I den første af seks artikler om Cuba og menneskerettighederne sættes fokus på hvem der finansierer og styrer dem, der i USA kaldes cubanske frihedskæmpere

Inden for en måned fandt to forskellige og dog forbundne retssager sted i Cuba. De er på mange måder et udtryk for debatten mellem USA og Cuba: menneskerettigheder eller terrorisme.

Midt i april blev to tidligere el salvadoranske soldater dømt til døden for at have anbragt bomber i seks turisthoteller, restauranter og diskoteker i sommeren 1997.

En italiensk turist blev dræbt. De blev også dømt for, at have konspireret med cubanske eksilterrorister og Miami-cubanere med henblik på at sprænge bomber i to populære museer for at dræbe et større antal besøgende cubanske børn, og derved sprede frygt og ustabilitet i samfundet.

Midt i marts blev fire cubanske dissidenter/kontrarevolutionære idømt fra tre et halvt til fem års fængsel for tilskyndelse til oprør.

USA's regering og en stor del af den etablerede verdenspresse karakteriserede de første to (Otto René Rodriguez Llerena og Ernesto Cruz Le—n) som "frihedskæmpere" og de fire (Vladimiro Roca Antunez, Rene de Jesus Gomez Manzano, Martha Beatirz Roque Cabello og Felix Antonio Bonne Carcasses) som "samvittighedsfanger" og som "fredelige, demokratiske dissidenter". Også en del af den venstreorienterede presse har anvendt disse betegnelser for de fire.

Terrorisme

Cuba betragter de to førstnævnte som mordere og terrorister og de fire som kontra-revolutionære eller som undergravende landsforræddere, som går USA's ærinde.

Cubas Indenrigsministerium fangede de to el salvadoranske terrorister mens de var i gang med at planlægge bombeattentatet mod Revolutionsmuseet og Che Guevara-museet. De indrømmede, at de havde anbragt bomber de seks steder og de afslørede museumsplanerne. De oplyste også navnet på den mand, som havde hyret dem, Chavez Abarca, på vegne af én af verdens mest notoriske terrorister, Luis Posada Carriles.

Posada har været på CIA's lønningsliste som terrorist/paramilitær leder fra før angrebet i Svinebugten. Han er mest berygtet for bombesprængningen den 6. oktober 1976 af et civilt cubansk fly, der netop var lettet fra Barbados. Alle 73 ombordværende besætningsmedlemmer og passagerer blev dræbt<\p>- heriblandt Cubas nationale junior fægtehold.

Posada arbejdede sammen med en anden cubansk terrorist, Orlando Bosch (en børnelæge), som var leder af organisationen CORU, forgængeren for det nuværende CANF (Cuban American National Foundation).

Posada og Bosch kom i søgelyset, da Trinidads politi arresterede Freedy Lugo og Hernan Ricardo Losano, begge fra Venezuela. De var ansatte i Posadas venezuelanske detektivbureau. Begge indrømmede forbrydelsen og fortalte at Posada og Bosch havde givet dem to bomber og betalt dem. Politiet fandt senere Posada s dagbøger, der viste at CIA var indblandet.

Forbindelse til Det Hvide Hus

Nu over tyve år senere peger to håndlangere igen på Posada, som i denne situation har valgt at give en offentlig indrømmelse og dertil udpege det Washington-venlige CANF som pengekassen bag.

Cruz Le—n's anklager citerede under sin afsluttende procedure den 13. marts omfattende fra de interviews, som Posada gav til CBS den 2. august 1998 og til New York Times.

"Cruz Le—n blev hyret af én der arbejdede for mig. Jeg havde aldrig kontakt med ham og han gjorde sit arbejde for penge."

CBS-intervieweren: "Tror du ikke, at du med disse erklæringer underskriver han dødsdom?"

"Hans dødsdom er allerede underskrevet".

