xx.07.99 - fra Dagbladet Arbejderen
Human Rights Watch kritiserer Cuba
Amerikansk menneskerettighedsorganisation anbefaler, at blokaden ophæves.
Antallet af politiske fanger er faldet, men det cubanske retsvæsen fortsætter med at anklage og fængsle menneskerettighedsaktivister, uafhængige journalister, økonomer, doktorer og andre for at udtrykke deres holdninger.
Således skriver den amerikanske organisation Human Rights Watch (HRW) i indledningen til en ny rapport om menneskerettighederne i Cuba.
Bortset fra anerkendelse af nedgangen i antallet af politiske fanger og en øget frihed på det religiøse område, så indeholder rapporten kun kritik, meget og hård kritik af forholdene.
Under forberedelserne af denne rapport har HRW interviewet snesevis af tidligere cubanske fanger, familiemedlemmer til nuværende og tidligere fængslede og menneskerettighedsaktivister i Cuba. Det er på denne baggrund at rapporten konkluderer, at behandlingen af cubanske fanger er umenneskelig og i nogle tilfælde kan karakteriseres som tortur.
Det afstedkommer også skarp kritik, at der ikke er fri adgang til at stifte alternative fagforeninger.
Formanden for Dansk Cubansk Forening mener, at menneskerettighedsorganisationen fungerer som en brik i USA's officielle strategi overfor Cuba.
- I forbindelse med den seneste stramning af blokaden har USA øget deres forsøg på at bruge amerikanske græsrodsorganisationer i deres arbejde på at undergrave systemet i Cuba. HMW spiller med i det spil, erklærer Sven Erik Simonsen, overfor Dagbladet Arbejderen.
Han understreger, at der selvfølgelig er ting i Cuba der kan kritiseres. For eksempel den kendsgerning at der er indskrænkninger i adgangen til at danne organisationer og give udtryk for sine politiske meninger på skrift. Men kritikken er helt ude af dimensioner. Også set i lyset af at USA ved den seneste afstemning i FN's menneskerettighedskommission kun fik én stemmes flertal for en resolution der konstaterede, at Cuba overtræder menneskerettighederne. 18 stemte for, 17 imod, mens hele 21 undlov at stemme.
HRW konstaterer i rapporten, at USA's blokade spiller en negativ rolle. Dels gør den livet vanskeligt for cubanerne og dels giver den Fidel Castro og regeringen en undskyldning for ikke at foretage reformer og liberaliseringer.
/ur
[DKP/ML Hovedsiden] * [Artikel-oversigt/Cuba] * [Søg]