08.01.00 -  Dagbladet Arbejderen

Bagom Gulag-Myterne 

af Mario Sousa

En stribe forskere har her i 1990’erne gravet i sovjetiske arkiver for at søge sandheden om hvordan det egentlig var med det sovjetiske straffesystem fra 1930’erne og frem. Resultaterne af deres forskning har ikke skabt de store forsidehistorier

Hvem kan, i den verden vi lever, undgå at høre de forfærdelige historier om formodede døde og myrdede i Sovjetunionens Gulag-arbejdslejre? (1)

Hvem kan undgå at høre historierne om de millioner, der sultede til døde, og de millioner af oppositionelle, der blev henrettet i Sovjetunionen under Stalin?

I den kapitalistiske verden gentages disse historier igen og igen i bøger, aviser, radio, fjernsyn og på film, og i de sidste 50 år er det mytiske milliontal af ofre for socialismen øget med stormskridt.

Men hvad er sandt ved historierne?

Hvilke informationer ligger der i Sovjetunionens arkiver, der tidligere var lukket, men som Gorbatjov i 1989 åbnede for historikernes forskning?

Bagmændene bag myterne har hele tiden sagt, at den dag, hvor arkiverne blev åbnet, ville deres historier om millioner af døde i Stalins Sovjetunion blive bekræftet. Er det sket? Er de faktisk blevet bekræftet?

Efter at have studeret de rapporter, der er udarbejdet på basis af forskning i Sovjetunionens arkiver, er det nu muligt at fremlægge information i form af konkrete kendsgerninger om det virkelige antal fanger, hvor mange år de var i fængsel, hvor mange af dem der døde, og hvor mange der blev dømt til døden i Stalins Sovjetunion.

Sandheden adskiller sig helt fra myterne.

Conquests påstande

Hvad har Sovjet-kritikernes konklusioner lydt på i tal?

I 1961 beregnede Robert Conquest (se andetsteds på siden, red.), at 6 millioner døde af sult i Sovjetunionen i de tidlige 1930’ere. I 1986 øgede Conquest tallet til 14 millioner.

I forhold til Gulag-arbejdslejrene blev der dér tilbageholdt 5 millioner fanger i 1937, før udrensningerne i parti, hær og statsapparat begyndte, anfører Conquest. Derefter  - altså efter udrensningernes start  - kom der i 1937-38 7 millioner fanger til, siger Conquest.

Således var det samlede antal i arbejdslejrene 12 millioner i 1939. Og de 12 millioner var  - stadig ifølge Conquest  - kun de politiske fanger.

I arbejdslejrene var der imidlertid også almindelige forbrydere, som i antal ifølge Conquest langt overgik de politiske fanger. Ialt skal der have været mellem 25 og 30 millioner fanger i Sovjetunionens arbejdslejre.

Videre ifølge Conquest:

Mellem 1937 og 1939 blev der henrettet 1 million politiske fanger, mens andre 2 millioner døde af sult. Slutregnskabet af udrensningerne 1937-39 var på 9 millioner, hvoraf 3 millioner skal have mistet livet i fængsel, hævder Conquest.

Disse tal er imidlertid blevet underkastet en ‘statistisk revision’ af Conquest selv, så han er blevet i stand til at drage den konklusion, at bolsjevikerne mellem 1930 og 1953 myrdede ikke under 12 millioner politiske fanger.

Ved at lægge disse tal sammen med det antal, der hævdes døde af hungersnød i 30’erne, når Conquest frem til den konklusion, at bolsjevikerne ialt myrdede 26 millioner mennesker. I en af sine sidste statistiske manipulationer hævdede Conquest, at der alene i 1950 var 12 millioner politiske fanger i Sovjetunionen.

Solsjenitsyns påstande

Aleksander Solsjenitsyn (se andetsteds på siden, red.) benyttede sig af nogenlunde de samme statistiske metoder som Conquest. Men da han indlagde andre præmissser, nåede han til endnu mere ekstreme konklusioner.

Solsjenitsyn anerkendte Conquests anslået 6 millioner døde på grund af hungersnød i 1932 og 1933. Men når det kommer til udrensningerne 1936-39 anslår han, at mindst 1 million mennesker døde hvert af årene.

Solsjenitsyn opsummerer, at fra kollektiviseringen af landbruget og frem til Stalins død i 1953 myrdede kommunisterne 66 millioner mennesker i Sovjetunionen. Han holder også den sovjetiske regering ansvarlig for de 44 millioner russere, der ifølge ham blev dræbt under Anden Verdenskrig.

Solsjenitsyns konklusion er, at ‘110 millioner russere faldt som ofre for socialismen’. Hvad angår fanger fortæller Solsjenitsyn os, at der i 1953 var 25 millioner i arbejdslejre.

Gorbatjov åbner arkiverne

Stabler af fantasital som disse dukkede op i den borgerlige presse i 1960’erne. De blev altid fremstillet som sande kendsgerninger, tilvejebragt på basis af videnskabelige metoder.

