg går i biffen«, eller »Jeg går hjem for at hvile mig«. Dette sker hos »forkæmperne« for friheden, menneskerettighederne og borgerrettighederne!

I mange lande i Latinamerika er det stilen. Mange folk stemmer ikke. Slaverne og trællene siger nemlig: »Hvorfor skal jeg stemme, hvis jeg alligevel vil få det på samme måde?«

Hvor er det svært at blive enige! For massemediernes indflydelse bliver stadig større, og de komplicerede forhindringer, som de folkelige kræfter skal overvinde, bliver stadig sværere at klare.

Godt, men ved vore valg stemmer over 95 pct. af borgerne, og ingen er tvunget til at stemme. Tilmed folk, som ikke støtter revolutionen, går hen og stemmer, også selv om det er blankt, for ikke at stemme på denne eller hin; eller også stemmer de på den ene eller på den anden.

Hos vort folk – siger jeg igen - er det nu beboerne, som opstiller kandidater; det er folket, som opstiller og vælger. På denne måde er mulighederne for, at en borger bliver valgt uendelig mange gange større end i et hvilket som helst andet land.

Et godt bevis: Jeg stod og snakkede med en mexicansk delegation, og de sagde til mig: »Her er de deputeredes benjamin«. »Hvor gammel er han?« De siger: »25 år«. Jeg blev virkelig forbløffet. Men så kom jeg pludselig til at tænke på, at vi har flere deputerede under 20 år, fordi eleverne fra mellemskolen og opefter deltager i udvælgelsen af kandidaterne.

Og alle masseorganisationerne. Bønderne deltager i udvælgelsen af kandidaterne. Kvindeorganisationen deltager i udvælgelsen af kandidaterne. Fagforeningerne deltager i udvælgelsen af kandidaterne. De Revolutionære Forsvarskomiteer deltager i udvælgelsen af kandidaterne. Og der er talrige studerende, som er deputerede i nationalforsamlingen, og der er kvinder, bønder, arbejdere, arbejdende og intellektuelle, fra alle lag af befolkningen. Det er ikke partiet, som stiller kandidater op. Partiet hverken opstiller eller vælger. Det holder øje med, at alle principper og alle normer overholdes, men det deltager ikke på noget tidspunkt i valgprocessen. Sådan er situationen i vort land.

Ved en af de seneste ændringer af valgprocessen blev det besluttet, at alle, der stiller op som deputeret, skal have over 50 pct. af de gyldige stemmer.

Alarcón forklarede nogle af disse ting, da han med et tidsskrift i hånden viste – han har den fordel, at han kan engelsk, og undertiden læser han et nordamerikansk tidsskrift – hvordan en herre havde brugt 25 millioner dollars på en kampagne for at blive medlem af kongressen. Hvilket demokrati er dette! Hvor mange folk har 25 millioner dollars til brug for en valgkamp? Og på Cuba behøver man ikke engang at bruge 25 dollars, borgeren skal allerhøjst betale billetten, så han kan tage hen og stemme på valgdagen.

Hvad er det for et demokrati, hvor man skal være millionær for at få adgang til de nødvendige midler for at kunne tale og overtale folk til at stemme på sig? Og derefter tænker man ikke mere på dem før næste valg om fire-fem år. Man regner ikke med dem en eneste gang mere. Man glemmer dem.

I vort land er posterne udskiftelige. Og det gælder lige fra den delegerede i valgkredsen til en funktionær på højeste plan. Alle og enhver kan vælges, men alle og enhver kan også udskiftes fra disse poster. Dette er vores system, som vi ikke foregiver, at andre skal benytte. Det ville være absurd at foregive, at det var en model. Men det er det, som vi har taget i brug. Ingen har påtvunget os det. Der kom ikke nogen guvernør eller nordamerikansk inspektør for at dekretere en valglov, som der gjorde tidligere.

