01.09.01 - Dagbladet Arbejderen   -

Sig din mening i Debatten  

 

Pensionister varmer op til oprør

Det går ikke stille af, at politikerne hugger de penge, som skulle bruges til en tillægspension. Onsdagens møde i København viser, at der er fuld opbakning til den retssag, som forberedes.

af Elma Lindberg

 - Statstyveri, magtmisbrug. Det er folket mod eliten! 

Holdningerne til regeringens tyveri fra Den Sociale Pensionsfond bliver ikke pakket ind. Der bliver både hamret i bordene og råbt buh.

Især folketingsmedlem Jytte Andersen (S) må tage imod lidt af hvert, da hun står overfor 600-700 pensionister i Nørrebrohallen i København.

Den Sociale Pensionsfond

Der er knap 150 milliarder kroner i Den Sociale Pensionsfond.

Fra 1971-1981 betalte alle lønmodtagere først én og siden to procent af deres skattepligtige indkomst til fonden. I loven bag oprettelsen stod der, at pengene skulle gå til en tillægspension som supplement til folkepensionen.

I 1982 vedtog Folketinget, at opkrævningen af bidrag skulle stoppe. Siden har politikerne hentet cirka 70 milliarder kroner fra fonden og brugt dem til andre formål. I tre år fra 1996 og frem skete det administrativt uden at lovgrundlaget var i orden. Først i 1998 tog finansminister Mogens Lykketoft (S) sagen op i Folketinget. Nu fjerner politikerne hvert år otte milliarder kroner og bruger dem til at dække hullerne i finansloven. 

Trods gentagne invitationer er det aldrig før lykkedes for græsrodsbevægelserne i Den Koordinerende Gruppe, at få en repræsentant fra et regeringsparti til at stille op til debat om Den Sociale Pensionsfond.

Stemningen i salen er optimistisk og fyldt med kampånd.

Årsagen er helt givet, at retssagen om de 150 milliarder kroner i fonden nærmer sig. Modparten i sagen er selveste statsminister Poul Nyrup Rasmussen.

Det er endelig lykkedes at samle elleve sagsøgere, som personligt kan bevise, hvor mange penge de har indbetalt til fonden. ƒn af dem, Christian Ravn, kommer til mikrofonen.

 - Jeg har som en rigtig gammel bogholder gemt alle mine årsopgørelser. Men det har mange andre ikke, siger han.

De 30 år gamle skatteoplysninger skal bruges som beviser i retssagen. Christian Ravn er harm over, at politikerne ikke selv holder de love, som de har vedtaget. På den måde har de også ansvaret, hvis snyderiet breder sig hele vejen ned i systemet, mener han.

 

 - Som når hunden fodres med sin egen hale

Jytte Andersen erkender, at politikerne undervejs har ændret på formålet bag Den Sociale Pensionsfond. Men hun skyder skylden over på den borgerlige regering, som sidst i 1960'erne ikke kunne lide at opkræve skatter.

 - Man kaldte det ikke, det det var. Nemlig en skat, som ikke skulle gå til noget bestemt. I stedet lavede man en fond og det blev stillet jer i udsigt, at der ville komme en tillægspension, siger tidligere boligminister.

Hun afviser dog, at pengene er brugt til lovstridige formål. Argumentet er, at de er brugt til forbedringer til ældre, for eksempel boligstøtte og tilskud til varme og medicin.

 - Jeg kan godt forstå at man bliver vred. Men vi kan ikke skrue tiden tilbage. Vi vil komme til at mangle nogle milliarder til boligydelse og alt det andet. I kan selvfølgelig godt sige, hvorfor skal vi betale det? Mit store spørgsmål er, hvordan vi så skulle få penge til alt det andet, spørger Jytte Andersen.

Svaret fra salen er ikke til at tage fejl af: Meget få, om overhovedet nogen, accepterer den bortforklaring.

 - Tyveknægte, det er jo vores penge, råber folk.

Ruth Pedersen siger det også ligeud fra talerstolen.

 - Vi vil ikke finde os i det tyveri. Det er det samme som at fodre hunden med sin egen hale, fastslår den tidligere bryggeriarbejder.

Hun henviser til det faktum, at næsten halvdelen af de danske pensionister kun har folkepensionen at leve af.

 - Netto er folkepensionen i dag omkring 6200 kroner om måneden. Med de stigende priser er folkepensionen nærmest lig med fattighjælp, fastslår hun.

