Efter sammenbruddet i Øst stod arbejderklassen og folkene i en meget vanskelig situation. Overalt optrappede imperialismen sin offensiv mod de hårdt tilkæmpede sociale og demokratiske rettigheder. Den grundlæggende modsætning mellem arbejde og kapital blev yderligere skærpet. I Danmark og andre vestlige lande kom det såkaldte "velfærdssamfund" under voldsomt pres. Mopolkapitalismen trådte frem i sin nøgne form og afslørede endnu engang, at kampen for maksimalprofit kommer før ethvert menneskeligt og socialt hensyn.

Angrebene på de sociale og demokratiske rettigheder blev ledsaget af en voldsom anti-kommunistisk kampagne. Socialismen som alternativt samfundssystem skulle fjernes ikke alene fra jordens overflade, men også fra arbejderklassens bevidsthed. De kommunistiske partier, der udgør ryggraden i arbejderklassens og folkenes modstand mod monopolkapitalismen, skulle løbes over ende. Vejen skulle banes, så monopolerne kunne få frit spil i deres jagt på profit.

Hele denne komplicerede situation gjorde det samtidig til en pligt for kommunisterne at finde veje til forening af de splittede kræfter. Hver for sig kunne de ikke magte de opgaver, som livet stillede. Samling i et stærkt kommunistisk parti var derfor det bedste svar, som kommunisterne kunne give på den forstærkede imperialistiske hetz.

Danmarks Kommunistiske Parti ML tog dette spørgsmål op på sin 5. kongres i 1991 og igen på den 6. kongres i 1993. Partiet fremsatte en række konkrete forslag til, hvordan kommunisterne kunne begynde at finde samme. En række fælles initiativer så dagens lys forskellige steder i landet. Og lokalt blev der opnået en række positive resultater, som pegede fremad. Men en massiv landsdækkende samlingsproces blev det på intet tidspunkt til.

På partiets 7. kongres i foråret 1997 kunne man konstatere, at processen med visse lokale undtagelser gik i tomgang. De hidtidige forslag og initiativer har ikke formået at overvinde den skepsis og tilbageholdenhed, som stadig findes hos nogen mod kommunistisk samling. Men hvis kommunisterne fortsat handler hver for sig, vil de ikke kunne opfylde deres forpligtelser over for den danske arbejderklasse og det danske folk, der forventer, at kommunisterne om nogen kan skabe enhed i kampen mod monopolernes offensiv. Kommunistisk enhed er det første skridt i denne retning. Derfor hedder det i beretningen til den 7. kongres:

"Vi opfatter spørgsmålet om samling af kommunisterne som både en strategisk retningslinje og en taktisk opgave af førsterangs betydning. Vi vil derfor fra denne kongres gentage vores erklæring fra den 6. kongres, der forpligter vores parti til at arbejde for kommunistisk samling og til at forstærke denne bestræbelse. Vi finder ikke, at de eksisterende politiske og ideologiske forskelle er af så dybtgående karakter, at de udelukker iværksættelsen af en konstruktiv samlingsproces, der omfatter hele den kommunistiske bevægelse. Vi vil i særlig grad opfordre kammeraterne i KPiD til at være med til at finde veje i en sådan proces, i erkendelse af at KPiD’s og DKP/ML’s stilling giver et særligt ansvar over for den kommunistiske bevægelse. Et samarbejde mellem disse to partier i retning af skabelsen af et samlet parti vil åbne nye veje og perspektiver. Vi vil samtidig appellere til alle kommunister, organiserede såvel som uorganiserede, der har indset nødvendigheden af ét kommunistisk parti i Danmark, om at gå med i en aktiv samlingsproces. Uden hele den kommunistiske bevægelses indsats og initiativ vil den nuværende opsplittede situation vare ved til den herskende klasses tilfredshed."

Samling i et stærkt kommunistisk parti er med andre ord stadig en aktuel opgave. Løsningen af denne opgave kræver, at kommunisterne søger nye veje i deres bestræbelser på enhed. Denne pjece er et forsøg på at rejse en række spørgsmål og konkrete forslag, som kan bryde dødvandet. Det er et oplæg til debat og fælles handling.

Vi håber, at det vil blive modtaget i denne ånd.

Danmarks Kommunistiske Parti ML
Centralkomiteen

Historien viser, at når kommunisterne har handlet samlet, dybt forankret i arbejderklassen og det danske folk og i overensstemmelse med marxismen-leninismens almene principper, har de vundet frem og spillet en vigtig rolle i det danske samfund.