Forfatningen har vi lavet. Valgloven har vi lavet. Systemet har vi udtænkt og udviklet. Og det er det, som I har forsvaret: landets ret til at fastsætte de normer og oprette det økonomiske, politiske og sociale system, som det finder påkrævet. I verden er alt andet umuligt. Alt andet er absurd. Enhver anden fordring er tåbelig. Og disse tåber render rundt og forlanger, at alle og enhver gør nøjagtigt det samme, som de gør. Og hvad de gør, bryder vi os ikke om.

Derfor er det uacceptabelt for os, når man rejser spørgsmålet om blokadens ophør til gengæld for politiske indrømmelser – indrømmelser, som går på vor lands suverænitet. Det er absolut uacceptabelt. Det er forkasteligt. Det er irriterende. Og vi foretrækker faktisk at gå til fremfor at opgive vor suverænitet.

Vi havde blokaden for mange år siden. Men det er nødvendigt at tænke over en ting: Da revolutionen sejrede, eksisterede der en verden; i dag, efter 35 års revolution, eksisterer der en anden verden. Verden ændrede sig. Og den ændrede sig ikke til det bedre. Den forandrede sig faktisk til det værre, for den bipolære verden kunne ingen lide, men den unipolære verden bryder vi os endnu mindre om.

Da revolutionen sejrede, fandtes der én verden. USA påtvinger os blokaden nærmest fra første stund. Det begynder at suspendere vore sukkermarkeder, og det indstiller forsyningerne af brændstof til os. Forestil jer den nye revolution under disse betingelser! De indstiller forsyningen af maskiner, af reservedele, af alt. Men Sovjet og den socialistiske lejr eksisterede.

Det var heldigt for os, for over for USA’s blokade, her 90 mil borte, fandtes der en anden kraft i verden, en anden bevægelse i verden, som havde en revolutionær oprindelse og var i modsætning til den nordamerikanske imperialisme. Takket være denne bevægelse kunne vi finde markeder til vort sukker, forsyninger af olie, råstoffer, fødevarer og mange ting. Det blev forklaret her på mødet.

Vi havde begunstigede priser, men det må siges, at ikke kun Cuba havde begunstigede priser. Lomé Konventionen fastlægger begunstigede priser for sukker og andre produkter fra mange lande, som er gamle kolonier. I det selvsamme USA, da det var et vigtigt sukkermarked, og før de fratog os sukkerkvoten og fordelte den over hele Latinamerika og andre lande i verden, fandtes der også begunstigede priser. Som Lage forklarede, så handles 80 pct. af verdens sukker til begunstigede priser. Og helt i overensstemmelse med den politiske doktrins principper betalte de socialistiske lande os med begunstigede priser.

Det var den politik, som vi forfægtede for alle landene i den tredje verden, fordi det var den eneste vej til at udjævne den store forskel, som fandtes mellem de udviklede og de underudviklede lande. Det var et krav fra verden. Det var et krav fra alle landene i den tredje verden. Og selv sådan var den fordelagtig, for selv om man betalte os med begunstigede priser, så kostede det langt mere at producere sukker i Sovjetunionen end de priser, som de betalte os for sukkeret. Men under alle omstændigheder drog vi fordel af disse begunstigede priser, hvormed vi kunne erhverve os brændstof, råvarer og meget andet.

I vor situation sker der så det, at den socialistiske lejr og Sovjet styrter sammen, at blokaden tager til i styrke. Mens den socialistiske lejr og Sovjet eksisterede, klarede vi os bedre, og kunne vi udholde mere. Under de betingelser voksede vor økonomi endda gennem 30 år, og der blev opnået en ekstraordinær social udvikling.