Tilhørerne er en blandet flok. Her er noble folk, der har arbejdet i forsikringsbranchen, og en arbejdsmand der ikke har pakket de blå overalls væk, selvom han har nået pensionsalderen. Her er en tidligere matematiklærer, en forhenværende tillidsmand på B&W, og en kvinde der har demonstreret for ligeløn i 1970'erne.

De entrer efter tur talerstolen for at give de tre fremmødte folketingsmedlemmer ren besked med hjem til deres bagland. Ingen skal være i tvivl om, at det ikke kommer til at gå stille for sig, hvis politikerne fortsætter deres tyvagtige tømning af Den Sociale Pensionsfond.

 

 - Tillægspension så hurtig som muligt

Alle Folketingets partier er blevet opfordret til at sende en repræsentant til panelet, men kun Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet meldte positivt tilbage.

Frank Aaen fastslår, at Enhedslisten bakker op om pensionisternes krav om en tillægspension. Dansk Folkepartis repræsentant Kristian Thulesen Dahl støtter også retssagen.

 - Det her handler om, hvorvidt vi lever i et retssamfund. Så skal man ikke se på penge, men på principper, fastslår Kristian Thulesen Dahl.

Det er mange penge de elleve pensionister har til gode hvis de får medhold i retten. Det drejer sig konkret om mellem 56.000 og 267.000 til den enkelte.

Hvis politikerne altså ikke bøjer af, og indgår forlig. Gruppen bag retssagen ser gerne, at udfaldet bliver, at politikerne vedtager en tillægspension til alle folkepensionister. I langt tid fremover vil der være penge nok til at udbetale 10.000 kroner om året til alle uden at røre formuen.

 - På den måde får vi alle nutidens unge som allierede, fastslår journalist Leif Larsen, der er én af de meget aktive drivkræfter bag retssagen.

Regnestykket forudsætter, at politikerne overholder den oprindelige lov og stopper med det tyveri, som de påbegyndte i 1982, hvor de langsomt begyndte at tømme fonden. Det skete ved, at de brugte en del af pengene til de almindelige udgifter på de årlige finanslove.

 - Man erkender næsten at det er tyveri. Så beklager man bagefter at pengene ikke er der. Jamen det er da deres problem, mener Leif Larsen.

 

 - Ikke Jyttes dag i dag

Adskillige er på talerstolen med forslag til aktiviteter, som skal i gang i de kommende måneder.

Mobiliser ældrerådene, så der bliver demonstration foran landsretten, foreslår én. Det handler om at få opbakning ude omkring i ældrecentrene, siger en anden. En tidligere tillidsmand fra B&W holder en lille brandtale:

 - Det må brede sig. Der skal opbakning til, siger han og tilføjer, at han personligt ikke har forfærdelig meget tillid til domstolene.

Peter Søndergård fra Statspensionisternes Centralforening kritiserer, at Enhedslisten for nogle år siden foreslog i Folketinget, at fonden skulle ophæves. Den skal ikke ophæves, men bevares, lyder kritikken.

- Lige nu er fonden et vigtigt politisk redskab, medgiver Frank Aaen.

Han forklarer, at Enhedslistens forslag bestod af to sammenhængende dele:

 - Vi foreslog at fonden ophæves samtidig med, at man begynder at udbetale en tillægspension.

Frank Aaen begrunder forslaget med, at tillægspensionen skal være en del af det almindelige pensionssystem, som finansieres over skatten. Ellers står man med et problem en dag langt ud i fremtiden, når fonden er tømt, fordi der ikke længere opkræves bidrag til Den Sociale Pensionsfond.

Frank Aaen støtter op om de tilhørere, som vil ud og mobilisere til protestmøder og demonstrationer:

 - Det skal ikke kun være et juridisk slagsmål, siger han.

Jytte Andersen er undervejs blevet spurgt om, hvad der sker hvis sagsøgerne vinder i retten.

 - Jeg kan ikke forudsige, hvad der sker, hvis I vinder. Så har regeringen et lille problem, lyder den trængte politikers svar.

Rundt langt bordene morer tilhørerne sig over denne forsigtige konstatering.

 - Jeg kan godt høre det her ikke lige er min dag, slutter Jytte Andersen med et smil, der hurtigt stivner.

   

Støt aktiviteterne op til retssagen:

Den Sociale pensionsfonds Procesforening:
C/O Musse Møller, Egelunden 87, 2635 Ishøj
Giro: 1-657-4813. Hjemmeside på internettet: http://hjem.get2net.dk/usynlig

 

 

Ældre kræver tillægspension

 

 

   

[DKP/ML Hovedside] * [til Emneoversigt] * [Søg] * [Bestil bøger eller pjecer]