Man kan her nævne arbejdsløshedsbevægelsen og kampen mod fascisme og krig i 1930’erne, modstandskampen 1940-45, kampen for levevilkårene og mod Nato i årene efter 1945, fredskampen i begyndelsen af 1950’erne, storstrejkerne i 1956, kampen mod medlemskabet af EF i 1971-72 og årene derefter, herunder dannelsen og udviklingen af Folkebevægelsen mod EF, fredsbevægelsen i begyndelsen af 1980’erne og kampen mod Maastricht i 1992-93.

Det har ikke mindst vist sig efter 1989-91, hvor splittelsen blandt kommunisterne er blevet helt absurd. I samme periode har monopolkapitalen indledt en offensiv mod de sociale og demokratiske rettigheder, som arbejderklassen og befolkningen har opnået gennem langvarig kamp, navnlig i årene efter anden verdenskrig. Blandt konsekvenserne kan nævnes den såkaldte "ny verdensorden", EU-integration, nedbrydning af "velfærdssamfundet", svækkelse af enhedsfagbevægelsen og andre folkelige bevægelser, samt stigende danske deltagelse i oprustning og krigseventyr. Denne sørgelige situation, som har fået lov at udvikle sig uden tilstrækkelig modstand, viser, hvor afgørende det er, at kommunisterne samler sig og stiller sig i spidsen for organiseringen af arbejderklassens og befolkningens modstand mod monopolernes offensiv.

Samling af de danske kommunister på marxismen-leninismens grund er derfor en aktuel historisk opgave og udfordring.

Ud over højreopportunismen, hvis vigtigste bærer i arbejderklassen er det såkaldte "arbejderaristokrati", har også venstresekterismen og dogmatismen spillet en negativ rolle for kommunisternes enhed. Venstresekterismen har været en umoden og dogmatisk reaktion på højreopportunismen og har i vidt omfang haft sine klassemæssige rødder i de samfundsmæssige mellemlag.

For at kommunisterne igen kan forenes, må der derfor ske en afgrænsning til henholdsvis højreopportunismen, der er hovedfaren, og venstreopportunismen, der heller ikke må undervurderes.

I dag drejer diskussionen sig ikke om, hvem der havde ret på det givne tidspunkt. Hvem der rejste kampen og brød på det rigtige tidspunkt. Og hvem der handlede overilet og umodent. En sådan diskussion ville være komplet frugtesløst. Det ville udelukkende føre til, at den nuværende splittelse blev fastfrosset. I stedet må alle de grupper og enkeltpersoner, som i Danmark stadig holder den kommunistiske fane hævet, konstatere, at de har deres fælles udgangspunkt i det gamle kommunistiske partis revolutionære traditioner og i kampen mod den højreopportunisme, som udviklede sig gennem forskellige faser over et langt historisk forløb.

Og de må i den forbindelse øge deres forståelse for, at kampen mod højreopportunismen kun kan føres til ende, hvis den munder ud i kommunisternes politiske, ideologiske og organisatoriske genforening. Så længe det ikke sker, har højreopportunismen opnået et af sine vigtigste mål.

Den må endvidere ske ud fra en erkendelse af, at arbejderklassen - med industriens arbejdere i centrum - er den førende kraft i bevægelsen for sociale og demokratiske rettigheder, for national selvstændighed og for socialisme. Denne ledende rolle må afspejles i såvel platform og program som i sammensætningen og ledelsen af det stærke kommunistiske parti, som må blive et resultat af samlingsprocessen.

Men marxismen-leninismen er ikke noget, der som Athene af Zeus’ pande er færdigudviklet en gang for alle. Som Lenin understregede, må den tværtimod behandles som det, den er, nemlig en videnskab. Det indebærer, at nye fænomener i verden og samfundet til stadighed må undersøges med henblik på at videreudvikle teorien og bringe den på højde med tidens krav. Dogmatisme, opportunisme og indskrænkethed i dette spørgsmål fører til teoriens forstening eller udvanding. Historien viser, at disse fænomener, der repræsenterer såvel højre- som venstreopportunisme, er til dyb skade for den praktiske bevægelses udvikling og fremtid.