Men det var i den verden, at den cubanske revolution blev født. Der var ikke en anden. Der var ikke andre alternativer for et land, som blev blokeret af verdens mægtigste magt. Derfor betød opløsningen af den socialistiske lejr og Sovjet et så forfærdeligt slag for os, fordi den eksisterende blokade ikke alene opretholdes, men også forstærkes. Derved mistede vort land 70 pct. af importen. Jeg spørger mig selv, om noget andet land i verden kunne have klaret et lignende slag? Og jeg spørger mig selv om, hvor mange dage det kunne have stået imod? En uge? Fjorten dage? En måned? Hvordan kunne vi have gjort det, hvis det ikke havde været for folkets støtte til revolutionen? Hvordan havde vi rent faktisk kunne stå imod uden vort politiske system, uden vort demokratiske system, uden folkets direkte deltagelse i alle de grundlæggende spørgsmål, hvad der er indbegrebet af et ægte demokrati?

Ville noget andet latinamerikansk land kunne klare det pludselige tab af 70 pct. af sin import? Ville noget europæisk land kunne stå en lignende prøve? Politikerne ville have vaklet allerede dagen forinden, de ville have kapituleret. Men vi har værdighed. Vi har æresfølelse. Og vi har hengivenhed for principperne. For os er principperne mere værd end selve livet, og vi har aldrig forhandlet et princip. Aldrig!

Da vi hjalp de mellemamerikanske revolutionære, sagde nordamerikanerne, at de ville ophæve blokaden, hvis vi lod være med at hjælpe dem, men noget sådant faldt os aldrig ind. Ved andre lejligheder sagde de, at de var villige til at ophæve blokaden, hvis vi lod være med at hjælpe Angola og andre lande i Afrika, og det faldt os aldrig ind at forhandle vore forbindelser med andre lande. Under andre omstændigheder sagde de, at de ville ophæve blokaden, hvis vi brød vore bånd til Sovjetunionen, og noget sådant faldt os aldrig ind, for vi er ikke et parti og en politisk ledelse, som handler med principperne. Til den pris vil blokaden aldrig blive ophævet, for det er en pris, som vi ikke er villige til at betale.

Denne situation førte os til den særlige periode.

Vi var i gang med at føre fremragende planer ud i livet, da den socialistiske katastrofe indtraf, fremragende planer i enhver henseende. Vi var i gang med en proces med rettelse af fejl og negative tendenser – af gamle fejl og nye fejl, af gamle tendenser og nye tendenser. Og vi arbejdede intensivt, da dette sammenbrud begyndte og førte til, hvad man kunne kalde en dobbelt blokade. For lige så snart opløsningen af den socialistiske lejr og opløsningen af Sovjet fandt sted – ja, allerede før opløsningen af Sovjet – pressede USA kraftigt på, for at disse lande skulle stoppe deres samhandel med Cuba. Og da Sovjet til sidst faldt fra hinanden, pressede USA knaldhårdt, og ikke uden succes, for at afbryde samhandlen og de økonomiske forbindelser mellem landene i den tidligere socialistiske lejr og Sovjet på den ene side og Cuba på den anden side.

Vort land så sig altså omgivet af en dobbelt blokade. Og ikke desto mindre måtte fædrelandet reddes. Revolutionen måtte reddes. Og socialismen måtte reddes. Vi kalder det at redde socialismens landvindinger, for vi kan ikke for tiden sige, at vi opbygger socialismen, men at vi forsvarer det, som vi har gjort, at vi forsvarer de landvindinger, som vi har opnået. Dette er det grundlæggende mål i en verden, hvor hele imperiets magt er blevet rettet imod os. For f.eks. Kina, et stort land, et umådeligt land, som forsvarer socialismens ideer, stiller de ingen betingelser til. Vietnam, et vidunderligt og heroisk land, stiller de ingen betingelser til. Der er ingen blokade mod dem, men mod os er der derimod blokade. Sæt jer i vort partis og vor ledelses sted. Og under disse vanskelige vilkår, som aldrig tidligere havde eksisteret, at skulle redde fædrelandet, redde revolutionen og redde socialismens landvindinger.