Massemediernes indflydelse på den offentlige opinion er så stor, at store dele af befolkningerne i de vestlige lande den dag i dag opfatter tallene som sande.

Dén situation er blevet værre. I Sovjetunionen, hvor Solsjenitsyn og andre kendte kritikere som Andrej Sakharov og Roy Medvedev ikke kunne få nogen til at støtte deres mange fantasier, skete der en afgørende ændring i 1990. I den nye ‘frie presse’, som Gorbatjov åbnede for, blev alt der var imod socialismen hyldet som noget positivt.

Resultatet var forfærdeligt.

Der gik inflation i at fremkomme med astronomiske opgørelser over, hvor mange der døde eller sad i fængsel under socialismen. Det hele blev blandet op til én grød, bestående af mange mange millioner ‘ofre’ for kommunisterne.

Hysteriet i Gorbatjovs nye frie prese drev Conquests og Solsjenitsyns løgne videre. Samtidig åbnede Gorbatjov SUKPS’s centralkomites arkiv i forskningsøjemed, et krav fra den frie presse.

Netop åbningen af centralkomiteens arkiv er faktisk et centralt spørgsmål i den indviklede historie. Dels fordi der dér findes kendsgerninger, der kunne skabe klarhed. Men først og fremmest fordi alle, der gennem årene har spekuleret i døde og fængslede i Sovjetunionen, har erklæret, at den dag arkiverne åbnes, ville deres påstande blive bekræftet. Det har alle der har spekuleret i døde og fanger i Sovjet sagt.

Medierne tav

Men da arkiverne rent faktisk blev åbnet, og rapporterne begyndte at strømme ud, skete der noget mærkeligt. Nu var hverken spekulanterne i døde og indespærrede eller Gorbatjovs nye frie presse interesserede i arkiverne mere.

I 1990 begyndte russiske historikere som Zemskov, Dougin og Xlevnjuk at offentliggøre forskerrapporter fra centralkomiteens arkiver i videnskabelige tidsskrifter. Men de fik ingen opmærksomhed.

Rapporterne gik imod strømmen og forblev derfor ukendte. De blev offentliggjort i videnskabelige tidsskrifter med et lille oplag, langt fra offentlighedens søgelys. De videnskabelige rapporter havde ingen mulighed for at tage konkurrencen op med den frie presses hysteri, og Conquests og Solsjenitsyns løgne vandt gehør i brede lag i det sovjetiske samfund.

Også i Vesten passerede de russiske forskerraporter om straffesystemet under Stalin forbi uden at blive til forsidehistorier eller tv-indslag. Hvorfor?

Hvem forskerne er

Forskerrapporterne om det sovjetiske straffesystem er et meget omfattende værk på 9000 sider. Forfatterne er i første række historikerne Zemskov, Dougin og Xlevnjuk. Deres resultater blev udsendt fra 1990 og var stort set afsluttet og endeligt udgivet i Rusland i 1993. I Vesten blev de russiske forskerrapporter kendt via andre forskeres formidling.

De resultater, som jeg kender til, er dem, som forskningsleder ved det franske forskningsinstitut CNRS (Centre National de la Recherche Scientifique) Nicolas Werth udgav i Frankrig i tidsskriftet L’Histoire i september 1993.

Desuden de resultater, som blev offentliggjort i USA i tidsskriftet The American Historical Review. Bag dem stod J. Arch Getty, professor i historie ved University of California, Riverside, G. T. Rettersporn, forsker ved det franske forskningsinstitut CNRS, og den russiske forsker V.N. Zemskov fra Institut For Russisk Historie ved Det Russiske Videnskabsakademi.

I dag kan man tilmed købe en del bøger om de russiske forskerrapporter. De fleste er skrevet af de ovennævnte, eventuelt sammen med andre fra samme forskerkredse.

For at der ikke skal opstå misforståelser må det her siges, at disse videnskabsfolk ikke har en socialistisk verdensanskuelse. Alles anskuelser er borgerlige, anti-socialistiske, de flestes tilmed reaktionære. Dét er værd at understrege, så læserne ikke tror, at der er en ‘kommunistisk sammensværgelse’ under udvikling.

Ovennævnte forskere sønderbryder Conquests, Solsjenitsyns og andres løgne, alene fordi de sætter professionalisme i højsædet og ikke lader sig købe til propagandaformål.

Hvad forsker-rapporterne viser

De russiske forskerrapporter besvarer en mængde spørgsmål om forholdene i det sovjetiske straffesystem. For os er det tiden, hvor Sovjetunionen blev ledt af Stalin, der er den interessante at studere. Det er dén, polemikken står om.

Vi kan opstille en stribe konkrete spørgsmål, som kan besvares med materiale fra L’Historie og The American Historical Review. Jeg tror, at det er den bedste måde at tage fat i debtaten om det sovjetiske straffesystem. Spørgsmålene lyder:

1. Hvad bestod det sovjetiske straffesystem af?

2. Hvor mange fanger var der, ‘politiske’ og ‘almindelige’?

3. Hvor mange døde i arbejdslejre?

4. Hvor mange blev dømt til døden frem til 1953 og især under udrensningerne i 1937-38?

5. Hvor lange var straffene?

Om arbejdslejrene

Lad os begynde med spørgsmål ét.