De danske kommunister har siden den første spæde splittelse for flere årtier siden haft forskelligt syn på forskellige personligheder i den kommunistiske bevægelse (f.eks. Stalin, Mao og Brejsnev), på karakteren af forskellige lande i bestemte perioder (f.eks. Sovjet, Kina og Albanien) og på forskellige politiske begivenheder (f.eks. bruddet mellem Kina og Sovjet og senere mellem Kina og Albanien, på invasionerne i Tjekkoslovakiet og Afghanistan osv.).

Disse uenigheder havde i et vist omfang principiel karakter og er på denne måde en del af årsagen til splittelsen mellem kommunisterne. I dag har de imidlertid mere og mere fået karakter af historiske spørgsmål, som ikke kan retfærdiggøre en fortsat opsplitning af kommunisterne. De kan og bør derfor kunne rummes inden for rammerne af et og samme parti, der er forenet omkring løsning af nutidens og fremtidens problemer.

Helt konkret har kommunisterne i første halvår af 1997 sammenfaldende taget afstand fra den nye sociallovgivning, opfordret til at stemme nej ved overenskomstforhandlingerne, vendt sig mod afsendelse af danske tropper til Albanien, protesteret mod Clintons besøg i Danmark og gået i gang med at organisere en nej-kampagne mod den nye Amsterdam-traktat.

Disse sammenfaldende opfattelser af en række dagsaktuelle opgaver er på samme tid et argument og realistisk udgangspunkt for at igangsætte en proces, der kan styrke samarbejdet og enheden blandt kommunister omkring mere vidtgående spørgsmål og perspektiver.

Mange af disse uenigheder vil imidlertid - netop fordi de går på mindre væsentlige spørgsmål - kunne overvindes gennem en proces med drøftelser, fælles optræden og samarbejde mellem kommunisterne. Og i øvrigt vil de kunne rummes inden for rammerne af samme organisation og indgå som en naturlig del af debatten i et parti, som styres af den demokratiske centralismes principper.

Det er derfor på tide, at kommunisterne skubber disse småproblemer til side og retter øjnene mod de store linjer og perspektiver.

Gennem en sådan fælles optræden og koordineret indsats kan kommunisterne umiddelbart bidrage til at styrke arbejderklassens og befolkningens bevægelser. Det kan give nye impulser og bidrage til igen at gøre kommunisterne synlige i den danske klassekamp. Og ikke mindst kan aktionsenheden medvirke til, at kommunisterne lærer hinanden bedre at kende. Rigtige og forkerte opfattelser af hinanden vil blive sat på prøve i den konkrete praksis. Det kan efterhånden føre til skabelse af en tillid, der igen kan blive udgangspunkt for initiativer og enhed på et højere niveau.

Uenigheder om, hvad der burde eller ikke burde indskrives i DKP’s program for mere end tyve år siden, kan selvsagt ikke retfærdiggøre en fortsat splittelse blandt nutidens kommunister. Derimod er det en absolut forudsætning for at kunne samles i et og samme parti, at kommunisterne gør sig klart, hvorvidt kampen for et anti-monopolistisk demokrati er en realistisk og gyldig strategi ved indgangen til det nye årtusinde.

De strategiske overvejelser om det anti-monopolistiske demokrati som en etape på vejen mod socialismen havde oprindelig to hovedforudsætninger:

For det første en vurdering af, at monopolerne navnlig i årene efter anden verdenskrig havde overtaget kontrollen med statsapparatet, og at det danske samfund følgelig havde udviklet sig til statsmonopolkapitalisme, der stod i modsætning til det store befolkningsflertals interesser. På dette grundlag skulle det være muligt at udvikle en bred folkelig alliance, en anti-monopolistisk front, der repræsenterede det overvældende befolkningsflertal i kampen mod monopolerne og deres stat.

For det andet byggede det på eksistensen af en stærk socialistisk lejr, som gennem sit eksempel, sin økonomiske, politiske og militære styrke og sin politik for fredelig sameksistens kunne forhindre, at imperialismen rykkede det danske monopolborgerskab til undsætning i en betrængt situation.

Det er en kendsgerning, at den sidste af disse to hovedforudsætninger for det anti-monopolistiske demokrati i dag er faldet bort. Alene deraf følger, at strategien for et anti-monopolistisk demokrati ikke kan være en brugbar strategi ved indgangen til det nye årtusinde.

Derimod er der enighed blandt danske kommunister om, at det danske samfund har udviklet sig til et statsmonopolkapitalistisk samfund. Der er også enighed om, at det på dette grundlag er både muligt og nødvendigt at udvikle en bred folkelig, anti-monopolistisk alliance i kampen mod monopolerne og deres stat.