Hvilke skridt måtte tages i denne verden, som findes i dag, og som selvsagt ikke altid vil eksistere? Det er illusioner, som de gør sig, de, der tror, at neoliberalismen allerede er et non plus ultra, at den er opstandelsen til himlen og til det evige liv i himlen for kapitalismen. Det er illusioner, som de gør sig. Verden giver os mange lærerige eksempler. Hvad der vil sket med alt dette, ville være et stort emne at forklare, og det ville være for omfattende at komme ind på dette. Men for dem er det evigt.

I dag taler man om økonomiens globalisering. Vi får se, hvad der er tilbage til landene i den tredje verden af denne globalisering, når alle de forsvarsmekanismer, som den tredje verden i dag råder over, forsvinder, og når de skal konkurrere med teknologien, med den umådelige udvikling i de udviklede kapitalistiske lande, som i dag mere end nogensinde før søger at udplyndre den tredje verdens naturresurser og billige arbejdskraft for at akkumulere mere og mere kapital. Men sagen er, at denne superudviklede kapitalisme, som f.eks. i Europa, har flere og flere arbejdsløse. Og jo mere den udvikler sig, jo mere arbejdsløshed. Og hvad vil der ske med vore lande? Globalisering af forskellene, af de sociale uretfærdigheder. Globalisering af elendigheden.

Men det er denne verden, vi har, og som vi skal handle og udveksle vore produkter med, som vi skal overleve i. Derfor må vi tilpasse os til denne verden og tage de skridt, som vi anser for uomgængelige, med et meget klart mål.

Jeg vil ikke sige, at alt, hvad vi foretager os, udelukkende er et resultat af den nye situation. Vi var allerede i gang med forandringer. Og ideen om indførelse af udenlandsk kapital stammer tilmed fra tiden før den særlige periode: Vi havde indset, at bestemte områder, bestemte brancher, ikke kunne udvikle sig, fordi der hverken var kapital eller teknologi til at gøre det med, eftersom de socialistiske lande ikke rådede derover. Men vi har været nødt til at foretage en større åbning.Vi har været nødt til lave, hvad man kunne kalde en temmelig omfattende åbning for udenlandsk kapital. Det blev forklaret her på mødet: Under Cubas betingelser i dag, uden kapital, uden teknologi og uden markeder, kunne vi ikke udvikle os. Derfor har alle de skridt, forandringer og reformer, som vi laver i den ene eller anden retning, det sigte, som blev bekræftet på konferencen, nemlig at redde uafhængigheden, revolutionen – for revolutionen er kilden til alt – og socialismens landvindinger, hvad der vil sige at bevare socialismen eller retten til fortsat at opbygge socialismen, når omstændighederne tillader det.

Vi gennemfører forandringer, men uden at opgive uafhængigheden og suveræniteten. Vi gennemfører forandringer, men uden at opgive det ægte princip om folkets regering for folket og til folket, hvad der oversat til revolutionært sprog betyder de arbejdendes regering for de arbejdende og til de arbejdende. Det er ikke de borgerliges regering for de borgerlige og til de borgerlige. Det er ikke kapitalisternes regering for kapitalisterne og til kapitalisterne. Det er ikke de multinationales regering for de multinationale og til de multinationale. Det er ikke imperialismens regering for imperialismen og til imperialismen.

Dette er den store forskel, uanset hvilke forandringer og reformer vi fører ud i livet. Hvis vi gav afkald på dette, ville vi give afkald på revolutionens eksistensberettigelse.

Vi har være solidariske med verden. Det er ikke op til os at tale om denne solidaritet. Solidaritet, hvad os angår, bør vi lave maksimalt og tale minimalt om, for vi ønsker ikke at selvrose vor opførsel.

For nogle minutter siden, før sidste del af dette møde begyndte, sagde en kammerat: »Se, hvad Cuba har gjort! Når man hører besøgende fra det ene eller andet land tale, når de taler om læger, når de taler om stipendiater, om folk, som blev uddannet her, om én aktivitet, om en anden og en tredje, bliver man klar over, at vort land gennem disse år har udført mange ting«. Sagen er, at for os er solidaritet og internationalisme et princip, et helligt princip.