Fra 1930’erne og frem omfattede det sovjetiske staffesystem fænsgler, Gulag-arbejdslejre og arbejdskolonier, åbne specialområder og bødestraf.

Folk, der blev arresteret, blev sædvanligvis placeret i et fængsel under forundersøgelserne, der skule afgøre, om de skulle sigtes eller frigives. Blev der rejst tiltale, blev der gennemført en rettergang, som så igen kunne føre til frigivelse, fængselsdom eller bødestraf.

De, der dømtes til at betale en bøde, blev normalt ikke sat i fængsel under forundersøgelserne, hvis forbrydelsens karakter pegede i retning af en bødestraf. Bødestraffen kunne bestå i en vis procentdel af lønnen i en vis tid.

De anklagede, der blev idømt fængselsstraf, kunne ende i forskellige fængsler, afhængig af den begåede forbrydelse.

Til Gulags arbejdslejre sendtes folk dømt for grove forbrydelser (mord, røveri, voldtægt, økonomisk kriminalitet mv.) og en stor del af dem, der blev dømt for kontrarevolutionær virksomhed. Også andre kunne placeres i arbejdslejre, hvis de var dømt til mindst tre års fængsel.

Efter en tid i arbejdslejren kunne den dømte flyttes til en arbejdskoloni eller et åbent specialområde.

Som ordet antyder, var arbejdslejre meget store landområder, hvor de dømte måtte bo og arbejde under stram kontrol. Man skulle arbejde og ikke ligge samfundet til last, mens man afsonede sin straf. Intet rask menneske undgik at arbejde.

I dag synes mange, at det er forfærdeligt, men sådan var det. I marts 1940 var der 53 arbejdslejre.

Der var omkring 425 Gulag-arbejdskolonier. De var meget mindre end arbejdslejrene, friere styret og med mindre kontrol. Hertil kom normalt fanger, der var idømt kortere fængselsstraffe, almindelige forbrydere og politiske. De kunne arbejde ude i samfundet, i fabrikker eller på landbrug, og var en del af den almindelige samfundsøkonomi. I de fleste tilfælde fik den indsatte selv den fulde råderet over den løn, han eller hun tjente, ligesom almindelige arbejdere.

De åbne specialområder var som regel landbrugsområder, som kulakkerne, hvis jord var blevet eksproprieret under kollektiviseringen, blev flyttet til. Også en del andre dømt for kontrarevolutionær virksomhed måtte afsone deres straf dér.

454.000  - ikke 9 millioner

Spørgsmål to:

Hvor mange fanger var der i det sovjetiske straffesystem?

Spørgsmålet omfatter både fangerne i Gulags arbejdslejre, arbejdskolonier og fængsler.

Lad os se på de tal, som The American Historical Review fremlægger for de 20 år fra 1934, da der kom en central administration for kriminalforsorgen, frem til 1953, da Stalin døde (se tal-opstillingen andetsteds på opslaget).

Der kan udledes en del konklusioner af tabellen. Til en start kan vi sammenligne tallene i tabellen med Robert Conquests tal. Ifølge ham fandtes der i 1939 9 millioner politiske fanger i arbejdslejrene, og 3 millioner døde i perioden 1937-1939.

Bemærk at Conquest her kun taler om de politiske fanger. Udover dém var der ifølge Conquest mange flere almindelige forbrydere i lejre og fængsler. For 1950 angiver Conquest 12 millioner fanger, alene i forhold til dem der er dømt for politiske forbrydelser.

Vi kan nu sort på hvidt se, hvilken bedrager denne Conquest er. Ikke ét tal er rigtigt. I 1939 fandtes der i alle lejre, arbejdslejre og fængsler omkring 2 millioner fanger. Af dem var de 454.000 dømt for politiske forbrydelser  - ikke 9 millioner som Conquest hævdede.

Antallet af døde i lejrene var 1937-39 omkring 160.000  - ikke Conquests 3 millioner.

I 1950, hvor han siger at der var 12 millioner i lejrene, dømt for politiske forbrydelser, var der omkring 578.000.

Glem ikke at Robert Conquest også i dag er den vigtigste kilde i højrekræfternes propaganda mod kommunismen.

Hvad angår Solsjenitsyns 60 millioner døde i arbejdslejre er kommentarer overflødige. Kun en syg hjerne kan fostre sådanne fantasier.

Mario Sousa er medlem af det svenske kommunistparti KPML(r). Anden del af hans indlæg bringes på tirsdag

Note

Gulag: forkortelse for det departement, der i Sovjetunionen administrerede fængsler, arbejdslejre og arbejdskolonier samt den økonomiske virksomhed i forbindelse med straffearbejde.

[DKP/ML Hovedside] * [til Emneoversigt] * [Søg] * [Bestil bøger eller pjecer]