Disse kendsgerninger kan og bør være udgangspunkt for udviklingen af en fælles politisk strategi for de danske kommunister.

Der findes to fejlagtige holdninger i denne diskussion. Den første forsikrer, at overgangen til socialismen i Danmark vil ske ad fredelig vej, og at kommunisterne derfor udelukkende skal forberede sig på denne mulighed. Den anden erklærer ligeud, at kommunisterne kæmper for en voldelig revolution, og at man derfor kun skal koncentrere sig om denne mulighed. Begge holdninger er udtryk for dogmatisme, til henholdsvis højre og venstre.

De danske kommunister må afvise disse skematiske forestillinger og må i stedet følge den leninistiske linje. Lenin understregede netop, at kommunisterne må forberede sig på alle muligheder og derfor mestre alle kampformer. Han slog fast, at revolutionen vil finde sin særlige form i hvert enkelt land. Historien har hidtil bekræftet denne forudsigelse.

Den form, som overgangen til socialismen vil tage i det enkelte land, vil ud over traditionerne i dette land afhænge af styrkeforholdet mellem klasserne nationalt og internationalt på det tidspunkt, hvor revolutionen finder sted. Det er derfor umuligt og udialektisk på forhånd at lægge sig fast på en bestemt form. Kommunisterne må tværtimod forberede sig på alle muligheder.

Kommunisterne arbejder selvsagt for en fredelig eller så lidt voldelig udvikling af revolutionen som overhovedet muligt. Det er ikke dem, men storkapitalen, som har ansvaret for en evt. voldsanvendelse. Historien viser til overflod, at borgerskabet ikke holder sig tilbage fra at bruge sine statslige voldsmidler til at undertrykke et folkeligt krav om dybtgående reformer. Kommunisterne må derfor også lade dette perspektiv indgå i deres planer. Er de godt forberedt på denne mulighed, øger de samtidig chancerne for en mere fredelig udvikling af revolutionen.

De danske kommunister må til stadighed have denne leninistiske lære for øje.

En af de aktuelle opgaver, som de danske kommunister står overfor, er derfor at finde en fælles parlamentarisk optræden. En sådan fælles parlamentarisk optræden må udvikles og ses i lyset af den anti-monopolistiske strategi. Den må bygge på kommunisternes kollektive erfaringer med parlamentarisk arbejde og på en analyse af det aktuelle styrkeforhold mellem klasserne og de parlamentariske kræfter.

Kommunisterne må endvidere tage hensyn til de forskydninger, som i de senere årtier er sket mellem vælgerne og de politiske partier. Mens mere end hver fjerde vælger i 1945 var medlem af et politisk parti, er det i dag kun tilfældet for hver 20. vælger. Det giver en løsere tilknytning til partierne og åbner op for stillingtagen på grundlag af væsentlige enkeltsager.

Men under alle omstændigheder må kommunisterne ikke glemme, at deres vigtigste arbejdsfelt er ude i massebevægelsen, hvor det er deres opgave at udvikle og organisere arbejderklassens og befolkningens selvstændige bevægelse og initiativ. Det er her, at den virkelige garanti for strategisk fremgang ligger.

En sådan folkelig regering vil være en stor sejr for den anti-monopolistiske strategi og vil åbne nye perspektiver for arbejderklassens og folkets sag. Den kan på denne måde blive en af formerne for overgangen og tilnærmelsen til den socialistiske revolution. Den må derfor indgå som en del af kommunisternes strategiske overvejelser.

Den vigtigste opgave for en evt. anti-monopolistisk regering vil derfor være at bruge de vundne positioner til at organisere og forberede arbejderklassen og folket på borgerskabets modangreb og dermed på den endelige overgang til socialismen. Det er i arbejderklassens og befolkningens massebevægelse, organisering og mobilisering, at den egentlige garanti for sejr ligger.

Opbygningen af den nye stat må ske såvel ud fra socialismens almene principper som på grundlag af det danske folks traditioner. Det var derfor rigtigt, da DKP umiddelbart efter anden verdenskrig erklærede, at socialismen i Danmark ikke som i Sovjet kunne tage form af et etpartisystem.