Som eksempel vil jeg anføre nogle kendsgerninger: Over 15.000 cubanske læger har gjort gratis tjeneste i dusinvis af lande i revolutionsårene, over 15.000 har udført internationalistiske opgaver som læger, over 26.000 som lærere. Spørg, om noget lille land, ja, tilmed et mellemstort og måske et stort land, har haft denne rekord.

Det er tilstrækkeligt at nævne, at på et bestemt tidspunkt havde vi tre gange så mange læger, der arbejdede gratis i den tredje verden, som verdenssundhedsorganisationen WHO. Og vi havde ikke store midler, men små midler, og vi rådede kun over vore sundhedsarbejderes ære, deres internationalistiske kald. Hvor mange liv har de reddet? Og jeg spørger: »Er det retfærdigt at blokere et land, som har gjort dette?«

Hundrede tusinder af børn har vi uddannet med vore lærere i udlandet. Og vi har ikke kun sendt grund- og mellemskolelærere, men også universitetslærere. Vi har grundlagt medicinske skoler i forskellige lande i verden. Er det retfærdigt at blokere et land, som har gjort dette, og som stadig gør det i et vist omfang?

En halv million cubanere har udført internationalistiske opgaver af forskellig slags. En halv million!

Afrikanerne har været meget storsindede, meget ædelmodige, og de har her villet genkalde sig Cubas solidariske hjælp i kampen mod kolonialismen, i kampen mod den ydre aggression, i kampen mod apartheid og racisme.

Som jeg sagde, så kæmpede vore soldater i det sydlige Angola, 40.000 tusind soldater – fyrretusind soldater! – sammen med de angolanske tropper, der opførte sig og kæmpede heroisk. Cubanere i det sydlige Angola over for sydafrikanerne efter slaget ved Cuito Cuanavale, og under vor modoffensiv i det sydvestlige Angola risikerede disse mennesker tilmed, at man kastede atombomber over dem. Vi vidste det, og fordelingen af styrkerne i denne offensiv tog den mulighed i betragtning, at fjenden kunne finde på at bruge et eller andet atomvåben.

På et bestemt tidspunkt havde vi 25.000 udenlandske stipendiater her. Cuba var det land i verden, der havde flest udenlandske stipendiater per indbygger. Og det gik vi ikke rundt og reklamerede med. Vi gjorde vor simple pligt, som José Marti lærte os det, og vi gjorde, hvad vi kunne for de øvrige lande.

Jeg tror, at dette usædvanlige møde, jeres noble, storsindede og solidariske ord, på sin vis afspejler vor egen revolutions solidariske historie. Det fylder os med opmuntring og ansporer os til at fortsætte kampen.

Der skal foretages store valg i denne epoke: Der skal tages stilling til friheden, stilling til suveræniteten, stilling til uafhængigheden, stilling til den sociale retfærdighed.

Den sociale retfærdighed er ved at få en sådan styrke som ide – midt i neoliberalismen, som er fornægtelsen af ethvert princip om retfærdighed – at selv nogle internationale organismer taler om den. Den Interamerikanske Udviklingsbank taler stadig mere om behovet for social retfærdighed på denne halvkugle. Tilmed Verdensbanken taler om behovet for social retfærdighed på denne halvkugle! De er neoliberalismens forkæmpere, og de taler om social retfærdighed, fordi de er klar over, at forskellene er så afgrundsdybe og øges. De ønsker at skabe drømmen om en neoliberalisme, om en kapitalisme med social retfærdighed. De er bange for, at elendigheden, sulten og fattigdommen skal udhule grundlaget for denne neoliberalisme, som de i den grad hengiver sig til i dag, og derfor taler de om social retfærdighed.

