Cubas vicepræsident: I og med at Cuba er under belejring, reagerer regeringen som regeringer gør, når deres land bliver angrebet

Fire cubanske "dissidenter" blev dømt skyldige i tilskyndelse til oprør og idømt fra tre et halvt til fem års fængsel midt i april - kun en måned efter at to el salvadoranske bombe-terrorister blev idømt dødsstraf i Cuba.

De fire; Vladimiro Roca Antunez, René de Jesus Gomez Manzano, Marthe Beatriz Roque Cabello og Felix Antonio Bonne Carcasses, blev arresteret den 16. juli 1997, da de første ud af et dusin bomber var bragt til sprængning hen over sommeren. Disse skadede alvorligt turisthoteller, restauranter og en natklub i Cuba. En italiensk turist blev dræbt.

De to terrorister indrømmede nogle af bombesprængningerne, mens de fire fastholdt, at de ikke havde gjort andet end at udøve deres "ytringsfrihed".

I denne artikel vil jeg vise, at de fire cubanere havde gjort meget mere end blot at praktisere deres civile rettigheder og at deres mål faktisk var de samme som terroristernes.

Begge grupper havde de samme økonomiske bagmænd: nemlig Cuban-American National Foundation (CANF) og andre cubanske eksilgrupper, der står for terrorisme og undergravende virksomhed over for Cuba og USA's regering.

Begge grupper havde samme mål:

1. Skræmme turister væk fra Cuba.

2. Stoppe udenlandske investeringer i Cuba.

3. Opmuntre til internt oprør.

4. Vælte den Castro-ledede regering.

5. Etablere et borgerligt demokrati og privatkapitalistisk virksomhed som i USA.

System som USA

I den første artikel i denne serie fastslog jeg, at dette var og er målene for de USA-baserede terrorister og for el salvadoranernes koordinator, Luis Posada Carriles.

I efteråret 1991 interviewede jeg Vladimiro Roca og René de Jesus Gomez tillige med andre "dissidenter", som havde dannet paraply-organisationen "Demokratisk Platform" - forgængeren for den nuværende pro-amerikanske dissidentkoalition Concilio Cubano (Det Cubanske Råd).

Disse oppositionsfolk fortalte mig stolt, at deres hensigt var at etablere et US-demokrati og en privat økonomi.

Vladimiro Roca, som er søn af den afdøde, populære kommunist og fagforeningsleder, Blas Roca, betegnede sig selv som socialdemokrat.

Han og de tre andre dømte dissident-undergravere var i stand til at agere op gennem 90'erne dog med periodiske anholdelser, forhør og kortvarige fængslinger. Men da Havanna og Varadero turistområdet blev hærget af eksplosioner, der spredte frygt i befolkningen, blev de arresteret med den hensigt at stoppe deres undergravende aktiviteter.

Bestikkelse

De følgende fakta er taget fra dokumentarisk bevismateriale præsenteret under deres retssag. Noget af det er offentlige notater, andre stammer fra overvågning og nogle har jeg taget fra min bog: "Cuba at the Crossroads".

10. april 1997: De fire udsender en "appel til alle medborgere i eksil", i hvilken de opfordrer cubanske familiemedlemmer og eksilgrupper i USA til at sende penge til cubanere i hjemlandet med besked om, at de skal "engagere sig i fredelig kamp for forandring", at de skal "forlade de såkaldte masseorganisationer", at de skal "holde op med at møde frem til massemøder indkaldt af regeringen" og at de skal nægte at "deltage i de kommunistiske valg".

Denne splittende taktik var blevet introduceret af USA's regering ved afslutningen af Anden Verdenskrig for at presse USA-borgere af italiensk herkomst til at gøre næsten de samme ting i forhold til de forestående valg i Italien.

Problemstillingen var, at den venstreorienterede opposition var næsten sikker på, at vinde ved et frit og fair valg og USA forsøgte at undgå et demokratisk resultat, hvor deres højreorienterede allierede ville tabe.