Den senere erfaring har vist, at den delvise sammensmeltning mellem parti- og statsfunktioner, som i visse socialistiske lande fandt sted inden for etpartisystemets rammer, havde negative konsekvenser for demokratiets udvikling. Den førte på den ene side til en overdreven bureaukratisering af samfundslivet og på den anden side til en svækkelse af den folkelige entusiasme og det engagement og initiativ, som er en absolut forudsætning for et levende og aktivt socialistisk demokrati.

Men alternativet til etpartisystemet kan ikke være et flerpartisystem, hvor demokratiet er bygget op omkring de politiske partier. Flerpartisystemet som sådan er i sit væsen et produkt af den borgerlige parlamentarisme, som i første omgang skulle sikre kapitalistklassens magtpositioner over for godsejerne og i anden omgang forhindre, at arbejderklassen kom til magten. Kun i takt med, at borgerskabet befæstede sit greb om magten, blev demokratiet og den almindelige stemmeret udvidet til at omfatte hele den arbejdende befolkning. I Danmark skete det først langt ind i dette århundrede. I det 19. og navnlig i det 20. århundrede blev de politiske partier efterhånden udviklet som et vedhæng til det parlamentariske system og blev helt integreret i dette. For fuldt ud at deltage i det borgerlige demokrati må man være medlem af et af disse partier. Er man ikke det, har man ikke de samme muligheder for indflydelse.

Efterhånden som partierne i årene efter anden verdenskrig har mistet deres organisatoriske tag i befolkningen, er partisystemet mere og mere blevet en anakronisme. Det er blevet monopolkapitalens foretrukne politiske system, hvorigennem den ved hjælp af sin økonomiske magt og kontrol over massemedierne kan sikre, at dens repræsentanter bliver valgt, samtidig med at der opretholdes en demokratisk facade.

Den virkelige modsætning med henblik på demokratiets udvidelse går således ikke mellem etparti- og flerpartisystem, men mellem partisystem overhovedet og ægte folkeligt demokrati. Denne kendsgerning må også indgå i kommunisternes strategiske overvejelser. Den peger endnu engang på, at de må lægge tyngden af deres arbejde i udviklingen af arbejderklassens og befolkningens selvstændige initiativ og bevægelse. Det er herfra, dvs. nedefra, at alle store forandringer kommer. Og det er herfra, at det nye socialistiske demokrati må udvikles.

Historien viser, at Socialdemokratiet med højresocialdemokraterne ved roret i lange perioder har været monopolkapitalens foretrukne regeringsparti. Den socialdemokratiske top fører på alle centrale områder en politik, der står i modsætning til det store befolkningsflertals grundlæggende interesser.

Selvkritisk tilbageblik
Kommunisterne må se selvkritisk tilbage på de sidste firs år. Socialdemokratiet er i dag stadig det politiske parti, der har størst indflydelse i arbejderklassen, ikke mindst gennem dets positioner i fagbevægelsen. Det er aldrig virkelig lykkedes for kommunisterne at anfægte denne position. Da de var tættest på, dvs. i tiden umiddelbart efter besættelsen, var de selv med til at redde Socialdemokratiet ud af krisen:

"Som Århus-kongressens [januar 1946] udtalelse om enhedsspørgsmålet viser, forsøgte vort parti alligevel at fortsætte med samme taktik som i 1945, blot denne gang i fuld offentlighed. Vi optrådte stadigvæk, som om der var mulighed for enhed med højresocialdemokraterne, hvorved vi bidrog til yderligere at legalisere dem." (Sådan sagde Aksel Larsen. Foran partiets 16. kongres. Aksel Larsen tale på Kommunistisk Partis centralkomitemøde d. 18. september 1948, s. 16. København 1948.)

Kommunisterne må med henblik på det fremtidige arbejde lære af denne fejl og af andre positive og negative erfaringer i deres forhold til Socialdemokratiet. Målet på længere sigt må i første omgang være at fortrænge socialdemokratismen som den førende kraft i arbejderbevægelsen.

I praksis forudsætter dette samarbejde ofte kompromiser og taktiske indrømmelser. Erfaringen viser, at kommunisterne skal være opmærksomme på, at sådanne kompromiser og indrømmelser ikke virker hæmmende på det fremtidige arbejde.

Der er store muligheder for et sådant samarbejde. Langt ind i de socialdemokratiske rækker er der udbredt utilfredshed med den nuværende situation. Mange menige socialdemokrater vender sig mod angrebene mod "velfærdssamfundet", er i stigende grad kritiske over for EU-integrationen og dens neoliberalistiske følger og er bekymrede over truslerne mod enhedsfagbevægelsen og det kollektive aftalesystem. Selv blandt socialdemokratiske ledere og tilmed i folketingsgruppen findes der kræfter, der er bekymrede over den neoliberalistiske politik.