Posada havde allerede åbnet ballet i et interview, som blev bragt i New York Times den 12. og 13. juli 1998:

"Mr. Posada blev trænet i ødelæggelser og i guerillakrig af CIA i 1960'erne", skrev reporterne.

"Posada sagde, at hotelbombningerne og andre operationer var blevet støttet af ledere af CANF"

"Oganisationens nyligt afdøde grundlægger, Jorge Mas Canosa, som er blevet modtaget med åbne arme i Det Hvide Hus af Reagan, Bush og Clinton, samt den nuværende leder Alberto Hern‡ndez og kassereren Feliciano Fayo. CANF er en gavmild donor under amerikanske valg', skrev New York Times.

Mr. Mas styrede selv pengestrømmen og den logistiske støtteÉ Jorge kontrollerede alt', udtalte Posada i interviewet.

Når som helst jeg behøvede penge, sagde jeg giv mig 5.000 dollars, giv mig 10.000, giv mig 15.000 dollars, og så sendte de pengene til mig'É

Hotelbombningerne blev organiseret fra El Salvador', skrev New York Times, ligesom i snesevis af terroristaktioner mod Cuba gennem årene, også Svinebugtsinvasionen.

Advarsler overhørt

En centralamerikansk forretningsmand, den cubansk-amerikanske Antonio Borge Alvarez, bemærkede at Posada overførte penge til sprængstoffer og førte samtaler om udførelse af sabotage i Cuba med to af Alvarez partnere.

Han hørte også samtaler om mordplaner mod Fidel Castro. Alvarez gav Guatemalas myndigheder et tip men til ingen nytte. Han lod så informationerne gå til Venezuelas myndigheder og til det amerikanske forbundpoliti, FBI.

Han fortalte senere til New York Times, at FBI udviste en forbavsende mangel på interesse for bombningerne', og at det eneste han havde fået ud af sine anstrengelser for at stoppe bomberne og drabene var en række trusler på livet.

FBI afviste at kommentere Alvarez oplysninger og anklager.

Trods USA's og den guatemalanske regerings kendskab til denne terrorisme og til Posadas egne bekendelser i medierne, så gjorde myndighederne intet forsøg på at afhøre Posada eller CANF-ledere. Posada forklarede deres manglende handling med sit langvarige samarbejde med politiet og efterretningsvæsenerne'

Han forklarede også, at den FBI-agent som faktisk talte med Alvarez pr. telefon, Jorge Kiszinsky, er en meget god ven  Som I kan se, så generer FBI og CIA mig ikke!'.

Mr. Posada indrømmede stolt, at han stod bag hotelbombningerne i 1997. Han beskrev dem som krigshandlinger.

Hensigten med bomberne var også at så tvivl i udlandet om regimets stabilitet, at få Cuba til at tro, at han havde samarbejdspartnere i militæret og at støtte den interne opposition', fastslog Posada.

- "Vi ønskede bare at lave en stor skandale, således at turisterne holder op med at komme. Vi ønsker ikke udenlandske investeringer."

"Den officielle parole om kun at benytte ikke-voldelig modstand mod Castro var en omhyggelig skabt fiktion", skrev New York Times om CANF.

Den cubanske regering kan tilføje at det samme gælder for CANF-betalte allierede inden i Cuba<\p>- sådan som de fire "dissidenter", der for nylig blev retsforfulgt og for "menneskerettigheds-organisationerne" under paraplyorganisationen Concilio Cubano (Det Cubanske Råd).

Vold skal destabilisere

Posada er en 71 år gammel, vedholdende, anti-kommunistisk kriger. Han fortalte New York Times, at han håbede, at hotelbombningerne ville genoplive anti-Catro bevægelsen. Han planlægger stadig spredningen af vold i Cuba og at myrde Castro.

Posada og Castro gik på Havannas Universitet samtidig. Ved revolutionens sejr sluttede Posadas familie op. Hans søster er oberst i hæren i dag og hans svoger er<\p>- ironisk nok<\p>- oberst i Statssikkerhedstjenesten (DSE, der svarer til FBI/CIA).