Så de opmuntrede italienske amerikanere til, at sende penge til deres sultne familier med besked om, at de skulle stemme på de pro-amerikanske partier, selvom mange af disse havde ledere, der havde støttet fascismen. USA vandt slaget.

Styret fra USA

5. maj: I et af i alt 71 interviews, som Roca over et halvt år gav til radiostationen "Radio Marti", som er den amerikanske regerings officielle (og anti-cubanske) radiostation, gentog han appellen om at undlade at stemme "for yderligere at sætte fart i demokratiseringen". Roca støttede CANF's og de andre eksile, paramilitæres strategi.

3.-10. juni: Lederen af USA's Udenrigsministeriums Cuba-kontor, Michael Ranneberger, afholdt en række møder med "illegale kontrarevolutionære grupper", meddelte Cubas Udenrigsministerium i en protest til USA's regering.

Den 9. juni mødtes Ranneberger i to timer med de fire "dissidenter". Derefter talte de over Radio Marti og Roca sagde: "Det der gjorde størst indtryk på mig var, hvorledes Ranneberger berettede om den amerikanske regerings politik over for Cuba", så derfor "bekræftede vi, at vi støtter denne politik".

Ranneberger "udviste stor interesse i, at kende detaljerne om det vi gør", hvilket omfatter at opfordre udenlandske firmaer til at efterleve USA's politik over for Cuba, som talsmanden forklarede. Ranneberger s interesse for deres modstand, sagde Roca, "viser, at den cubanske opposition er kendt og respekteret internationalt".

27. juni: De fire dissidenter udsteder -  på vegne af Internal Dissidence Working Group - en lang proklamation til det cubanske folk, hvori de udtrykker deres opposition mod den cubanske regering og det socio-økonomiske system.

Man tilkendegav sin støtte til USA og imødegik Castros holdning om at landet er Cubas fjende. De proklamerede også, at det kommunistiske parti nyttesløst søger at undgå det uundgåelige: "et spontant oprør med social vold".

Dissidenterne brugte ofte USA's Interessekontors udstyr til at få produceret og mangfoldiggjort deres udtalelser. Cubas Statssikkerhedstjeneste (DSE) enten opsnappede eller kopierede breve som Roca og de andre skrev til Interessekontoret.

Trænet af CIA

27. juni: Samme dag mødtes disse "dissidenter" i Martha Beatriz Roque's hus for at deltage i en telekonference med de velkendte Miami-baserede paramilitarister, Hubert Matos og José Basulto fra "Brothers to the Rescue".

De har begge været indblandet i mange væbnede angreb på Cuba. De har finansieret de femte-kolonne grupper, som Roca og andre har dannet.

11. juli: René Gomez Manzano sender et brev til Frank Calzon, hvori han takker ham for 200 dollars, modtaget med en kurer ved navn Mrs. Bette.

Calzon blev trænet af CIA og har været en betalt paramilitarist i CIA's "Abdala"-organisation. Desuden er han ledende medlem af CANF.

Den 6. oktober 1995 overrakte præsident Clinton ham personligt - og foran pressen - en halv million dollars, som skulle bruges til at forsyne den interne opposition i Cuba med computere, fax-maskiner, bøger og kontanter.

En af Calzon s udsendinge, Norman Dorn, blev senere arresteret i Cuba og sendt tilbage til USA fordi han medbragte udstyr og instruktioner til "dissidenterne".

Roca modtog Calzon s penge og udstyr før Dorn blev arresteret. Calzon modtog yderligere 400.000 dollars i 1997 fra USA's regering til sine venner, "dissidenterne" i Cuba.

16. juli: Roca bliver arresteret i sit hjem i kølvandet på flere aktiviteter fra Calzon s side samt yderligere en appel om at boykotte valgene.

