Danske demonstranter deporteret

Inden der var kastet en eneste brosten, blev hundredvis af unge indespærret og frataget retten til at demonstrere mod Bush og EU-topmødet. 

Niels Salling er medlem af Rød Ungdom. Sammen med hundredvis af andre danskere planlagde han at tage til Göteborg i sidste uge for at deltage i de store demonstrationer mod EU-topmødet.  

Niels nåede dog aldrig at komme med til en eneste demonstration. I stedet blev han fængslet og deporteret til Danmark. 

Dagbladet Arbejderen har snakket med ham, efter hjemkomsten.  

 - Jeg tog afsted om onsdagen, for at jeg også kunne være med til at demonstrere mod den amerikanske præsident George Bush, der jo besøgte topmødet om torsdagen, fortæller Niels.  

 - Vi kører i en bus fra Gøteborg-aktionen 2001, der mobiliserer til modstanden mod topmødet. Ti kilometer udenfor Göteborg bliver vi stoppet af det svenske politi. 

 - De har ret til at tilbageholde os i seks timer. De første fem timer går det stille og roligt, men så får de pludseligt travlt. De gennemsøger folk, men halvdelen af bussens bagage bliver aldrig undersøgt, før de må slippe os. 

Niels og de andre fra bussen bliver indlogeret på en skole i Göteborg.

Besøge venner 

 - Om morgenen torsdag tager jeg hen til en af de andre skoler, Hvitfeldtska, for at besøge nogle af mine venner der. Da jeg har været der en times tid, bliver skolen, hvor der bor flere hundrede unge EU-modstandere, pludselig afspærret af politiet. 

 - Der er stille og fredeligt på skolen, da politiet kommer. 

Alligevel afspærrer de skolen fra omkring klokken 11 om formiddagen. I starten spærrer kolonner af kampklædt politi hele området af, men lidt efter lidt bliver flere og flere containere fragtet ind på store lastbiler og lagt i en ring rundt om skolen.  

Området vedbliver at være spærret af til om søndagen. 

Skolen ligger på en fjeldtop, så politiet har sørget for en kran til at hejse containerne ind, hvor lastbilerne ikke kan komme til. Et par store gaffel-trucks kører også rundt og losser containerne.  

Først ud på eftermiddagen er politiet færdige med at bygge muren hele vejen rundt om skolen. Den er over en kilometer lang. 

Beskytte Bush 

Politiet giver ingen information fra sig, og kommer ikke ind på selve skolen. De mange aktivister samler sig hurtigt for at finde ud af, hvad de kan gøre, og hvorfor de overhovedet er blevet spærret inde. 

 - Der er nogle, der har scannere, hvor vi kan høre politiets radio-kommunikation. Politiet snakker om, at Bush vil komme meget tæt forbi skolen, og at det er nødvendigt at beskytte ham.  

 - Efter et stykke tid kommer der en lille gruppe mænd ind på skolen, der skal forhandle mellem os og politiet.  

 - I starten får vi at vide, at vi skal forlade stedet enkeltvis, og at vi skal efterlade alle vores ting. Vi skal også opgive vores navne, for at de kan se om vi er eftersøgt. Det bliver vi hurtigt enige om er helt uacceptabelt, fortæller Niels. 

 - Nogle mener vi skal appellere til pressen og fortælle, at vi bliver holdt som gidsler. Nogle mener, at vi ikke skal forlade skolen. Der er mad nok derinde, i hvert fald til et par dage. 

 - Der er også nogen der mener, at vi skal forsvare os. Men der bliver hurtigt enighed om ikke at bruge vold, siger Niels.

Nye forslag 

I stedet for kommer forhandlingsgruppen med endnu et mæglingsforslag fra politiet, som de omringede unge beslutter sig for at gå med til. 

 - Vi får at vide, at vi kan få lov at tage alle vores ting med os. Politiet vil gennemgå vores bagage for våben, det er jo i orden. Desuden skal folk visiteres men ikke registreres. Selvom vi ikke tror på, at politiet vil overholde aftalen, går vi med på det. 

 - Finnerne fra Ya Basta, der er mod vold, tilbyder at gå forrest, og det går vi  andre med på. Vi samles ude i gården, men som ventet lader de os ikke komme ud, fortæller Niels. 

Ya Basta forsøger et nærmest symbolsk gennembrudsforsøg, hvorefter folk trækker sig tilbage i skolegården. Så angriber politiet. 

 - De kommer med heste op gennem en gang, hvor der er høje klipper på begge sider, og folk vender bare om og løber. Inde i gården er der nogle, der har brækket brosten op, men jeg og mange andre sætter sig bare ned med hænderne i vejret, siger Niels. 

Omkring klokken 18 bliver han visiteret. Det forløber fredeligt, men ikke alle er lige heldige. 

 - En ung kvinde lige ved siden af mig får sparket benene væk under sig, og hun bliver befamlet på den mest ulækre måde, fortæller Niels med harme i stemmen. 

Først efter en time kommer de tilbageholdte til den nedlagte kaserne ved Kviberg i en forstad til Göteborg. Her bliver Niels visiteret og fotograferet.

I fængsel

Først klokken 23 bliver han formelt anholdt, og klokken 4 fredag morgen kommer han ind i en detentionscelle sammen med tre andre. Cellen er normalt beregnet til en person. 

 - Vi får hele tiden at vide, at alt det vi vil, skal ske senere. Vi kan snakke med en advokat senere, vi kan ringe senere, vi kan få oplyst vores rettigheder senere, vi kan komme i bad eller få noget at spise senere. Jeg har svært ved at forstå svensk, men det er det eneste, de taler til os. 

 - Jeg kommer ind i en isolationscelle, hvor der efter et stykke tid kommer en nordmand ind også. Det er rart vi er to sammen i cellen, for politiet har fjernet alt der kan bruges til at fordrive tiden. Der stod et tv da vi kom, 

 men det bliver hurtigt fjernet. Også papir, bøger eller hvad som helst bliver fjernet, fortæller Niels. 

Han sidder i cellen i 26 timer. Undervejs bliver han afhørt tre gange, og politiet er interesseret i de samme ting: 

Hvordan forholder han sig til sigtelsen, hvilken politisk organisation tilhører han, og om han har nogen forklaring på situationen om torsdagen på Hvitfeldtska. 

 - De anklager mig for det, de kalder "voldsomt opløb". Det er noget med ikke at følge politiets ordrer. Jeg nægter at udtale mig om anklagen, og til sidst stikker de bare hovedet ind gennem døren for at høre, om jeg ændrer mening.  Det gør jeg ikke, siger Niels.

Deporteret 

Klokken 17 om lørdagen kommer to betjente ind og fortæller, at de har droppet sigtelsen. Kort forinden er nordmanden blevet deporteret. Niels får at vide, at han vil blive fløjet til Kastrup. 

 - Vi bliver visiteret da vi kommer ud af cellen, som om de har forestillet sig at vi vil prøve at stjæle et af møblerne eller sådan noget. Vi kører i en civil politibil ud til et mindre fly, hvor der er syv løsladte danskere og syv politifolk. 

Det er først nu, at Niels hører om de voldsomme gadekampe der har været i Göteborg. Mens han var anholdt fik han intet at vide. 

 - Det værste ved hele oplevelsen var usikkerheden. Det at vi ikke havde præcis viden om vores rettigheder, at vi ikke kunne tale med en advokat og at politiet ikke fortalte det mindste. Men jeg fortryder ikke at være taget derop - jeg ville bare gerne have været med i demonstrationerne, slutter Niels Salling.

/rtj

Mere om Göteborg 2001 på MODKRAFT.DK