13.09.00 -  Dagbladet Arbejderen 

Sig din mening i Debatten  

 

Tusinder demonstrerer i Australien

Monopolernes konference i Melbourne mødes af store protester

Tusindvis af demonstranter fortsatte deres protester i Melbourne i går.

De lagde en menneskekæde omkring Crown Casino, hvor World Economic Forum (WEF) afholder en konference om økonomi, globalisering og IT.

World Economic Forum er storkapitalens og verdenselitens lobby-organisation. WEF er mest kendt for sit årlige møde i Davos i Schweiz, hvor tusinder af politikere, repræsentanter for de store selskaber, intellektuelle samt kultur- og pressefolk mødes.

Men politiet farer voldsomt frem, og adskillige demonstranter kom til skade da politiet red direkte ind i demonstranterne og tævede løs med stavene.

Demonstranterne har indbragt sagen for landets Ombudsmand, og forbereder en egentlig retssag mod politiet, oplyser det australske dagblad Age.

Microsofts ejer Bill Gates har holdt tale på konferencen, som samler 850 repræsentanter for storkapitalen, det politiske liv og pressen.

Gates har imidlertid været nødt til at aflyse et foredrag på en skole på grund af protesterne.

På konferencens første dag lykkedes det demonstranterne at forhindre cirka 200 deltagere i at komme ind til konferencen. På andendagen kom næsten alle ind, oplyser arrangørerne.

I en udtalelse fra Australiens Kommunistiske parti hedder det:

"WEF er et sammenrend af ledere fra de mest magtfulde selskaber i Verden, som monopoliserer den politiske, økonomiske og militære magt. De dømmer millioner til et liv i fattigdom og sygdom, de ødelægger miljøet og misbruger ressourcerne i deres jagt på profit".

Målet er at lukke WEF-mødet, og blandt demonstranterne er tusindvis af fagforeningsmedlemmer, som protesterer mod at mere frihandel truer deres arbejdspladser.

Politiets vold kan man roligt sige er blevet opmuntret af regeringen, som har vedtaget en lov der gør det muligt at indsætte militæret mod demonstranterne, oplyser det kommunistiske parti.

WEF's konference slutter i dag.

/se

 

Se mere på  http://melbourne.indymedia.org/

 

[DKP/ML Hovedside] * [til Emneoversigt] * [Søg] * [Bestil bøger eller pjecer]