Det er med disse kræfter, som kommunisterne allerede i vidt omfang samarbejder med, at aktionsenheden og samarbejdet i første omgang må udvikles.

Under bestemte betingelser kan det også være rigtigt og muligt at indgå samarbejde med de socialdemokratiske ledelser om konkrete spørgsmål, f.eks. at pege på en socialdemokratisk regering eller borgmester, når alternativet er endnu værre. Men det ville være en fejl, hvis kommunisterne gjorde deres kamp for socialismen afhængig af et strategisk samarbejde med den socialdemokratiske ledelse, med folk som Nyrup og Lykketoft. Det var bl.a. det, som Aksel slog til lyd for, da han brød med DKP i 1958:

"Da kommunistisk parti havde landskonference i september 1956, aflagde jeg en beretning om læren af [SUKP’s] 20. kongres. I den stod der en sætning om enheden, om nødvendigheden af at få Socialdemokratiet til at samarbejde. Denne sætning lød omtrent sådan: skal vi nå frem til socialisme i Danmark, bliver det sammen med Socialdemokratiet. Ja, den blev slettet i det sidste forretningsudvalgsmøde før centralkomitemødet. (É) Jeg gentager sætningen her. Hvis der skal være noget håb om ved det danske folks egne kræfter, det danske folks egen vilje eller folkeflertallets egen vilje at nå frem til socialisme i Danmark, bliver det sammen med socialdemokraterne, sammen med socialdemokratiet." (Aksel Larsens redegørelse på Socialistisk Folkepartis stiftende landsmøde. I: Jens Kragh (Red.): Folkesocialisme, s. 79-80. SP Forlag 1977.)

Dette strategiske samarbejde med Socialdemokratiet har ført SF til fiaskoerne med "Rødt Kabinet" og arbejderflertal, har forvandlet det fra et EF-modstanderparti til et EU-tilhængerparti og har endt med helt at socialdemokratisere partiet. En sådan linje kan derfor ikke være nogen inspirationskilde eller brugbar strategi for de danske kommunister.

Kommunisterne må aldrig glemme Dimitrovs ord om, at aktionsenhed med Socialdemokratiet ikke er et forsøg på forsoning med den socialdemokratiske ideologi og praksis, men tværtimod sigter mod at "overbevise de socialdemokratiske arbejdere om rigtigheden af den kommunistiske og urigtigheden af den reformistiske politik"

I udviklingen af deres politik, paroler og metoder må de have de folkelige, sociale, demokratiske og nationale interesser for øje, samtidig med at de står fast på deres internationalistiske linje. De må deltage i alle arbejderklassens kampe og i alle folkelige bevægelser, som på den ene eller anden måde vender sig mod monopolernes magt. Men de må undgå at lade sig rive med af de modefænomener og modeteorier, som monopolkapitalen og dens massemedier til stadighed søsætter og understøtter med henblik på at skabe forvirring og bortlede befolkningens opmærksomhed fra de virkelige årsager til de problemer, som findes i nutidens verden.

For at opnå størst mulig fremgang for deres sag må kommunisterne til stadighed sætte ikke blot arbejderklassens nuværende, men også dens fremtidige og langsigtede interesser og mål i centrum for deres politik.

Der er i dag store muligheder for at udvikle en bred anti-monopolistisk front. I vide kredse af den danske befolkning er der voksende og udbredt utilfredshed med den nuværende situation. En sådan front kan dog ikke i første omgang have form af et samarbejde mellem politiske partier. Som bl.a. erfaringerne fra kampen mod EU viser, må den først og fremmest bygge på en alliance mellem de klasser og lag i samfundet, som har objektive interessemodsætninger med monopolkapitalen, dvs. arbejderklassen, småborgerskabet og dele af mellemlagene. I en sådan front vil en stor del af den nuværende socialdemokratiske basis have sin naturlige plads sammen med dele af de andre reformistiske, småborgerlige og tilmed borgerlige partier.

En anti-monopolistisk front opstår imidlertid ikke af sig selv. Hvis den skal svejses sammen og med arbejderklassen som den førende kraft, fordrer det en kraftig og bevidst indsats fra kommunisternes side. Det kan ikke ske med den nuværende opsplitning mellem kommunisterne.

