![]()
| 17.01.01 - Dagbladet Arbejderen - |
![]()
:af
Jytte Svensson
-
Vi vil ændre denne stat. Den vil
blive socialistisk i fremtiden,
siger Anna fra ungdomsforbundet SDAJ's arrangørgruppe.
Det
er lørdag aften i Berlin og vi er til informationsmøde om søndagens
demonstration.
Det
drejer sig om den årlige mindemarkering for de to grundlæggere af det Tyske
Kommunistiske Parti (KPD), Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht. Det ventes, at
20-30.000 mennesker vil deltage i demonstrationen der går fra Frankfurter Tor
til gravpladsen Friedrichsfelde i det østlige Berlin.
Vi er omkring 100 danskere, flest unge, der er taget med DKP/ML og KPiD's fælles busser fra Århus og København. Vi bliver modtaget af SDAJ, som også står for overnatningen i en sportshal. SDAJ, den socialistiske tyske arbejderungdom, er et selvstændigt ungdomsforbund, men arbejder tæt sammen med det tyske DKP.
Anna
snakker videre om sikkerhed og om at danne kæder og beskytte
"blokken".
Det
er en bred alliance af partier og organisationer på den berlinske venstrefløj,
der står bag den årlige minde-demonstrationen, som er meget velorganiseret.
Lang
tids erfaring med politiets arbejdsmetoder har givet arrangørerne nogle
erfaringer i, hvordan de bedst muligt beskytter demonstrationen imod
politiprovokationer. Derfor bliver demonstrationen organiseret i blokke, som står
under ansvar og beskyttelse af en af de organisationer, der er med i arrangørgruppen.
Søndag
danner vi danskere sammen med østrigske og tyske ungkommunister "Den
internationalistiske ungdomsblok", hvis gennemsnitsalder forøges en smule
på grund af nogle af de tilrejsende.
Med
i vores busser er nemlig flere gamle kommunister mellem 70 og 80 år. De har
taget den lange vej i bus for at være en del af denne flotte manifestation. For
dem går der en lige linie fra modstandskampen til de årlige demonstrationer.
Under
parolen "Ingen penge, ingen mennesker til den imperialistiske krig - vi kæmper
for vores ret til et liv i fred" bevæger vores blok sig ind på sin plads
i demonstrationen.
Unge mennesker skiftes til at skubbe en højttalervogn midt i blokken. Herfra gjalder slagsange og paroler, og ind imellem opfordres deltagerne til at danne kæder og lukke huller i demonstrationen eller slutte op om højttalervognen, hvis politiet kommer lidt for tæt på. Langs med blokken går demonstrationsledelsens vagtværn og danner kæde på langs af demonstrationen for at beskytte den på steder, hvor der er brug for det.
Det
er en fantastisk oplevelse at være med. Så mange mennesker sammen, vurderinger
fra arrangørerne lyder på, at der er et sted mellem 30 og 50.000 i
demonstrationen.
Hjemme
er vi jo ikke forvænt med demonstrationer af den størrelse. Her får vi
virkelig oplevelsen af at være en del af noget større, mange mener det samme
som os.
Det
hele er fantastisk velorganiseret og (selv)disciplinen er stor.
Demonstrationstoget bevæger sig langsomt fra Frankfurter Tor til
Friedrichsfelde. Over 100.000 mennesker er i løbet af dagen defileret forbi
mindesmærket for socialismens forkæmpere og der ligger bunker af røde
nelliker.
Folk
fra Østrig, Grækenland, Danmark, Frankrig, Luxemburg, Belgien og fra hele
Tyskland er rejst langt for at vise deres støtte til socialismen og mindes de
to Karl og Rosa, fortæller arrangørerne.
Det
er de to, der har lagt navn til den årlige mindemarkering og demonstration,
fordi de blev myrdet af frikorps-soldater den 15. januar 1919. Men mange andre
af socialismens store ligger begravet på gravpladsen. På mindestenen står
"Die Toten Mahnen uns" og minder om, at vi skal lære af de døde.
Ved
indgangen står Hans Wauer i en bod for KPD, som blev gendannet i januar 1990,
mens DDR endnu eksisterede. Han har været ved pladsen siden klokken otte om
morgenen og fortæller, at han har set mange mennesker gå forbi. Næsten lige så
mange som for to år siden, da der var 80 års mindedag.
-
Dette arrangement er en god tradition i Berlin. Siden 1926 er der blevet
demonstreret her, kun afbrudt af tiden under Hitler-fascismen. Dengang blev
mindesmærket skændet og fuldstændig jævnet med jorden. I dag for præcis 50
år siden, den 14. januar 1951, blev det nye mindesmærke genindviet af DDR's første
præsident. Nu fortsætter traditionen i det kapitalistiske Tyskland som vi nu
er tvunget til at leve i, fortæller Hans Wauer.
------------------
-
Der er mange store demonstrationer, men den her er principiel i forhold til
hovedpointerne, som skiller vandene mellem det revolutionære og det
reformistiske. Stort set hele venstrefløjen i Berlin står samlet på et fælles
grundlag, det er godt at støtte. Og det rusker op i den mellemfolkelige
solidaritet, internationalismen.
-
Det er også fedt at opleve, at det rent faktisk er os der er de mange, det er
os der er flertallet, det er os der har retten på vores side, så man ikke føler
sig alene. Det giver et spark i den rigtige retning. Det giver noget energi til
at slå et slag for socialismen, at man har fået det der sus i Berlin.
-
Jeg er med her i dag for at støtte antifascismen i Europa. Der er meget racisme
og fremmedhad, og det er vigtigt at vise, at vi er andre, der ikke støtter de
aktiviteter. Den generelle højredrejning betyder, at man skal helt til venstre,
for at finde nogen der gør noget ved det. Og så ønsker jeg et mere lige
samfund, hvor man ikke træder på andre folk. Så folk, der ikke er så
velstillede kan få deres liv til at fungere.
-
Vi er her for at fejre arbejderbevægelsens forkæmpere og vise, at vi er mange,
der ikke alle er tilfredse med det samfund vi lever i i dag. Vi mindes de to
kommunister Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg og viser folk, at det også i dag
er nødvendigt at reagere mod kapitalismen.
-
Det vigtigste for unge kommunister i dag er at de på en meget følelsesbetonet
måde bliver konfronteret med den tyske arbejderbevægelses arv og historie, som
Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg er ganske særlige repræsentanter for.
-
Karl Liebknecht står jo som den egentlige grundlægger af den tyske
arbejderungdoms bevægelse. Han sagde dengang, at "den, der har ungdommen,
har fremtiden". En anden af hans grundsætninger lød nogenlunde sådan:
"Vi ved ikke om vi kommer til at opleve det, men vores program bliver givet
videre, det bliver den frie menneskeheds program, trods alt". Derfor er jeg
her i dag - "trotz alledem".
![]()