Men vi ved, at kun folkene kan skabe social retfærdighed. At neoliberalisme og social retfærdighed er uforenelige størrelser, uforsonlige størrelser. At en superudviklet verden ved siden af en underudviklet verden er noget uforeneligt, uforsonligt. Det er en ubestridelig kendsgerning, at man dér bliver stadig rigere, og at man her bliver stadig fattigere.

Jeres tilstedeværelse her viser, at de retfærdige ideer lever, at de noble ideer lever, at værdierne lever. Og man må mangedoble disse ideer og værdier, ligesom Jesus Kristus mangedoblede fiskene og brødet.

Kirken taler om at tage stilling for de fattige, og det, synes jeg, er fortrinligt. Men jeg mener, at verden i dag behøver noget mere end stillingtagen: Der er brug for en energisk, hårdnakket og konsekvent kamp for de fattige. Jeg burde sige kirker, da det ikke kun drejer sig om den katolske kirke.

Der er brug for en utrættelig kamp imod fattigdommens årsager. Der er brug for en urokkelig kamp imod kapitalismen, imod neoliberalismen og imod imperialismen frem til den dag, hvor man ikke længere taler om milliarder af mennesker, som sulter, som ikke har skoler, som ikke har hospitaler, som ikke har arbejde, som ikke har tag over hovedet, som ikke råder over de mest elementære midler til livets opretholdelse.

Denne planet nærmer sig nu seks milliarder beboere. På et århundrede er befolkningen vokset fire gange i forhold til for hundrede år siden. Mange er de trusler, som menneskeheden står overfor, ikke blot socialt, økonomisk, politisk og militært.

Her snakkede nogen – jeg tror det var Robertico – om, at krigene i dag kaldes »humanitær indsats«, »fredsbevarende aktioner«. Krigene truer os overalt. Interventioner truer os overalt. Men verden trues også af ødelæggelsen af de naturlige livsbetingelser, ødelæggelsen af miljøet, et problem, som påkalder sig stadig mere opmærksomhed og bevæger den menneskelige bevidsthed stadig mere. Meget stor må den bestræbelse være, som vi må gøre for i enhver henseende at redde menneskeheden fra alle disse risici.

Og hvad er den historiske årsag til denne situation? Kan det måske nægtes, at det var kolonialismen, at det var neokolonialismen, at det var imperialismen? Kan det måske nægtes, at det var kapitalismen? Det er vi meget bevidste om i dag, uanset hvilke tilbageslag den progressive bevægelse, den revolutionære bevægelse og den socialistiske bevægelse har lidt.

Men vi siger her, kære kammerater: Til kapitalismen vender vi ikke tilbage! Hverken til den vilde kapitalisme – eller som Pérez Esquivel ønsker at kalde den, kannibal-kapitalismen – eller til den moderate kapitalisme, hvis noget sådant findes! Den vil vi ikke vende tilbage til! Og den vender vi ikke tilbage til!

Vi er bevidste om vore pligter og forpligtelser. Vi har nu holdt ud i næsten fem år under meget vanskelige betingelser, hvor andre troede, at den cubanske revolution hurtigt ville forsvinde fra jordens overflade.

Vi arbejder hårdnakket og stadig mere, og vi lægger tilmed stadig større vægt på det subjektive, på vore egne fejl, på vore egne svagheder. Vi betoner det subjektive, så det objektive ikke bliver til en undskyldning for vore svagheder.

Vi må stadig gøre vort folk langt mere bevidst. Således må vi forklare, hvorfor det er nødvendigt at inddrage den overskydende pengemængde, og forklare de skridt, som er nødvendige for lidt efter lidt at inddrage den overskydende pengemængde uden chockkure. Vi må søge effektivitet i landbruget, i industrien.