Posada selv gjorde oprør mod den nye regering og flygtede tidligt. I dag beklager han, at hans kamp gennem fire årtier kun opviser små resultater, og hans værste mareridt er forestillingen om, af Fidel overlever ham selv.

Et kort kig på Posadas fortid sætter i relief den vigtige rolle, som terrorisme og mord spiller i den amerikanske regerings politik over for Cuba. Denne praksis har tvunget den cubanske regering til at "stille vognene i ring", for at forsvare sin eksistens og suverænitet<\p>- og det har haft betydning for holdningen til den interne opposition.

Regeringen er med rette bange for femte kolonne aktiviteter, som kunne underminere det sociale system og selvbestemmelsen.

Posadas baggrund

Det efterfølgende er "højdepunkter" i Posadas karriere som kriger, forbundet med CIA og den vigtige udenrigspolitiske lobbygruppe CANF. Deres fælles mål er at tvinge Cuba til at vende tilbage til en kapitalistisk økonomi og "demokrati" a la USA.

1961: Posada og Canosa er blandt de mænd, som CIA trænede til invasionen af Cuba. Canosa var med i Svinebugten, mens Posada ikke var.

1963: Posada og Canosa træner til en anden invasion på Fort Benning i staten Georgia. Fortet kendes i dag som den amerikans hærs "School of the Americas", som træner mordere, paramilitære ledere og torturbødler.

22. november 1963: Præsident John F. Kennedy myrdes. Mange eksilcubanere, mafia-gangstere og CIA-ansatte beskæftiget med anti-cubansk terror og mordforsøg på Castro var indblandet. Posada og Bosch nævnes som mulige deltagere i mordet på Kennedy.

1967-1976: Med støtte fra CIA bliver Posada leder af den venezuelanske regerings efterretnings- og sikkerhedskontor.

1976: Posada bringer Bosch til Venezuela, hvorfra de planlægger at bombe det cubanske passagerfly. De fængsles, men flygter med CIA's og CANF's hjælp.

1985: Umiddelbart efter flugten blev Posada fløjet til El Salvador, hvor han fik en nøglepost i Reagan-regeringens operationer med at sælge narkotika for at finansiere krigen mod Nicaragua, det der førte til Iran-Contra skandalen.

1990: Posada arbejdede for Guatemalas præsident som bodyguard og videreførte sin anti-Castro krig herfra.

1995: Han organiserer 41 bombninger i Honduras "som en del af en militær-støttet kampagne for at skræmme præsident Carlos Roberto Reina til at opgive sin plan om at reducere militæret". Det skrev Miami-dagbladet El Nuevo Herald den 12. september 1997.

Samme avis skrev den 7. juni at Posadas aktiviteter omfattede ledelsen af et hold på seks, der forsøgte at myrde Fidel Castro i Colombia for fire år siden.

9. august 1998: El Nuevo Herald skrev, at Posada planlagde endnu et mislykket mordforsøg på Castro, da denne skulle deltage i topmødet for karibiske ledere i Santo Domingo senere i samme måned. Pengene til planen kom fra CANF.

5. marts 1999: El Nuevo Herald skrev, at Alberto Hern‡ndez og andre CANF-ledere mødtes med præsident Clinton og senator Robert Torricelli (en nøgleperson i udformningen af blokadelovene) for at rejse penge til Torricelli s valgkamp og for at forklare CANF's "vigtigste mål med hensyn til sikringen af en fredelig overgang til demokrati på øen".

På samme tidspunkt stod de to el salvadoranske terrorister i retssalen. I et andet værelse var en anden retssag under forberedelse<\p>- retssagen mod de "demokratiske dissidenter": Vladimiro Roca Antunez, René de Jesus Gomez Manzano, Martha Beatirz Roque Cabello og Felix Antonio Bonne Carcasses.