Tiden er derfor inde til, at hver enkelt kommunist gør op med sig selv, hvem den fortsatte opsplitning egentlig gavner.

Tiden er inde til, at kommunisterne fuldt ud lever op til deres forpligtelser over for den danske arbejderklasse og det danske folk.

Tiden er inde til kommunistisk samling i kampen mod monopolernes offensiv.

Der tages skridt til at styrke aktionsenheden blandt de kommunistiske kræfter. På alle områder, hvor kommunisterne er aktive, tages der initiativ til at koordinere aktiviteterne og sikre fælles optræden omkring dagsaktuelle spørgsmål. Det gælder særligt på det faglige område. Her kan en samlet kommunistisk indsats bidrage til at styrke arbejderklassens stilling. Det kan dreje sig om spørgsmål som kampen på arbejdspladserne, løn- og arbejdsforhold, overenskomster, EU-implementeringen og offensiven mod de faglige rettigheder, privatisering og udlicitering, forsvar af enhedsfagbevægelsen osv.

Aktionsenheden må også udvikle sig på andre områder: I kampen mod EU-integrationen og undergravelse af den nationale selvstændighed. I forsvaret af levevilkårene og de sociale rettigheder. I bestræbelserne for fred, nedrustning og opløsning af den danske internationale brigade. I forsvaret af de demokratiske rettigheder og kampen mod fascisme og racisme. I kampen for miljøet og en bæredygtig udvikling. I det internationale solidaritetsarbejde osv.

På disse og andre områder har storkapitalen sat sin offensiv ind. Kommunisterne må ikke lade deres nuværende organisatoriske splittelse være en hindring for, at de optræder fælles i de mange konkrete spørgsmål, hvor de har samme eller næsten samme holdning til tingene. Det kan hverken arbejderklassen, befolkningen eller kommunisterne selv være tjent med.

I forlængelse heraf tages der endvidere skridt til at lave fælles udtalelser. Kommunisterne må i højere grad end tidligere udarbejde sådanne udtalelser om dagsaktuelle spørgsmål af national og international karakter. De må gøre det til en vane, at de kontakter hinanden, når nye brændaktuelle spørgsmål stiller sig på dagsordenen. Fælles udtalelser vil bidrage til at skabe større klarhed om hjemlige og internationale spørgsmål. Og de vil samtidig gøre kommunisterne mere synlige i den offentlige debat.

Når lejligheden byder sig, kan kommunisterne også med fordel afholde fælles offentlige møder om dagsaktuelle og andre spørgsmål. Dette vil yderligere bidrage til at sætte deres synspunkter og holdninger i fokus.

For at styrke den kommunistiske presse som helhed i dens bestræbelser på at nå ud til så mange mennesker som muligt må der indgås konkrete aftaler om samarbejde mellem de forskellige dele denne presse, samt en række lokalradioer. DKP/ML genbekræfter i den forbindelse, at Dagbladet Arbejderens spalter er åbne for hele den kommunistiske bevægelse.

For at højne informationsniveauet og undgå forviklinger må der ydermere tages skridt til at afholde regelmæssige kontaktmøder mellem ledelserne af de kommunistiske organisationer på alle niveauer. Hertil kan også inviteres repræsentanter for de uorganiserede kommunister. Formålet må i første omgang være at orientere hinanden om igangværende og fremtidige aktiviteter og udveksle synspunkter om spørgsmål af fælles interesse.

For at styrke ungdommens kamp må kommunisterne i fællesskab yde støtte til Rød Ungdom som en selvstændig politisk ungdomsorganisation, der samler bredt blandt den revolutionære ungdom. Et sådant skridt kan også bidrage til at bringe ungkommunisterne tættere på hinanden.

Når der er opnået en højere grad af fortrolighed og tillid, kan der tages videre skridt. For eksempel kan kommunister, der arbejder inden for samme felt, med fordel begynde at afholde regelmæssige fællesmøder, hvor de udveksler synspunkter og forsøger at koordinere deres aktiviteter.

På samme måde kan kommunisterne mødes lokalt og på landsplan for at diskutere og udveksle synspunkter med henblik på fælles parlamentarisk optræden. En koordineret parlamentarisk indsats fra kommunistisk side kan bidrage til at styrke venstrekræfterne på dette felt og sikre en tæt forbindelse til arbejdspladserne og de folkelige bevægelser.