Jeg ved, at mange af jer her har givet udtryk for jeres bekymring over selve spørgsmålet om fødevareproduktionen. Jeg må sige, at vi er nødt til at producere mad uden gødning, uden pesticider, uden ukrudtsmidler, ofte uden brændstof, med anvendelse af trækkraft fra dyr, med behovet for at brødføde de 80 pct. af befolkningen, som bor i byområderne. I modsætning til Kina og i modsætning til Vietnam har vi 20 pct. på landet og 80 pct. i byerne. De har omvendt 75 eller 80 pct. på landet og 20 eller 25 pct. i byerne.

Vi har tilmed mangel på arbejdskraft på landet. Vort landbrug var blevet mekaniseret som en stor del af landets aktivitet, vor sukkerhøst. En eller anden spurgte, om man skulle producere sukker eller ej. Vi har ikke anden udvej end at producere sukker. Vi er nødt til at producere det. Nu bliver det dyrere, hvis sukkermøllerne og maskinerne producerer mindre på grund af f.eks. manglende gødning og overvanding. I almindelighed ved vi, hvordan man producerer fødevarer, men vi har måttet leve med en stor mangel på disse hjælpemidler til fødevareproduktionen.

Vi har måttet udvikle andre områder. Turismen er allerede blevet nævnt her. Den blev til en nødvendighed, som ikke blev fremmet i revolutionens første år, da den både har sine gode og dårlige sider. Og da vi ikke kan leve i håbet om at bo i et elfenbenstårn, må vi blande os med problemerne i denne verden. Og ud fra ideen om, at dyden fødes af kampen mod ondet, ligesom der undertiden spirer vidunderlige blomster på møddingen, må vi vænne os til at leve med alle denne slags problemer. Vi er nødt til at skaffe hård valuta netop for at kunne få fat i de nævnte hjælpemidler.

Kvægbruget stod også uden foderstoffer, uden overrisling, uden brændstof.

De har ikke været lette, de problemer, som vi har stået overfor. Men vi tager fat på dem og opfylder det, som Robertico sagde om at fordele det lidt, vi har, mellem de mange, og ikke fordele det meget mellem de få. Vi har fordelt det, vi kunne.

Og så – siger jeg igen – under disse utroligt svære betingelser: ikke en skole uden lærer, ikke et barn uden skole, ikke en syg uden læge og uden hospital. Vi opretholder vor socialsikring. Vi opretholder vor bevægelse for udvikling af kulturen, for udvikling af sporten. Selv i den særlige periode kom vi på femte pladsen ved de olympiske leje. Dette giver jer en ide om vor indsats under usædvanligt vanskelige betingelser.

Når det lidt, man har, fordeles blandt de mange, kan man altså udrette mange ting. Og der er mange lande i verden, der har meget mere end os, og som udretter meget lidt.

Dette møde slutter i sandhed som en uforglemmelig lære for os. Og vi venter meget, vi forventer meget af det slag, som I vil føre sammen med os for at knuse blokaden, for at knuse fjendligheden mod vort land, for at forsvare håbet. Ikke fordi vi har været forudbestemte til at være et håb. Vi betragter os ikke som et forudbestemt folk. Vi udgør et lille folk, et beskedent folk, som historien under disse særegne omstændigheder har tildelt den rolle at forsvare det, vi forsvarer: vore helligste ideer, vore helligste rettigheder. I ser dette som et håb.

Vi forstår, hvad det ville betyde for alle de progressive kræfter, for alle de revolutionære kræfter, for alle de retfærdighedssøgende og fredselskende kræfter i verden, hvis det lykkedes imperialismen at knuse den cubanske revolution. Og derfor betragter vi det som vor mest elementære pligt og vor helligste pligt at forsvare revolutionen sammen med jer, selv med livet som indsats.

Tak! Tak! Hjertens tak! Af hele mit hjerte tak! Tillad mig endnu engang at råbe:

Socialismo o Muerte!
Patria o Muerte!
Venceremos!
Viva la Solidaridad!

Tilbage til Online-Biblioteket/CUBA

Tilbage til DKP/ML's hovedside: www.dkp-ml.dk