Politiet fandt gaver i Roca s hus fra Ramon Saul Sanchez, partner med Orlando Bosch, der deltog i bombningen af det civile Cubana passagerfly over Barbados i 1976.

De var terrorister sammen i organisationen CORU, der var forgængeren for Cuban-American National Foundation (CANF). I 1991-92 iværksatte CANF strategien med at lægge pres på udenlandske investorer og henstillingerne til den cubanske befolkning om ikke at stemme ved valgene.

De cubanske "dissidenter" sluttede op og de fire dømte tog aktiv del i denne plan. Alene i de første måneder efter iværksættelsen af denne strategi gennemførtes ni kommandoraids mod Cuba fra Miami. Et af målene var Melia hotellet i Varadero, som igen i 1997 var et mål.

Undtagelsestilstand

Den cubanske regering betragter disse "dissidenter" som "undergravende forrædere", som en aktiv part i USA's altomfattende krig, der er blevet ført siden revolutionens start. Den har varieret fra militær invasion, sabotage, bakteriologisk krigsførelse og til økonomisk blokade.

Men siden præsident Dwight Eisenhower den 10. marts 1959 gav sit Nationale Sikkerhedsråd besked på at sikre "en anden regering", har Cuba betragtet det som nødvendigt af hensyn til den nationale selvstændighed at "grave sig ned".

Regeringen har siden begyndelsen af 1960'erne udsendt forskellige nationale sikkerhedslove, som beklageligvis begrænser de civile friheder. Men regeringen er under beskydning, nationen er i permanent undtagelsestilstand.

USA har ikke oplevet noget lignende siden tiden med de revolutionære krige mod England. Selv ikke englænderne brugte biologisk krigsførelse eller mordforsøg på George Washington, sådan som Washington DC-regeringen har gjort det imod Cuba og præsident Fidel Castro.

Cubas vicepræsident, Dr. Carlos Lage forklarede til FN's Menneskerettighedskommission den 24. marts, at i og med landet er under belejring, så reagerer hans regering, som regeringer gør, når de bliver angrebet. (Se den kommende artikel om USA's restriktioner af civile rettigheder).

"Lov om Beskyttelse af Nationens uafhængighed og Cubas økonomi" er skabt til at straffe de borgere, hvis handlinger fremmer den agressive magts mål i den økonomiske krigsførelse, som handler om at destabilisere landet, undergrave den indre orden og ødelægge revolutionen. Denne lov definerer det som kriminelt at samarbejde med fjenden og kriminaliserer ikke meninger, sådan som nogle bevidst har mistolket loven.

Selvudnævnt dommer

Denne lov blev vedtaget af parlamentet den 16.februar 1999 og er den seneste af en række nationale sikkerhedslove. Den nylige retssag mod de fire "dissidenter" fulgte de tidligere eksisterende love. Loven om "Kriminelt samarbejde" definerer klart, at det handler om at modtage penge og kommunikationsudstyr fra fjenden.

Vicepræsident Lage sagde, at hvis USA ikke begik disse krigeriske handlinger og førte en økonomiske krig, så ville sådanne love ikke have været nødvendige. "Hvem har givet USA retten til at udnævne sig selv til dommer med hensyn til menneskerettigheder i verden", spurgte Lage retorisk.

Han påpegede, at disse meget omtalte "dissidenters" skæbne ville have været anderledes, hvis de var blevet retsforfulgt i USA.

"Der ville de - for blot en brøkdel af deres handlinger - være blevet dømt for at overtræde blokadelovgivningen (The Cuban Assets Control Regulation) og idømt op til ti års fængsel og idømt en bøde på 250.000 dollars.

I realiteten straffer USA ethvert forsøg på at kontakte en fremmed regering eller agent med 5000 dollars og tre års fængsel i henhold til Logan Loven, der har været i kraft de sidste 200 år. Forestil dig straffen, når der også er tale om faktiske undergravende aktiviteter og attentater mod regeringen!"